Ligesom sidste år, da vi pludselig fik ’Couch Dreams’, er Noah Carters nye udgivelse, ’2nd Demo’, netop udkommet mere eller mindre uden varsel.
Albummet, eller demoen, burde vi nok kalde det, er tretten sange lang, og det hele er produceret af den tidligere Ukendt Kunstner-halvdel Jens Ole McCoy.
Hvorfor hedder det en demo? Kan rapperen leve op til forventningerne om musik af international kaliber? Og hvordan lægger ‘2nd Demo’ sig i forlængelse af sidste års fantastiske ’Couch Dreams’, som vi kårede til årets bedste danske album?
Vi har lyttet hele morgenen, for at finde ud af det: Her er vores førstehåndsindtryk af ‘2nd Demo’ – sang for sang. (En fuld anmeldelse følger senere på ugen.)
’Floatin’
Sangtitlen antyder noget drømmende eller svævende, men det her er Noah Carter, når han er hårdest. ’Couch Dreams’ startede også med et par mere aggressive tracks, men det er sjældent, vi hører den danske rapper rappe så eksplicit om vold og stoffer som her. Han er »tech squeezing«, og siger ting som »come from pushing white snow cloud in the coldest winter«. Rimelig kompromisløst. Så er vi i gang.
’Different Settings’
Nå okay, det her er nok ikke Noahs store, hårde gangsta-album alligevel.
’Different Settings’ er en sang om mistet kærlighed lidt i samme kategori som ’Do You’. Men det her er en del mere dvælende: Det er ikke en euforisk kærlighedssang, men et afdæmpet r’n’b-nummer, der mest af alt lyder som en resigneret accept af, at noget er forsvundet. Vi er kun to sange inde i ’2nd Demo’ og har allerede fået Noah Carters to forskellige sider – og to meget forskellige beats af Jens Ole McCoy.
’Day After Day’
Det her lyder virkelig meget som et beat, Jens Ole McCoy har haft liggende fra en Ukendt Kunstner-session. Det har den der nærmest nostalgiske melankoli, som ingen laver bedre. Noah Carter udnytter det fint: Hans flow her er mere melodisk end de fleste ting på ’Couch Dreams’. Det minder en smule om Ty Dolla Sign, faktisk. Efter lidt over to minutter er sangen slut. Den måtte gerne have været længere.
’U Need’
‘U Need’ ligner en opfølger til ’City of Sin’ fra ’Couch Dreams’. På det tidligere track sang Noah Carter »it’s all for you«, her er det blevet til »all this for you«. Begge sange handler om en næsten-kæreste der måske/måske ikke er ved at glide væk.
Der er klart noget Drake-agtigt over det hele. Både lyden og tematikken ligger i forlængelse af dén stil OVO-rapperen startede med ’Marvin’s Room’. I det hele taget var ’Floatin’-introen ret misvisende, for alle sangene siden har været dvælende, melankolske sange der oftest kredser om tabt kærlighed.
Det er i sig selv ret unikt. Hvor mange andre danske rappere i miljøet omkring Noah Carter, laver den her slags nuanceret kærlighedsmusik?
’Oh’
Okay, jeg har lige skrevet at ’Floatin’ var misvisende i forhold til albummets lyd, og så lander ’Oh’: Endnu en intens banger, med en Noah Carter i lyrisk angrebsmodus. Det er pænt hårdt. Og det er pænt godt tænkt af den danske rapper at rime »DM« med »Carpe Diem«. Det er en endnu et kort nummer: Det her knytnæve af en sang varer kun cirka halvandet minut.
’Search’
Denne single er perfekt, og fortjener at blive et sommerhit.
Der er subtile nik til den caribisk- og vestafrikansk-inspirerede ø-musik, der både er populær globalt og i Danmark: Hvis nogle af de tidligere sange her ville passe fint ind på et af de tidligere Drake-album, ville ’Search’ passe perfekt ind mellem ’Passionfruit’ og ’Blem’ i den sommerlige del af ’More Life’.
Men ligesom sidste års danske storhits ’Rica’ af Gilli og ’Mamacita’ af Kesi finder Noah Carter sin egen version af solskinslyden. Det skyldes dels Jens Ole McCoys beat, der nærmest er et subtilt take på et af den seneste tids hiphop-orienterede Diplo-produktioner. Men primært fungerer Noah Carters stemme bare perfekt over den her slags sange, der giver ham lidt mere rytmisk og melodisk modspil.
’Fix.Up’
Okay, det her album er lige gået fra moody ekskæreste-melankoli til sommerfest! Det her lyder som Partynextdoor i sit mest feststemte hjørne. Der er endda de der reggaeton-agtige trommer! Tænk, vi skulle høre Jens Ole McCoy lave sådan et beat. De seneste to sange er nok det mest upbeat vi har hørt fra Hr. Carter nogensinde.
På et ellers ret afdæmpet og grublende album, virker de sidste sange som om, nogen er stormet ind på Noah Carters værelse, og har trukket gardinerne fra: Se, solen skinner udenfor!
’Numbers’
Okay, nu er vi tilbage i det mørke, lidt mudrede univers, der også prægede ’Couch Dreams’-sange som ’Vibe With The Spirits’. Det skulle nødig blive alt for festligt.
’Geam’
Hey, det her er sangen fra teaseren, rapperen lagde op sidste uge! Stemningen er meget druggy. Lidt som på nogle af de der helt fremmedgjorte Future-sange på hans post-Ciara mixtapes fra 2014 og 2015.
Og det er altså stadig helt tydeligt, at Noah Carter er virkelig god til at lave druggy, fremmedgjort breakup-rap. »It’s all about a wave« synger han, men det her lyder mere som en person, der langsomt synker ned i en pool, end som én, der surfer på nogen som helst bølge.
’00.43’
Ligesom på ’Couch Dreams’ får vi en kort sang, der er opkaldt efter et klokkeslæt. Men hvor ’01.28’ alligevel var over to minutter langt, er det her mest en skitse: Noah Carter synger »you’re my angel« et par gange, og efter 45 sekunder er det slut.
’Unconditional’
Guitar! Akustisk guitar!
Man må sige, der bliver prøvet nogle ting af på det her album. Noah Carter bruger beatet til en slags bekendelses-rap i et snakkende flow. Meget som på ’Wise Up’ fra ’Couch Dreams’ faktisk. Generelt virker mange af sangen som videreudviklinger af idéer fra sidste års udgivelse. Betyder ’2nd Demo’ i virkeligheden ’Couch Dreams 2.0’?
’Mine’
Vi kender efterhånden formularen: Dreamy, melankolsk beat, og Noah Carters laidback-sangrap. ’Mine’ er en solid sang, men måske også en sang vi har hørt en del gange fra B.O.C.-rapperen.
’Be Easy’
En afdæmpet, klaverbaseret produktion danner bagtæppe til Noah Carter, der ligesom på ’Unconditional’ kigger indad.
Det er en fin afslutning på et album, der ligesom ’Couch Dreams’ styrer udenom de åbenlyse hits, til fordel for en sjælesøgende, melankolsk lyd. Pulsen steg en smule på ’Search’ og ’Fix.Up’, hvor det lignede, at Noah Carter var på vej ud på dansegulvet. Men han trak sig hurtigt tilbage i skyggerne igen.
Det er tydeligvis her han har det bedst: Ligesom Drake’s stilskabende ’Marvin’s Room’ handler det mere om, at bevæge sig væk fra klubben, og hen imod en længsel efter en tabt kærlighed.
Læs anmeldelse: Noah Carter ‘Couch Dreams’