John Talabot

På ‘ƒin’ tager John Talabot et naturligt skridt fra den i Europa florerende varme house og forener den med ideer fra loungemusikken, som man kender den fra tiden omkring år 2000. Lounge handlede om det svagt tvetydige udtryk for ubekymret og let spiselig melankoli. Lyden var blød, varm og behagelig med simple melodistumper tilsat venlig percussion og et sludrende humør, og Talabot giver tankesættet en ny fortolkning i en mere up-tempo version, hvor stemningen bringes ind i en dansabel sammenhæng.

Numrene er typisk bygget op omkring en relativt simpel, vuggende grundrytme, der med en let skævhed hverken er lige på og hård eller vaklende og ustabil. Et blødt vokalsample, diskrete xylofon-agtige slag eller et halvvejs melodidannende keyboard-riff ligger som en dunlet dyne henover trommemaskinen. Det er hverken decideret medrivende eller ligegyldigt. ‘ƒin’ er præget af, at dette lydbillede er så gennemgående, at en del numre virker som forskellige versioner af samme idé. ‘Depac Ine’, ‘Oro Y Sangre’ og ‘When the Past Was Present’ minder meget om hinanden med variationer i tempo og midler. Det betyder ikke, at de er uden kvalitet, men hører man de tre tracks i træk, er det tydeligt, at de ikke for alvor konstituerer forskellige perspektiver.

Loungemusikken handlede om at skabe den perfekte plade at sætte på, mens dine gæster blev budt på velkomstdrinks. John Talabot vil tydeligvis mere, men kontrasterne til al blødheden er for få og kortvarige til at skabe en egentlig foruroligende modvægt. Resultatet bliver, at albummet virker alt for harmløst, selv når det er vintermørkt og skumringsfyldt.