Sidste gang, vi fik en snak med Anderson .Paak, havde han lige spillet en koncert på Roskilde Festivals Apollo-scene. Han scorede seks solide stjerner og et enstemmigt euforisk publikum. Året var 2016, og Paak havde med sine soul-dryppende, funkificerede hiphop-hybrider på albummet ’Malibu’ sikret sig årets absolut stærkeste musikalske gennembrud.
To år senere sidder han der igen: I backstage-området på Dyrskuepladsen. Den tidlige eftermiddagskoncert på Apollo er byttet ud med finalekoncerten på Arena. Denne gang består publikum ikke blot af folk, der har snuset lidt til ‘ham den hypede hiphop-charmør’ – teltet er stuvende fyldt med inkarnerede fans (eller folk, der angiveligt blev det).
Men efter alle de kæmpestore scener, Paak i løbet af de seneste par år har erobret, kan han så overhovedet huske, han har været her før?
»Jeg kom i tanke om det, da jeg fik aftensmad. Seks retter!«, griner Paak til mig med sit karakteristiske, brede Colgate-smil.
»Det her var en af de første rigtigt store festivaler, vi nogensinde spillede på. Da vi spillede her første gang, havde vi aldrig set så mange mennesker før. Når man pludselig spiller så store shows, ser man virkelig hele sit liv flimre for øjnene af én«.
Skruer vi tiden yderligere ét år tilbage, var det ikke kun i Danmark, Anderson .Paaks navn ikke ringede klokker hos så mange. I 2015 fik han en solid hestesko ind i de tunge drenges musikklasse af Dr. Dre, der lokkede Paak med på seks tracks af hans comeback-album, ’Compton’. Inden da var situationen for Paak en hel del anderledes.
»Vi kæmpede virkelig dengang. I L.A. er man nødt til at sælge et bestemt antal billetter for at få lov til at spille. Så vi måtte virkelig tigge folk: Kom til vores show, kom til vores show – please, fem dollars? Gratis!?«
»Look at the cash!«
At det hele langt fra har været palmer, flisegulv og perleforhæng for Brandon Paak Anderson, er en helt essentiel del af hans fortælling. Han kommer fra trænge kår, oplevede sin far blive fængslet for overfaldet på hans mor, og han har selv været hjemløs med kone og barn.
»I’ve been broke way longer than I’ve been rich, so until it levels out / I’mma take your mama to the Marriott and wear it out«, synger Paak på sin seneste single, ’Bubblin’. Et nummer, der kredser om at være en nyrig fyr med ekstra fart på, ekstra hot sauce og ekstra mange dollars ud over det hele. »Look at the cash comin’ in!«, indeed.
Videoen til nummeret følger Paak, der bader sig i penge og helt tunge hiphop-klichéer. Store pelse, heftig bling, villige damer og én stor omgang frådende pengeliderlighed, lige indtil hæveautomaten, der ellers har spyttet sedler ud i en lind strøm, til slut lander lige i hovedet på Paak.
»De musikvideoer, jeg er vokset op med at se, var helt overdrevne og sjove. Ludacris, Missy Elliott, Busta Rhymes. Det var det, vi ville gøre – hylde de videoer. Jeg ville gerne lave alle mulige ting, have penge og biler med, men Calmatic (videoens instruktør, red.) var sådan: ’Der skal være en hæveautomat, og den skal falde ned over dig til sidst’. Da han først foreslog det, forstod jeg ikke betydningen af, at den skulle falde ned over mig. Bagefter havde jeg det sådan: Oh yeah, den kan slå dig ihjel!«
Var videoen lige så sjov at optage, som den er at se?
»Dét var den. Jeg er virkelig stolt af videoen, og jeg tror, folk kommer til at have det sjovt med at se den længe endnu. Og det var rigtig fedt, fordi min søn (ham, den lille pelsklædte boss i videoen, der sidder på en mekanisk zebra, red.) hjalp med at komme på idéen til det. Men den har taget forever. Tre dages optagelser og flere måneders post-produktion. Alle CGI-effekterne – det tog alt sammen tid, men det var det værd«.
CGI? Så du prøver at fortælle mig, du ikke hang i lysekronen i virkeligheden?
»Nej, det var wires, yo! Haha. Jeg er ked af det, men det var et filmtrick. Der blev virkelig brugt mange CGI-penge«.
»Folk tror, det er let, og at man kan udgive hvad som helst, men det kan man virkelig ikke. Der er så mange, der udgiver whatever, så når du udgiver noget, flyder det bare i et hav af millioner af sange. Det vil jeg ikke have. Jeg vil have, mit shit har en effekt. Hver video betyder noget«.
