1. Mads Mikkelsens overlevelseskamp
Man under at se billederne af Mads Mikkelsen under den generøse sydfranske forårssol, for hans nye film, ’Arctic’, kan ikke ligefrem have været behagelig at indspille.
Verdensstjernen spiller nemlig en nødstedt dansker, der er styrtet ned med sit fly i de ubønhørlige omgivelser på Arktis. Her slider han og slæber han i sneen, langt hen ad vejen eneste menneskelige skikkelse på lærredet og med så få replikker, at det kan tælles på et par hænder.
Joe Pennas debut er en på mange måder konventionel og lidt forudsigelig katastrofefilm, men den skiller sig dog ud ved, at den så stramt fokuserer på hovedpersonens kamp for overlevelse. Vi ved intet om, hvem han er, eller hvorfor han styrtede ned, kun fremgår det af hans navneskilt på dynjakken, at han hedder Overgaard. Vi får intet at vide om hans baggrund, hans job eller familie, og i sig selv er en overlevelsesfilm, hvor vi ikke oplever selve ulykken, et sjældent antidramatisk fravalg.
Vi ved dog, at han har været et pænt stykke tid på Arktis, for han har sat grundige systemer op for at fange fisk, sende nødsignaler og undgå den evige søvn. Da en helikopter endelig dukker op ud af det blå, tror han, at hans lykke er gjort, blot for at se den banke ned i jorden midt i snestormen. Piloten dør, men ved siden af sidder en kvinde, som kun akkurat overlever. Dog i en nær-komatøs tilstand, så Overgaard må passe og pleje hende og slæbe hende med på båren, da han en dag beslutter sig for at vandre den lange vej gennem bjerglandskabet mod en mulig redning.
Med fald gennem sneen, isbjørne og ufremkommelige klipper har den nærmest dialogfri historie alle de elementer, man kan forvente sig, men forløsningen af dem er usædvanligt lavmælt. Det er udmærket spænding, særligt hvis man som jeg godt kan lide overlevelseshistorier som ’Vi lever’, ’Everest’ og ’Lost’, og Mads Mikkelsen har et så indbydende og troværdigt fjæs, at man sympatiserer øjeblikkeligt.
Danskeren leverer en fysisk kraftpræstation, som med sikkerhed har krævet meget af ham under optagelserne på Island, og man må bare tage hatten af for, at han vælger den slags udfordrende debutprojekter frem for sikre amerikanske actionfilm. Men måske han mod slutningen af optagelserne ville have ønsket, at flyet var styrtet ned på en øde stillehavsø i stedet?
2. ’Ida’-instruktør bag blændende smuk kærlighedshistorie
»Min far forvekslede mig med min mor, og jeg brugte en kniv til at vise ham forskellen«.
Sådan forklarer den unge kvinde Zula, hvorfor hun har siddet i fængsel, i Pawel Pawlikowskis ’Cold War’, hovedkonkurrencens hidtil bedste film. Zula stiller op til det nærmeste, vi kommer på X-Factor i efterkrigstidens Polen, et statsligt initiativ, hvor ledende bureaukreter indkalder de mest talentfulde kvindestemmer blandt landområdernes fattigfolk og udvælger de bedste til at synge folkeviser fuld af smægtende kærlighed som led i kommunismens romantisering af proletariatet.
Zula skiller sig ud blandt de naive bondepiger, hun har et mørke i blikket, som straks tiltrækker opmærksomhed blandt korets kunstneriske leder, Wiktor. De forelsker sig, de er skabt til hinanden, men kan heller ikke finde ud af at leve sammen, og gennem 15-20 år følger vi deres turbulente kærlighedsforhold, når de med års mellemrum mødes i Warszawa, Paris og Beograd.
Polske Pawlikowski slog i 2013 igennem med det Oscar-nominerede mesterværk ’Ida’, og nu er han tilbage med en film, der er lige så betagende i sine udsøgt monokrome billeder i kvadratisk Academy-format. Hver frame kunne være et postkort, og med sine gennemkontrollerede kompositioner understreger Pawlikowski ultrapræcist karakterernes sindstilstand og relation.
Hvor ’Ida’s temaer om soning og tilgivelse havde en seriøs og vægtig klangbund, er ’Cold War’ en lidt mere luftig oplevelse uden helt så meget på spil. Og ud over at den traditionelle polske musik er en utroligt besnærende karakter i sig selv igennem hele filmen, går nogle af pointerne om landets folkesjæl – både korrumperet og længselsfuld – måske en smule hen over hovedet på den udenforstående tilskuer.
Men som en klassisk historie om umulig kærlighed kunne man ikke have forlangt meget mere. Det er vitalt og elegisk, båret især af en uudgrundelig præstation fra Joanna Kulig, der i øvrigt også var med i ’Ida’.
3. En legendes comeback
I 60’erne sprang franske Jean-Luc Godard filmsproget i luften som foregangsmanden i den såkaldte nybølge. Og han er ikke just blevet mere leflende for mainstreampublikummet siden. I år er han med i hovedkonkurrencen med sin nye film ‘Le vivre d’image’ (‘Image Book’). Og helt som man kunne vente, er det en meget alternativ biografoplevelse: En essaystisk collage af billeder taget særligt fra gamle film, tv-nyheder og Youtube-videoer forbundet af en poetisk voiceover, meget diffuse kapiteloverskrifter (blandt andet tre gange ‘Remake’) og en lydside, der med abrupte skift punkterer ethvert tilløb til kontinuitet.
Det er hypnotiserende på den der måde, hvor man har god tid til at tænke over morgendagens program imens, samtidig med at man indser, hvor konventionelt fortællende de fleste film er selv på en artfilmfestival som Cannes. Når filmen mod slutningen bliver eksplicit politiserende i en kommentar til Mellemøsten, føles det som en træg historielektion, og man savner nogle af de legesyge stilistiske innovationer, der kendetegnede hans seneste projekt, den ligeledes mosaiske 3D-film Goodbye to Language.
Godard, der i dag lever en tilbagetrukket tilværelse i Schweiz og ikke selv er til stede på festivalen, har tilladt Cannes at vise filmen, selvom han efter sigende selv synes, at hans værker i dag mere hører til som installationskunst på et museum. Og det må man give ham fuldstændigt ret i.
Læs også: Årets første næsten-danske Cannes-triumf er bizar og brillant
Læs også: Cannes-highlight dag 3 – dengang Penelope Cruz sagde fuck jer og jeres nøgenscener