»Går i ét med de løse ender
i protest mod hvem jeg er
nu hvor høje strå holder mine hænder
jeg har ikke set nok endnu«
Der er dømt lyrikanalyse, danskvand med citrus og caféhygge denne blæsende septemberdag hos pladebutikken Beat på Vesterbro. Med andre ord en setting, der kunne være en samvittighedsfuld og langhåret læsegruppe fra Københavns Universitet værdig.
Ikke desto mindre er det den autodidakte popstjerne Karl William, der sidder over for mig ved det lille hjørnebord og citerer et af omkvædene fra sit nye album. Vi er ved at nå frem til essensen af, hvad ‘Livet, faldet og alt det andet’ egentlig handler om. Blikket under det karakteristiske røde hår er derfor fokuseret og ivrigt, da han sætter ord på, hvad de kan, de her livets løse ender:
»Det holder en i gang at have nogle ting, man skal have fundet ud af. Nogle ting, man skal have løst. Det er et billede på en last eller noget historie, der hænger, imens jeg suser igennem livet. Det er okay at have løse ender, uforløste tanker. Sådan her er det, hvad skal jeg gøre ved det? Det er bare mig, der står og skriger de her sange fra en eller anden bjergtop og har det helt vildt«.
Sangen, vi så skamløst dissekerer, hedder ‘Høje strå (Dunhammer)’, og som Karl William selv formulerer det, så er han højt på strå i livet lige nu. Det skyldes først og fremmest, at det går godt med karrieren.
Den 23-årige musiker, der for fem år siden, mandsopdækket af kollektivet Hukaos, kravlede ud fra de aarhusianske skygger med en sang om at tage på druk i et socialt kostume, har for længst positioneret sig som et af Danmarks største popmusikalske talenter. I 2015 udgav han det anmelderroste debutalbum ‘Placebo’. I 2016 vandt han den prestigefulde hovedpris til P3 Guld. I 2017 medvirkede han i TV 2’s folkekære underholdningsprogram ‘Toppen af poppen’. Og i disse dage er Karl William så aktuel med sit andet fuldlængdealbum.
Fra midnatspoesi til solbeskinnede hverdagshymner
Men musikken er én ting – de menneskelige relationer og det indre følelsesliv en anden. Og her er følelsen af succes relativt ny for sangeren, der på det tidlige nummer ‘Syredronning’ næsten vrængede sin smerte ud i stroferne »det gør ondt så jeg dør«.
Under prædikatet ‘Danmarks nye midnatspoet’ dyrkede Karl William i 2014 en udsvævende og røgtung r’n’b med de ublufærdige dansksprogede tekster og den blide, smånasale stemme som sine varemærker. Kuldsejlede forelskelser, ensomhedens sugende favn og ikke mindst byturene med Hukaos-slænget – Tais, Thøger Dixgaard og Louis Rustum – udgjorde omdrejningspunktet i det personlige tekstunivers, som Karl William dog alle dage har formået at sløre en smule. Virkeligheden forskubber sig et par ganske få, afgørende millimeter, og tilbage står en drømmende og dragende, men også introvert poesi.
På ep’en ‘Livet’ fra 2016 skete der imidlertid noget med Karl Williams linse – både lyrisk og musikalsk. Lyse, 80’er-flirtende keyboardakkorder, energiske trommer og udadvendte omkvæd kom lytteren i møde, imens den unge sanger cyklede ud i den solbeskinnede natur i videoen til hverdagshymnen ‘Alt er fint’. En lyd og en stemning, han fortsat dyrker på ‘Livet, faldet og alt det andet’, der ligesom resten af bagkataloget er blevet til med assistance fra Hukaos.
Hvad har fået den tidligere så introverte og melankolske Karl William til at stille skarpt?
»Mit humør, tror jeg. Det er i takt med, at jeg er blevet ældre. Der kan ske meget på fem år, specielt i de her unge år. Jeg er blevet bedre til at skelne imellem mine følelser. Til at nyde ting og klappe mig selv på skulderen og være i forskellige situationer. Jeg har øvet mig i at være til stede. Det har gjort, at jeg har fundet ud af, hvor meget jeg brænder for at lave musik, og hvor glad jeg er, når jeg laver det«, fortæller han. Stemmeføringen er rolig, ordene velvalgte, og den østjyske dialekt robust. Han forklarer, at den ydre, karrieremæssige succes er betinget af den indre og personlige:
»Hvis man ser bort fra alt det her med, at der kommer nogle flere øjne på, og at der er nogle flere mennesker, der synes, du er sej, så skal jeg først og fremmest kunne holde mig selv ud. Det synes jeg har været svært i teenageårene. Det har jeg holdt fast i længe, men nu er jeg blevet bedre til at acceptere de forskellige følelser, jeg har. Til at tolke på dem, bruge dem til noget godt«.
