NEKROLOG Hver gang, jeg har skrevet en artikel om XXXTentacion eller nævnt ham i vores podcast Standard, har jeg lavet en form for disclaimer. En advarsel om, at den her artist altså var anklaget for vold mod sin ekskæreste, og at man så at sige lyttede på eget ansvar.
Nu er han død, skudt i Miami, og på en eller anden måde føles det passende at starte denne her nekrolog med samme disclaimer endnu en gang.
For Jahseh Onfroy var aldrig bare en teenager fra Florida, der lavede fantastisk, nyskabende hiphop. Der var også altid historien om XXXTentacion. Eller rettere: Sagen XXXTentacion. Der var altid en skygge foran musikken, der adskilte dem, der elskede ham, og dem, der foragtede ham.
Hvis man valgte ikke at lytte til XXXTentacion kendte man nok kun de voldsomme, næsten punkagtige sange. Men det er ikke engang halvdelen af historien om ham. For X, som han oftest blev kaldt, var ikke kun lig med den nyskabende punkrap fra mixtapet ’Revenge’ og hittet ’Look At Me!’.
Han var også de stille, sørgeligt smukke sange på det akustiske ’17’-album med højdepunktet ’Jocelyn Flores’, der var opkaldt efter veninden, der havde begået selvmord. Og XXXTentacion var også dette års fantastiske, flersidige ’?’-album, der både havde rapperens første store pophit ’Sad!’, den smukke nattehyldest ’Moonlight’ og den stille, smukke ballade ’Hope’, der var dedikeret til ofrene for et skoleskyderi på en high school tæt på, hvor rapperen boede.
Det er især ’Hope’, jeg har lyttet til i dag. Der er noget smukt og ekstremt sørgeligt i sangens skift mellem »swear I wanna die, yeah« og drømmen om »a better life / for the rest of us«. Han skrev sangen til ofrene fra skoleskyderiet, men det er som om linjerne skinner endnu mere nu, hvor han selv er død.
Man kommer hurtigt fra den grove punkrap fra ’Look At Me!’ til de ømme, stille sange som ’Hope’, når man lytter til XXXTentacion. Hans radikale skift mellem udadvendt aggression og næsten meditativ indadvendthed er en af grundene til, at han var så elsket. Det var musik, der reagerede aggressivt udad under pres og derefter trak sig tilbage til sin ensomhed: På en måde er alle hans sange forskellige reaktioner på at være blevet såret.
Hvordan skulle man forklare det til dem, der (med god grund) nægtede at lytte? Det var umuligt. Jeg skrev bare troskyldigt min disclaimer om de forfærdelige ting, han var anklaget for. Så kunne dem med stærke moralske følelser stemple ud. Og jeg kunne frit kaste mig ud i den mest fascinerende og originale rapper, den her generation har frembragt.
Men der var mange, der aldrig nåede længere end til grænsen, der stoppede, da de hørte, hvad han angiveligt havde gjort. Mange medier dækkede ham knap nok. På den måde blev den lille disclaimer en slags uoverkommelig afgrund. En grænse mellem to verdener.
For alle dem på den ene side så en afskyelig forbryder, som det nærmest var moralsk forkasteligt overhovedet at tale om. De andre så en rapper ulig nogen anden før ham – en ny hiphopkunstner, hvis stemme lød mere indtrængende end nogen andens. Et menneske, der lød som om han mente det, han sagde, lidt mere end alle andre, og som lukkede depression og angst ind i hiphoppens univers.
De to sider kunne aldrig mødes. Og det er en central del af historien om XXXTentacion: Der er dem på indersiden, der føler, at de har fundet stemmen, der udtrykker deres dybeste følelser. Og dem på ydersiden, der ser det som et moralsk ansvar at bekæmpe et forbryderisk menneske.
Dem udenfor så igen og igen XXXTentacions mugshot, der bizart nok endte med at blive en slags uofficielt pressebillede for rapperen. Dem indenfor så hans intime storys på Instagram, hvor han kiggede direkte ind i kameraet og opfordrede sine følgere til at elske hinanden, ikke lade depression definere deres liv og altid kæmpe videre.
Nu er XXXTentacion død. Ikke fordi han begik selvmord, som han så ofte sang og rappede om. Men sandsynligvis bare fordi nogen ville røve ham, da han var ude og købe en motorcykel, og endte med at skyde ham.
Det føles meningsløst.
Samtidig sker der det, der altid sker, når en stor kunstner dør: Musikken stråler allerede med en anderledes glans. Sangene betyder pludselig mere, fordi vi ved, der ikke kommer flere.
Jeg har lige hørt ’Looking For a Star’, XXXTentacions tidlige Diplo-samarbejde, og sangens omkvæd (»where did you go as I slept?«) føles smukkere. Det helt rå og upolerede ‘#ImSippinTeaInYoHood’ er til gengæld stadig bare ét gigantisk WTF-øjeblik, mens de mange punkrap-samarbejder med Ski Mask the Slump God (som ‘H20’) føles som dyrebare øjeblikke af et for evigt tabt venskab – Ski Mask skrev »I’m sorry for everything« på Instagram, da XXXTentacion døde.
’17’-albummet med mesterværket ’Jocelyn Flores’ lyder som et stille rekviem for rapperen, mens ’Sad!’ frem for alt er én ting: Det tabte løfte om en ægte popstjernekarriere, der aldrig kommer til at finde sted. Man kunne blive ved med at finde flere sange, der pludselig har fået en ny aura efter i dag. Og det er nok det, de fleste gør i dag: Lytter til musikken for at finde noget, man jo godt ved er tabt.
Jeg havde egentlig tænkt mig at slutte af med at skrive noget om, hvad det betød for hiphopscenen, at den nu har mistet sine to mest nyskabende nye stemmer i form af XXXTentacion og Lil Peep, der døde af en overdosis i november 2017. De var 20 og 21 år, hvilket næsten føles helt ubærligt at skrive.
Jeg ville også skrive noget med, at XXXTentacion var en pioner i det nye møde mellem rock og rap, at han var en af de første rappere, der talte om angst og depression – med andre ord, at han var en generationsstemme.
Men når jeg genhører XXXTentacion i dag, føles det ikke som musik, der har specielt meget at gøre med en scene eller en generation eller andre kunstnere. Det føles som ekstremt intim og frygtløst personlig musik. Privat, næsten.
Jeg tror, det er det, der gjorde, at dem, der elskede ham, elskede ham så højt. Det føltes som en dybt personlig oplevelse at lytte til hans sange. Det var nok derfor, man enten kastede sig fuldt ud i ham eller afviste ham blankt.
Og for dem, der valgte XXXTentacion, gjorde det nok ikke kærligheden mindre, at der var et stort fordømmende udenfor. Det gjorde kun følelsen af at være en del af noget afskåret og specielt endnu større.
Læs også: Kanye West, Diplo, Ski Mask the Slump God m.fl. reagerer på XXXTentacions død