d’Eon

Det er altid spændende, når en kunstner tager fra den fremsynede undergrund og skyder den i vejret som en gejser op til poppens bonede gulve. Mange prøver, få har succes med det. Ikke fordi det er svært at efterligne undergrunden, men fordi det er svært at lave god pop.

Men af og til sker det, tænk bare på The Weeknd. Nu har d’Eon også forsøgt sig, og resultatet er glimrende. d’Eons udgangspunkt i undergrunden er navne som Kuedo, Oneohtrix Point Never og James Ferraro: Tre af de vigtigste navne i elektronisk musik i disse år. De kredser alle om temaer som hukommelse, eskapisme og digitalitet, som også fylder meget i d’Eons tekstunivers, der ambitiøst, men også ufrivilligt komisk, kredser om temaerne religion i det moderne internetliv.

Musikalsk kan kombinationen af de tre høres i de præcise trommer, de hypnotiske synth-skalaer og smagen for den kitschede, tv-serie-intro-agtige produktion og instrumentering. Der spilles i det hele taget meget på overgange, hvor sjæledybe drømmelandskaber forvandler sig til reklamer, der igen forvandler sig til minder.

Det er svært at få pop til at bevæge sig så åbenlyst i den slags tvetydigheder. Men samtidig er det velegnet, pop består jo netop af dette illusionistiske mix af drømme, reklamer og minder. Normalt er poppens strategi dog at skjule det – at gøre sig selv så tydelig som vare, at man glemmer den er det. d’Eon prøver i stedet at fremhæve den struktur, og det lykkes godt. Blandt andet ganske simpelt fordi han har et fint popøre.