The Cure

Der er få udgivelser i år, der har haft større bevågenhed end dette 13. studiealbum fra The Cure. Efter oprindeligt at skulle have været udgivet som dobbeltalbum i foråret har bandet holdt forventningsfulde fans hen med en verdensturné, fire singleudgivelser og en remix-ep. Og endelig traf frontmand Robert Smith valget om at dele albummet op i to udgivelser og gemme de mere dystre sider til næste runde.

Fra første strofe er ‘4:13 Dream’ en behagelig lytteoplevelse, og straks befinder vi os i det stjerneoplyste Cure-land, hvor Smith guider os gennem et melankolsk landskab med naiv kærlighed og indestængt smerte. Men lyttevenligheden giver også en komfort, der gør, at pladen i Cure-sammenhæng forbliver en letvægter uden den dybde, der karakteriserer hovedværkerne ‘Pornography’ og ‘Disintegration’.

Efter at være blevet ført ind i stemningen på ‘Underneath the Stars’ bliver tonerne straks mere opløftende på det første singleudspil ‘The Only One’. Energien er på højde med 90’ernes ‘Wish’, og albummet balancer mellem glad popmusik og eksistentiel frustration uden på nogen måde at være så skizofren som 1996’s ‘Wild Mood Swings’. ‘4:13 Dream’ indeholder alle elementerne til et klassisk Cure-album uden at forfalde til 80’ernes fjollede tyggegummipop eller forsøge på at falde i tidens trend. The Cure forholder sig til samtiden men ender altid med at lyde som… ja, The Cure.

Albummet afsluttes med to af de mest kraftfulde sange i deres mere end 30-årige karriere. Smiths vokal på ‘The Scream’ er kraftig nok til at kunne tage pusten fra selv primalskrigsterapeuten Arthur Janov med sine hjerteskærende skrig. Og ‘It’s Over’ lukker og slukker i et altomsluttende guitarinferno med en opgivende Smith, der messer »I can’t do this anymore«. Men vi ved, at han altid vender tilbage.