»Du fucker ikke med The Beatles«
Raketfarten på Anderson .Paaks stjernekurs og den insisterende regn af roser, der skyller ned over hans højenergiske liveshows, vidner om, at Paaks hybrider af old school hiphop-formler, sensuelle soul-afstikkere, funk-fragmenter og r’n’b-arrangementer har ramt rigtigt. Der er ingen tvivl om, at Paaks såkaldte shit har en effekt.
En del af forklaringen på Paaks spraglede lydbillede ligger måske i hans tilgang til musikken. Han har tidligere udtalt, at han lytter til ny musik gennem en trommeslagers ører. Før mikrofonen var det trommesættet, Paak først og fremmest sad bag – hvilket han da også gerne gør til sine koncerter, når han altså ikke hyggehumper mikrofonstativet eller springer scenen rundt med høje knæløft.
Giver man sig hen til Paaks spraglede lydunivers, vil man på tværs af alle de genrer, han leger med, finde en fællesnævner i det faktum, at du umuligt kan lytte uden at rocke med på rytmen, der overtager hele kroppen. Lige fra din vippende fod til dit nikkende hoved. Det sker ikke kun på feststemte numre som ’Bubblin’ og ’Come Down’ – det sker også på de mere balladeklingende, afdæmpede sange som ’The Bird’ og ’Heart Don’t Stand a Chance’.
Rytmen er den røde tråd, der væver alle genre-mosaikkerne sammen. Og der kræses for og tænkes meget over håndværket, der væves med.
»Mange bruger de samme teksturer, men der må være plads til os, der ønsker en anden konsistens. Vi kan ikke alle sammen bruge det samme syntetiske trommesæt, vi kan ikke alle sammen bruge autotune. Jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg kan influere den nye generation – og stadig lave musik, der betyder noget for de yngre, så vi ikke bare blive ved med at prædike for de samme troende. Ellers bliver det hele mere og mere indspist«.
»Man er nødt til at komme ud af sin komfortzone. Det er det, der adskiller mig fra andre, der ikke udvikler sig. J Dilla, Marvin Gaye, Curtis Mayfield – dem, der er store indflydelser, men som ikke fulgte med i det nye. De ville ikke lytte, lære og observere, hvordan de kunne inkorporere det i deres musik. Det er vigtigt«.
Nysgerrigheden, der ligger i Paaks ord, skinner helt tydeligt igennem. Nysgerrighed og ikke mindst et åbent sind, der hjertens gerne giver sig i kast med en hvilken som helst genre, så længe den ville kunne få trommestikkerne til at gløde eller fødderne til at flytte sig. »Hele mit crew kommer egentlig fra en punkrock-baggrund, nu jeg tænker over det«, udbryder han overrasket efter at have skævet over skulderen til bandmedlemmerne, der hænger ud bag os.
»Alle skubber deres band i baggrunden, så man ikke ser dem og ikke engang kan kende guitaren fra bassen. Vi vil gerne slå et slag for rigtig instrumentering. Se, ham her river i guitaren, ham her flænser bassen, det er hele oplevelsen. Du kan lide det – og din mor kan lide det. Det er det, vi prøver på«.
Hvis du kunne ændre noget ved hiphopscenen i dag, hvad skulle det så være?
»Jeg ville gerne have, der var større værdsættelse af legenderne, der gjorde det hele før. Vores hiphopgeneration kunne godt vise mere kærlighed og respekt for dem og sørge for, at de forbliver vigtige og bliver vendt tilbage til«.
Det er ikke første gang, Paak giver udtryk for netop dette synspunkt. Da rapperen Lil Yachty forrige år i et interview med Billboard proklamerede, han ikke kunne opremse fem sange af hverken Tupac eller Notorious B.I.G – to af rappens absolutte godfathers – tyede Paak til Twitter. »Ægte kunstnere er først og fremmest elever af (hiphop-, red.) spillet«, skrev han, mens han opfordrede Yachty til at droppe at spille kæphøj omkring det faktum, at han ikke vidste et klap om hiphophistorie.
»I moderne pop og rock er der principper. Du fucker ikke med The Beatles. Uanset hvad man synes, nærer man stadig stor agtelse for dem. Man har respekt for dem. I hiphop – når du bliver gammel, er du udvasket. Folk er helt ligeglade. Tingene kunne blive lidt anderledes, hvis man havde mere respekt for de ældre. Hvis man passede bedre på dem, der banede vejen«.
Læs også: Her er halvårets bedste udenlandske sange – bl.a. Anderson .Paak