Jenny Wilson

Jeg forventede mindst ét hit, da jeg hørte Jenny Wilsons nye album første gang. Kunne man forvente mindre fra den svenske sangerinde? Kunne den alternative popmusiks måske bedste ambassadørinde hinsidan og kvinden med den knivskarpe signatur ‘Let My Shoes Lead Me Forward’ undgå at levere et hit? Svaret er nej. Jenny Wilson leverer ikke bare ét potentielt hit, men tre-fire-fem eller flere af slagsen på sit andet soloalbum. Og det er vel netop det, som karakteriserer gode og langtidsholdbare popalbum?

Jenny Wilson var indtil 2004 en del af First Floor Power og leverede i selskab med bandet noget af det fineste inden for svensk alternativ poprock. I selskab med sig selv leverer hun 13 sange med sin lyse vokal i centrum. Vokalen bakkes ofte kun op af forsigtige tangenter, generte trommer eller sporadiske håndklap og efterlader et indtryk af et talent, som med sikker hånd formår at dosere instrumenterne og drysse dem ud over numrene, så de på intet tidspunkt virker overlæssede.

Jenny Wilson lyder som en pæn pige sammenlignet med skrøbelige og flossede kvindestemmer som Feist, CocoRosie, Cat Power og kompagni, men i selskab med tyste passager, brækkede r’n’b-beats og i det hele taget afvekslende kompositioner fremstår hendes pæne stemme sjældent kedelig. Og måske er det kernen i god pop? Hits som ikke bliver kedelige.