‘Star Wars’: Stjerneskuespiller antyder Reys oprindelige afstamning

(Spoiler-alert for ’Star Wars: The Last Jedi’).

Det skabte røre og splittelse i ’Star Wars’-andedammen, da Rian Johnson på ’The Last Jedi’ gik dekonstruktivistisk til værks med diverse fanteorier, som J.J. Abrams havde vækket hos mange fans med første kapitel, ’The Force Awakens’. Der har særligt været rejst kritik af måden, hvorpå man behandlede afsløringen af Reys ophav.

Daisy Ridley, hvis karakter viste sig at være en nobody, har siden styrket mistanken om, at Rian Johnson mere eller mindre skyede væk fra J.J. Abrams’ oprindelige oplæg til den videre historie. Den ‘Ready Player One’-aktuelle komiker og inkarnerede ’Star Wars’-nørd, Simon Pegg, er med sin seneste udtalelse kun med til yderligere at bekræfte forestillingen om en fortællemæssig start from scratch med hensyn til Reys forældre.

»Jeg ved, hvad J.J. havde planlagt eller i det mindste ideen om, hvad der blev strøget«, siger Simon Pegg, der udover at gemme sig bag den ucharmerende brugtvognssælger Unkar Plutt også bidrog til manuskriptet på ‘The Force Awakens’, i podcasten Happy Sad Confused.

Udgangspunktet for Reys familiehistorie kommenterer Pegg med ordene: »Jeg tænker, at den er lavet en anelse om med ‘The Last Jedi’« – for efterfølgende at pakke det ind i en joke om, at Unkar Plutt er hendes rigtige far.

Intervieweren Josh Horowitz får imidlertid Pegg tilbage på det seriøse spor, hvortil briten kommer med den mest direkte og utilslørede indikation af, Rey oprindeligt var udtænkt som næste generation af en familie med Kraften i årene.

»Tja, der var en del snak om en forholdsvis betydningsfuld afstamning for hende. Men ærlig talt så ved jeg det ikke, og jeg ved ikke, om nogen ved det. Vi får se«, forklarer Pegg, der i interviewet også accepterer, at ‘Star Wars’-universet med sine mange udvidelser såsom næste måneds ‘Solo’ nok ikke er for ham længere.

Diskussionen om, hvorvidt Rey tilhører den noble Jedi-slægt eller ej, er måske ikke lukket helt ned med ‘The Last Jedi’. I hvert fald kan der bag Peggs seneste udtalelser og Rian Johnsons kryptiske udmelding om, »at alt er stadig åbent«, være tale om et bevidst røgslør, der kan give payoff med Episode 9.

Læs også: ‘Star Wars’-instruktør sår tvivl om sandheden om Reys forældre

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af