Organgrinder

Nej, der er ikke tale om jazz udsat for 4 lirekassemænd men derimod en jazzkvartet bestående af Thomas Franck (sax), Tao Højgaard (gui), Kjeld Lauritsen (organ) og Janus Tempelsen (dr). Numrene på liveoptagelsen består af Tao Højgaards egenkompositioner og et par standards.

Tao Højgaards spil er klangfuldt, melodisk og rigt på lækre figurer, men jeg synes han henlægger publikum i en bossanova-agtig døs, som også rammer hans medspillere. Der er for lidt vildskab og eventyrlyst. Også i ensemblespillet virker guitaren som en stopklods for rytmisk udvikling og eksperimenteren, da han eksisterer på, at alt skal være blødt og lækkert.

Thomas Franck tager meget rytmisk ansvar og står for nogle energirige soloer. Jeg synes ikke, at bandet er gode nok til at støtte op om ham, når han prøver at tage et “walk on the wild side”. Trommerne og orglet virker fastlåste og har ikke overskud til følge ham.

Orglet har ikke den fremtrædende plads, som navnet antyder. Kjeld Lauritsen udfylder jo ellers både rollen som pianist og basist. Stilen på pladen er nordisk jazz, swing og ballader, og her synes jeg ikke, at orglets basspedaler strækker. Man kan sige meget om bassistens rolle i en jazzgruppe. Jeg ser ham som bandets mediator med kontrol over både rytme og harmoni. Bandet er tight, hvilket ikke mindst er Janus Tempeltons fortjeneste, men mangler det momentum/drive, som en god bassist giver, og ikke mindst den frihed for hans medspillere der følger med.

Det virker måske lidt unfair at kritisere en kvartet for ikke at være en kvintet, men det er efter min mening bandets akilleshæl, da de jo ellers spiller fint. En sådan sammensætning vil dog ikke udelukke svulstige “organ moments” hvor Lauritsen strækker ud på baspedalerne.