KOMMENTAR Klokken er 02.12 lørdag, og mens ’Hot’ brager fra scenen bliver festivalpladsen overdynget i rød konfetti. Nik & Jay er på, og de to Værløse-drenge er ulig noget, NorthSide nogensinde har set før. Seriøst, der var lighter-hav til ’Novembervej’. Har du nogensinde set lighter-hav på NorthSide? Hvem ville have den skam i livet overhovedet at foreslå det?
NorthSides lukkefest lørdag nat var noget andet end sidste års hyldede koncert fra Thomas Helmig, der trods alt havde Aarhus-nostalgien og ’byens søn’-mærkatet på sig. Det var endnu et skridt op ad folkelighedens stige for NorthSide. Et planken-ud-move ned i den rendyrkede popmusiks hedonistiske bassin af syng-med-potentiale og, ja, lightere i vejret.
Nik & Jay leverede et brag af en lukkefest. Ingen snobberi her – vi har givet fem stjerner til begge af NorthSides popsatsninger i Thomas Helmig og Nik & Jay. Men det gør noget ved festivalens image og i den grad selvforståelse, når denne her slags bookinger bliver så store succeser, som de gør. Både Helmig og Nik & Jay fik samlet gedigne masser på pladsen. Og den fællesskabsånd, der opstår i de her rum, er noget andet, end når Father John Misty spiller. Det kan ikke diskuteres.
Det er ’sjovt’ med de her bookinger, og det er virkelig underholdende. Men man kan ikke lade være med at tænke: Hvad bliver så det næste? En koncert med Nik & Jay åbner op for en masse nye bookinger, som ikke har været mulige før rent profilmæssigt. Hvor ender NorthSide, hvis det her er en udvikling, som fortsætter med tiltagende vækst? Festivalen står efter sit niende år ved en skillevej, hvor de skal til at tage nogle seriøse beslutninger om, hvor de vil hen, og hvordan de vil komme dertil.
Hvis man lige spoler tiden fra Nik & Jay to døgn bagud og igen placerer sig foran Blue Stage et sted mellem 01.00-02.00 – nu om torsdagen – var det et noget andet syn, der mødte én, end to bløde rapdrenge i hvidt tøj.
Her stod Richie Hawtin på scenen. En decideret legende inden for techno og elektronisk musik generelt, der plejer at spille de helt store scener på elektroniske festivaler som Sonar i Barcelona. Men her – torsdag kl. 02.00 på NorthSides største scene – spillede han for en vekslende menneskemængde på alt fra 50 til et par hundrede. Det er uden tvivl det mest pauvre fremmøde, jeg nogensinde har set til en NorthSide-koncert. Ikke bare på en af hovedscenerne.
Nuvel, det var en torsdag, da NorthSide i år har rykket programmet en dag frem, men det her var ikke meningen. Hawtins audiovisuelle show var tungt, ekstremt tungt, og for at sige det mildt decideret upopulært. Men det var også fedt – en lille fest for de indviede, som dog nok skulle have foregået nede på den mindre Red Stage.
Sætter man de to koncertminder ved siden af hinanden bliver det fuldkommen surrealistisk at tænke på, at koncerterne foregik på samme scene, samme tid, samme festival.
Og hvad skal NorthSide så gøre? Jeg forestiller mig, at det her må give seriøst hovedbrud.
Festivalen er simpelthen rendt ind i en mindre identitetskrise. Og krise er faktisk ikke et skældsord i denne her sammenhæng. Det er udtryk for, at festivalen prøver nogle forskellige ting af, som måske stritter i for mange retninger. At de måske ikke helt ved, hvad de vil. At de er i en brydningstid, som kan komme til at definere NorthSide i de kommende mange år.
De to lukkefester signalerer det med klareste bogstaver.
Richie Hawtin er en hyldet artist, en fryd at se på festivalplakaten. Men ingen kom.
Nik & Jay er den mest omdiskuterede booking i festivalens historie, både udskældt og elsket. Hele pladsen var stuvende fuld.
Og hvad gør man så som festival? Hvilken linje forfølger man? Helmig-effekten har givet NorthSide blod på poptanden, men sigtede de i 2018 alligevel for bredt? Det var ellers programmet, hvor jeg ved fuldendelsen proklamerede, at NorthSide havde ramt plet ved næsten at opgive sin profil.
Jeg vil ikke bestemme NorthSides musikprofil, men det tyder på, at der ikke er plads til både Nik & Jay og Richie Hawtin på plakaten. Fjerner man ting som Richie Hawtin (som ikke så mange så alligevel) opgiver man noget nede i nichen – fjerner man navne som Nik & Jay kunne det jo være, at (dele af) billetkøberne kom fra et andet musikalsk segment. Så kom der måske flere til en som Hawtin.
Lad os kalde det ’den gode smag’ mod ’folkets ønsker’. Begge dele frister, og spørgsmålet er, om NorthSide kan balancere vægtskålen. Den er ikke tippet over endnu, men denne her midtlivskrise presser lidt på hos festivalen.
Det var det samme, der skete med Roskilde Festival, dengang de begyndte at omfavne popmusikken – måske stærkest eksemplificeret med Rihanna-koncerten på Orange Scene i 2013. Det var første spadestik i en udvikling, som til at starte med var udskældt af rockisterne, men som nu er en helt naturligt inkorporeret del af Roskilde Festivals dna.
Var Roskilde også i en identitetskrise dengang? Måske. Rockstjernerne stod ikke længere i kø til at spille Orange Scene op, og så må man jo søge andetsteds. Det har nok været fuldt overlagt fra start til slut.
Og er NorthSide så mon overhovedet midt i en identitetskrise? Prøver de Nik & Jay af, eller har de en fastlåst ambition om at smække lidt Grøn Koncert ind i det – i tidligere dage i hvert fald – så indie-fokuserede maskineri.
Det er åbenlyst et forsøg på at åbne op og brede sig ud, men som festival må man stadig tænke sig grundigt om, når man booker noget, som mange trofaste publikummer mener ikke ’passer ind’. Så må man spille med åbne kort – hvad end for en hånd, man sidder med. Beslutninger skal tages.
Ja, denne her diskussion kunne måske være taget, da NorthSide tidligere på året annoncerede Nik & Jay, men nu var de her altså. Det skete, det var godt, det var en fest. Og det rejste en masse spørgsmål, som festivalen nu skal tage stilling til.
Læs også: NorthSide: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser
Læs også: Højdepunkter: 13 magiske NorthSide-øjeblikke, vi ikke glemmer foreløbigt
Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.