’Maniac’ med Emma Stone og Jonah Hill er umulig at fælde dom over

Jeg kunne skrive tusind ting om ’Maniac’.

Jeg kunne skrive, at fortællingen om de to outsidere, der melder sig til et mystisk medicinsk eksperiment, er dømt til at fejle, fordi serien spænder sine hovedpersoner fast i et laboratorie og lader handlingen løbe afsted i deres hallucinationer. Hvor skal man investere sine følelser, hvis billederne blot levendegør sindets tåger?

Omvendt kunne jeg skrive, at laboratorieforsøget netop er et æggende afsæt for serien, fordi Owen og Annie, som forsøgskaninerne hedder, vitterligt har brug for det, de tester: En behandling, der kan besejre deres psykiske kvaler. Annie, der ikke kan løsrive sig fra fortidens tragedier, og Owen, der ser mennesker, hvor der ikke er nogen, har alverden på spil og får endnu mere at tænke på, da eksperimentet først skaber et bånd mellem dem og dernæst bringer dem i livsfare.

Læg dertil, at forsøgets hovedspørgsmål er væsentligt i sig selv: Hvad sker der, hvis man prøver at udrydde menneskets traumer – og hele psykiatrien – ved hjælp af tre bogstavformede piller og en supercomputer?

Således kunne jeg skrive, at ’Maniac’ er vedkommende. Lige så vel som jeg kunne skrive, at den fremmedgør sit publikum.

Jeg kunne også skrive, at serien tager sig selv for alvorligt, og jeg kunne skrive, at den ikke tager sig selv alvorligt nok. Det er sigende for serien, at begge udsagn er rigtige, de er det blot på skift.

Det ene øjeblik er tonen mørk og tung, når Owen på kanten af et mentalt forlis drømmer om at forlade sit kosteskab af en lejlighed, de selvhævdende røvhuller, der udgør hans familie, og ikke mindst sit sinds forvrængninger.

Det næste øjeblik ser man en robotkoala spille skak.

På samme måde kunne jeg skrive, at hallucinationerne, der bliver frembragt i laboratoriet, visualiseres elegant af den kommende Bond-instruktør Cary Joji Fukunaga (’Beasts of No Nation’, ’True Detective’ sæson 1), fra miniaturestorbyer over efterårstonede fantasy-ødemarker til de destruktive minder, som eksperimentet forsøger at få bugt med.

Desværre virker det ofte noget så kunstigt.

Jeg kunne også skrive, at Emma Stone og Jonah Hill gestalter kavalkaden af løjerlige figurer forbilledligt, hvad end de spiller sig selv eller fordrukne elvere i en drømmeverden. De løser en umulig opgave ved at springe fra alvor til komik, fra hvisken til råb, som når Owen pludselig finder sit jordbundne jeg, efter han har gjort sig som islandsk særling med pibestemme og et nært forhold til et rumvæsen.

Til gengæld er Owen og Annie for diffust og umage et par til, at man rigtig gider at investere noget i dem.

Jeg kunne skrive, at ’Maniac’ er morsom, ikke mindst når Justin Theroux går over gevind som videnskabsmand med klodens største moderkompleks. Og jeg kunne skrive, at serien ofte er irriterende, når den prøver at være sjov.

At se ’Maniac’ er måske i virkeligheden som at stå i udkanten af en vild fest, hvor man til tider bliver budt ind i varmen og danser med, andre gange bliver slynget ud på den forkerte side af ruden, mens man undrer sig over, hvad de andre fejrer. Og hvilke stoffer de har taget.

Derfor kunne jeg skrive, at det er umuligt at fælde en samlet dom over serien. Men jeg kunne også skrive, at det netop er det, der er så skuffende. At manden, der instruerede en af de største milepæle i nyere tv-historie (’True Detective’ sæson 1), ikke virker til at have haft en samlende vision for projektet udover at skabe mindeværdig komik og drama og fantasy og sci-fi i løsrevne brudstykker.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

Læs også: Efterårets 16 mest ventede serier