»Dette er en historie om frygt. Og en historie om håb«.
Sådan lyder de første linjer af en mystisk film, der florerede på nettet forleden. Filmen lå på et website, som var blevet teaset via en ny række numre, der pludselig dukkede op fra Saveus.
Filmen var en del af en virtuel skattejagt, der via både tracks, film, et telefonnummer og en e-bog til slut ledte til offentliggørelsen af Saveus’ rigtige, nye projekt: Debutalbummet ‘Neuro’, som udkom i fredags.
Offentliggørelsen var ikke kun kræs for fans og glade skattejægere. Det var mindst lige så meget en introduktion til det næste kapitel i Saveus’ fortælling: Et kapitel, der er skrevet med tårnhøje ambitioner, brændende passion og en ukuelig arbejdsmoral. En historie, der dykker ned i mørket, der har både omgivet, tynget og inspireret Martin Hedegaard og hans Saveus.
Forhistorien, der manglede
Historien begynder i slutningen af sidste sommer. Martin og hans Saveus-kumpaner, Simon McGregor på synth, Kasper Krabbe på guitar og Mathias Miang på trommer, havde spillet masser af koncerter og festivaler i kølvandet på debut-ep’en, ‘Will Somebody Save Us’. En broget, sprudlende ep med et maksimalistisk udtryk. Storstilede gospel-kompositioner, excentriske lege udi rige orkestreringer, dramatiske fraseringer og himmelstræbende lyrik.
Målet var, at Saveus skulle blive større. Men hvad skulle så blive næste skridt på vejen?
»Jeg kunne mærke, jeg lidt mistede kontrollen«, fortæller Martin. »Der skete mange ting i mit hoved. Meget arbejde gør én meget skrøbelig. Den tilstand, jeg var i, passede til at forklare, hvordan jeg også har haft det førhen – helt tilbage i slutningen af gymnasiet«.
»Musikalsk set var det som om, der manglede noget. Sange som ‘Levitate Me’ og ‘Himalaya’ er sange, der handler om, at man skal komme igennem mørket for at komme ud på den anden side. Men i udgivelserne havde vi endnu aldrig fortalt noget om mørket. Vi var ret hurtigt enige om, at vi skulle prøve at få samlet sange, som kan forklare det. Det er på en måde en forhistorie, der skal fortælles, før vi kan placere os musikalsk og udvikle os videre«.
Martin misser med øjnene i den skarpe forårssol. Vi sidder på en solbagt bænk foran hans studie i Københavns Nordvest-kvarter i et øjebliks stilhed, før release-stormen raser om ørerne på ham igen. Men det er tydeligt at mærke, det er en anden slags forløsning, der venter ham med udgivelsen denne gang.
»Jeg var helt vildt glad for, folk tog så godt imod ep’en, for den var meget spredt musikalsk. En ep er tit en upcoming-fase – der må godt være nogle lidt skæve ting. Men du skal være meget mere sikker i dig selv og musikalsk, når du skaber en plade. Det er sværere at holde folk fast i at lytte til et helt album. Men nu har vi ni sange. Det er meget kompakt, sangene følger og hjælper hinanden«.
Det er også som om, der er en dramaturgisk opbygning i albummet?
»Ja, det starter et sted og slutter et andet. Det er meget med tilstande, man starter i, når man dealer med emner som angst eller stress. Momenter, hvor vi presser os selv og kommer ud, hvor vi ikke kan bunde. De desperate ting – her er livet ikke rart. Derfra går vi videre og prøver at forstå, hvorfor det sker, og hvad man skal gøre.
Det er en meget eksperimenterende plade. Vi har udvalgt mange af sangene ud fra, hvad der passede bedst med albummets psykologiske aspekt og emner. Så jeg håber, folk vil slippe forsvarsmekanismerne og lytte til albummet – og se sig selv i de situationer, jeg har været i. Men det kræver, man slipper sine guards«.
