Før jeg kastede mig ud i denne her artikel, googlede jeg lige ’Gilli’ og ’Roskilde’ en ekstra gang. Bare lige for at være helt sikker på, at den mest toneangivende danske hiphopkunstner gennem de seneste tre år (og måske nogensinde) virkelig aldrig har spillet på Roskilde.
Og jeg fandt ud af, at Gilli har spillet Roskilde. Bare ikke festivalen.
Rapperen har spillet på en natklub ved navn Garbos. Festivalen har han kun gæstet i de indledende dage sammen med gruppen Molo i 2015 (dengang hed gruppen stadig Molotov Movement).
Jeg undrer mig seriøst over, hvorfor Gilli i soloembede (endnu) ikke har fået en plads på hovedprogrammet til Danmarks største festival, når han både som stemme, musiker og kunstner mere end nogen anden har defineret, hvordan nutidens unge publikum lytter til hiphop – disse tiders største genre, også i Danmark.
Lad mig komme med en salgstale.
Siden Molo-optrædenen i 2015 har Gilli skabt den afrikansk- og franskinspirerede lyd, der har domineret dansk hiphop fra ’C’est La Vie’ og frem til nu. Han har som få andre drejet dansk populærmusik efter sin egen stil – det er nærmest umuligt at forestille sig, hvordan dansk hiphop ville lyde i dag, hvis ikke det var for Gilli.
‘C’est La Vie’ har endda sat sit præg på dansk hiphop i en sådan grad, at man næsten kunne være bange for, at genren orienterer sig for meget mod Gilli.
Men dermed ikke sagt, at rapperen ikke genopfinder sig.
’Tidligt Op’ var en ægte nyskabende ballade, der viste, at den såkaldte afrobeats-stil ikke behøvede at køre i ét spor. ’Helwa’ var den første deciderede kærlighedssang i genren – og det var også en sang, der kan krediteres med at inspirere senere numre i samme stil som Basims ’Comme Çi, Comme Ça’. Og hvem kan glemme ‘Rica’, der pludselig flyttede dansk hiphops fokus fra afrobeats til caribiske rytmer?
Samtidig er ’Habibi Aiwa’ og ‘La Varrio (El Barrio)’ patosfyldte sange om at holde ud og stå sammen under svære omstændigheder, og her har altid havde stolte, livsbekræftende budskaber, der mangler i så meget af den narko- og voldsglorificerende gaderap. Gillis sange har altid en dybere dimension.
Selve hans sprog er nyskabende: Dansk hiphop har aldrig set så mange sprogstammer vokse sammen og skyde nye knopper som hos Gilli, der blander frit mellem dansk, arabisk, spansk og fransk. Hans musik er nærmest som at høre alle gadens og ghettoens forskellige stemmer smelte sammen til ét sprog. Det er sådan en slags mangfoldighed, som Roskilde Festival altid har haft i sin dna.
Rapperen fra København har også knust konkurrenterne på streamingtal, vundet priser og er blevet booket til alt fra Smukfest til Tivoli til DMA til denne uges NorthSide, hvor han på torsdag spiller sammen med Kesi til hvad der nok skal blive en medrivende hitparade uden lige.
Men ingen Gilli på Roskilde Festival. Selv om venner og samarbejdspartnere som Sivas, Noah Carter og Jamaika har fået lov til at gæste festivalen.
Det er begyndt at blive en smule mystisk.
Er festivalen bange for at booke rapperen på grund af hans bagland og omgangskreds? Gaderapperne har notorisk været forvist til større og sammenpakkede events på camping/street/skate-scenerne, men det er der umiddelbart ikke noget af i år. Og min salgstale handler altså også om en rigtig plads på hovedprogrammet.
Eller kan det være Gilli selv, der af ukendte årsager fravælger Roskilde Festival? Hvad er årsagen til det her mysterium?
Uanset hvad, så er det ved at være en ret iøjefaldende mangel, at Danmarks største og vigtigste festival ikke har kunnet booke den kunstner, der som ingen anden definerer landets yngste og største musikgenre.