Ryan Adams

Med titlen ‘Rock N Roll’ lægger Ryan Adams ikke fingrene i mellem. Og tak for det. Efter en del turbulens er Ryan Adams’ opfølger til ‘Demolition’ klar, dog ikke den som oprindelig var planlagt. En lidt mærkelig anekdote hvor jeg vil hoppe til afslutningen og blot nævne, at den førstindspillede opfølger nu er blevet til EP’erne ‘Love is Hell 1′ og Love is Hell 2’, efter at pladeselskabet afviste dem som album.

Med denne noget prekære situation som udgangspunkt, har Ryan Adams fået noget nær det optimale ud af omstændighederne. Ikke nok med at han tekstmæssigt får renset rock’n’roll-begrebet for de efterhånden alt for mange klichéer – han genføder nærmest sig selv med en imponerende spændvidde i stemmen og strøm på guitaren, som på den fuldstændigt afvæbnende ‘So Alive’. Det er de gamle rockskabeloner der er fundet frem fra klenodieskabet og tilsat en vitalitet og et nærvær, der vidner om en Ryan, som bastant nægter at lade sig placere i gamle koryfæers skygger. Starteren ‘This is it’ klæber sig fast til hovedet som en candyfloss i modvind, og derefter går det slag i slag.

Stederne hvor albummet halter mest, som på ‘Shallow’, smyger Ryan Adams sig faretruende tæt på sin intetsigende kollega begyndende med ‘B’… Men han klarer frisag, og jeg skal ikke forsøge at holde mig for god til at finde superlativerne frem. For det er ganske enkelt et fremragende album, hvor de lidt ujævne kanter ingen betydning har for det samlede indtryk.