Verdens sødeste rockband
Det kræver, at man slipper sine ’guards’. At man sænker paraderne, lytter med helt åbent sind og giver sig hen til musikken på de præmisser, den er skabt ud fra. Det var en lille bemærkning, men alligevel gav den genklang hos mig, for det er faktisk nok den allerbedste måde, man kan modtage Saveus på. Det er storladent og højdramatisk, produktionerne er til tider grænsende til teatralske. Det kan prelle af på nogle, men med åbent sind kan det give en lytteoplevelse af rang.
Da jeg første gang lyttede til Saveus, var mine parader nok i virkeligheden endnu ikke sænket tilstrækkeligt. ’Will Somebody Save Us’ balancerede for mig på en knivsæg mellem overlegenhed og overkill. En balance, der kommer sig af, at de vilde stiløvelser udi alt fra storslåede synthsymfonier og gospelkor til edgy rap-afstikkere ganske enkelt er meget at tage ind i én ep-mundfuld. Men den beviste samtidig noget vigtigt: At Martin er et alsidigt, overvindende talent, der følger sin lidenskabelige drivkraft fuldkommen intuitivt. Både på og bag scenen.
Sidst jeg så Martin på scenen, var i et propfyldt Musikhus i Aarhus på Spot Festival. Eller det vil sige – der så jeg ham kun i et stjålent glimt fra køen, der var alt for lang til, at jeg blev lukket ind i selve salen.
Jeg stoler dog på min kollegas ord, når han skriver, koncerten var en triumf for Saveus. Koncerten gik endda hen og blev så vild, at Martin i kampens hede inviterede publikum med på scenen – til sikkerhedsvagternes store misfornøjelse.
Fik du voksen-skældud bagefter?
»Jeg fik VOKSEN-skældud! Vagterne blev nok bare overraskede – de kom på lidt mere arbejde, end de lige havde regnet med«.
Heldigvis skete der ikke noget, udover at vagterne kom på overarbejde, og Martin fik purpurrøde ører bagefter. Spørgsmålet er, om han overhovedet ænsede det på scenen. Jeg har set ham på en scene før, og jeg har svært ved at forestille mig, at der i al hans lidenskabelige indlevelse er plads til det helt kølige sikkerhedsoverblik.
»Jeg er stadig ved at lære at slappe af på scenen. Jeg bliver til en slags maskine. Drengene siger, jeg går i killer mode. De kan se det på mit ansigt – og jeg kan også selv se det på billederne bagefter. Det er delvist overlevelse, delvist Martin, der er i sit es. Det var svært på Spot, hvor jeg kom ind i en sal med 1700 mennesker, der var fuldstændigt oppe og køre. Så går jeg lynhurtigt i beast mode. Men det er nogle gange svært. Du kan jo ikke holde beast-mode i en time, så brænder du alt af.
Det er fedt at komme ud og mærke sin krop og hjerne reagere så meget på, at du er på. Du kan ikke gemme dig. Der sker bare noget. Fuck, jeg kan mærke, jeg kommer i gear – det gear kan jeg aldrig komme i uden for koncerterne. Det er fedt, og det er farligt«.
Hvis du nåede sådan et beast mode på Spot, hvad oplever vi så, når du åbner Orange Scene på Roskilde Festival til sommer?
»Dét bliver fandme et beast mode! Jeg kan sikkert ikke huske koncerten bagefter, fordi jeg er så meget på. Jeg vil gerne prøve at kunne huske momenter – lige at trække vejret og tage et billede inde i hovedet«.
Hvad gør du efter en koncert?
»Det er jeg stadig lidt ved at lære. Nu er vi der, det faktisk er blevet nødvendigt, jeg lærer at få adrenalinen ud af kroppen. Jeg sover sjældent supergodt efter en rigtig god koncert, fordi jeg stadig er helt oppe og køre. Vi fejrer nogle gange lidt efter koncerten. Men vi presser selv vores ambitionsniveau rigtig højt op. Det er bare sådan, vi er. Vi kan jo heller ikke drikke os fulde, inden vi skal spille! Det har vi aldrig gjort.
Nogle gange siger vores manager faktisk til os: ’Nu må I fandme lige slappe lidt af. Pust ud og gå i byen!’. Ahr okay, det er faktisk rigtigt, så må vi hellere lige op og spille billard på en eller anden hyggelig bar eller sådan noget. Vores booker siger, vi er det sødeste rockband, han kender«.
Sodavandsis og skyggesider
Arbejdsmoralen har Martin ikke fra fremmede. Den kommer fra hans rødder i den Ørum’ske muld uden for Viborg, hvor han er vokset op.
»Jeg er opvokset i en lille by af landmænd i Ørum. Alle arbejder. Jeg har taget meget af den mentalitet med mig. Det handler om at komme op på arbejde om morgenen, tage hjem klokken fem og have fri. Jeg prøver at sætte rammer ind i en musikbranche, som ikke har rammer. Det er meget mærkeligt.
Min mor og far er gode til at sige: ’Martin, du arbejder for meget, nu skal du slappe af’. Og det er jo rigtigt. Måden, man nogle gange skal håndtere sådan nogle tilstande, er med deres mentalitet: ’Ved du hvad, vi ska’ male terrassen, skal du ik’ være med til det?’. Sådan nogle praktiske ting – noget så åndssvagt som at male en terrasse – kan hjælpe dig med at komme igennem sådan nogle forløb. Der er min mor og far meget simple. De har det eddermandme også godt hele tiden«.
Er det et terapeutisk råd, der skal gives videre? Mal terrassen?
»Mal terrassen hele tiden! Min familie har aldrig været typerne, der snakker megadybt om, hvordan vi har det. Der, hvor jeg kommer fra, er det svært at snakke om nogle ting. At gøre det på det her album har helt klart også været en grænse for mig at overskride.
I et tidligere interview blev jeg mødt med: ’Det er svært at forholde sig til, du har haft mørke perioder, Martin, for vi ser dig jo som den der helt vildt glade dreng, vi har set lige siden 2008’. Det er et pres, der fylder meget. På grund af min forhistorie, og hvad folk har set udadtil, tror de så, man ikke oplever mørke ting? Det føles uvirkeligt for dem at høre sådan et album som ’Neuro’. Der er et billede af mig, der bliver malet anderledes med det her album. Martin Hedegaard er ikke udelukkende ham den smilende«.
Martin bliver afbrudt af en fyr fra studiet, der har favnen fuld af ispinde og smøger. Han byder os på førstnævnte.
»ÅHR, jeg vil fandme gerne have en is!«, udbryder Martin i et stort smil. Man skulle næsten tro, ismanden var blevet plantet af én af dem, der nægter at tro på, Martin ikke altid er ’ham den smilende’.
Med Champagnebrusen i den ene hånd fortsætter han.
»Det har også været en udfordring for mig. Vi har jo ikke berørt mørket så direkte før, som vi gør på det her album. Kan folk tro på, at livet også kan gøre ondt på mig? … sidder jeg og siger med en is i hånden«, smiler han, da han selv bliver opmærksom på paradokset, den kærkomne sodavandsis tilfører samtalen.
Champagnebrusen til trods er jeg ikke i tvivl om ægtheden i ordene, Martin siger. Selvfølgelig kan livet også gøre ondt på ham. At han blotter sig og fortæller om det, gør kun, at jeg bedre kan forstå ham og Saveus som helhed. Lyset er trods alt intet uden sin skyggeside.
»Jeg er endt med en plade, hvor jeg kan mærke mig selv lidt mere nu. Det var på mange måder det rigtige«.
Jeg føler også ved endt lytning, jeg efterladtes med en følelse af optimisme?
»Absolut. Optimisme for mig er lidt et paradoks. Jeg har forstået, hvad det vil sige at gå igennem de her ting – men med en erkendelse og accept af, at det altid kommer til at være en del af mig. Det er et loop. Vi er nået til et punkt, hvor jeg har det godt. Men loopet skal nok gentage sig igen – måske på en anden måde«.
Læs anmeldelse: Saveus ‘Neuro’