Karl William har ikke en konkret opskrift på, hvordan man lærer at navigere i følelsesregistret. Han har ikke gået i terapi eller noget lignende. Men jo flere gange du bliver konfronteret med dine egne følelser i bestemte situationer, jo bedre bliver du til at håndtere dem, siger han:
»Det er ligesom, hvis man øver sig i at spille fodbold. Man bliver helt sikkert bedre til det med tiden. Så det er egentlig bare en øvelse, jeg har gjort mig. Og det går i en god retning. Men det dér følelsesspænd, jeg har i mig, det skal blive ved resten af mit liv. For det er også det, der holder mig i gang som menneske, kæreste, ven, familiemedlem, whatever. Det er svært at have det godt, hvis man ikke har haft det skidt – og omvendt«.
Og ligesom musikken for Karl William alle dage har været en uundværlig ventil for følelsesmylderet, er hans rige indre liv og trang til at sætte ord på det god for musikken:
»Jeg tror helt sikkert, det er mine følelser, der har gjort mig bedre til at synge«, siger han.
80’er-akkordernes magi
Ifølge Karl William er ‘Livet, faldet og alt det andet’ »de seneste års fortælling, med lyd på«. Indimellem de førnævnte karrieremæssige milepæle har han driblet omkring i livet med Hukaos-drengene, samarbejdet med kolleger som Burhan G og Peter Sommer og dyrket nye inspirationskilder – fra Frank Oceans sårbare værksteds-soul til favnende dansksproget 80’er-pop. Især sidstnævnte har sat sit præg på de nye sange.
»Vi hører meget forskellig musik i min lejr, men det har af en eller anden grund meget været den her 80’er-ting. Det var bare en tid, hvor alt lød godt. De synthesizers, de bruger, lyder godt, bare man taster en tone ind. De her 80’er-akkorder tager fat i mit hjerte med det samme, når jeg hører dem. Så kan det ikke gå helt galt«, forklarer Karl William.
Særligt ét 80’er-ikon har inspireret ham på det nye album.
»Sanne Salomonsen er en af de største stjerner, der nogensinde har været i Danmark. Hun har ikke begrænset sig selv, hun har både lavet rock og pop, ballader. Og så er hun bare skøn at kigge på. Er det stadig i en alder af whatever. Hun er bare et ikon. Hun er god til at være i den, hun er. Hun er den bedste til at være sig selv«, siger Karl William med et smil og tilføjer:
»Hun er god til at sætte ord på kærlighed også. Det er meget inspirerende«.
Er kærligheden også central i din musik?
»Fuldstændig. Det er det vigtigste i hele livet. Vi kan gå og tænke over nok så mange ting, men det falder altid tilbage på at have noget med kærlighed at gøre. Sådan har jeg det i hvert fald. Det er det vigtigste overhovedet – følelsen af at holde af noget og følelsen af at miste noget«.
På besøg i tv-verdenen med alt inklusiv
Karl William lægger ikke skjul på sin kærlighed til dansk popmusik. Derfor giver det også god mening, at han i 2016 i kølvandet på den brede succes med ‘Livet’-ep’en takkede ja til at deltage i den syvende sæson af et af TV 2’s mest populære underholdningsflagskibe, ‘Toppen af poppen’.
I foråret 2017 flyttede den 22-årige aarhusianer – som den yngste deltager i programmet nogensinde – ind på Lundsgaard Gods på Fyn i selskab med et broget hold af danske musikere, fra Michael Falch til Burhan G og Aura. Her skulle cremen af dansk populærmusik så på skift tolke hinandens bagkatalog i bedste sendetid. Et solidt skulderklap fra branchens side, men også en oplevelse med nogle mærkbart konstruerede rammer, der var nye for den eftertænksomme unge musiker.
»Det var helt sikkert et skridt ind i en tv-verden – med alt inklusiv. At blive filmet så meget og hele tiden være på, det var et stykke arbejde i sig selv«, fortæller Karl William. »Den musikalske del havde jeg ret godt styr på, fordi jeg bevarede det, jeg er, og det, jeg er god til. Men helt simpelt er det meget skørt at blive filmet fra klokken ni om morgenen til et om natten. Det kommer jeg ikke til at prøve igen på den måde, tror jeg«.
Karl William skulle vænne sig til situationen, men havde generelt en god oplevelse. Det skyldtes det stærke fællesskab med de andre deltagere, der var gode at vende dagens optagelser med, men også, at hans humør var stabilt. Sangeren havde forberedt sig på, at den mørke og krævende ende af følelsesspektret ville kunne udfordre det unaturlige setup.
»Det kunne have ramt en skide dårlig dag. For sådan er en normal uge – der kan man have en dag, der kommer til at fylde for alle de andre dage, fordi den var så forfærdelig. Sådan er det jo bare. Det kunne jeg godt være bange for skulle ske; at tilfældighederne pludselig kunne spille en stor rolle i det her meget opsatte med at blive filmet. Virkeligheden og tv-verdenen er så langt fra hinanden, at det ville være typisk, hvis de clashede«.
Har du oplevet, at opmærksomheden omkring dig er vokset efter programmet?
»Ja. Der er ikke nogen, der har sagt noget træls endnu, så det er jeg rigtig glad for. Men at jeg har været en del af noget så dansk og offentligt – det kan man godt mærke på folks øjne, når man går rundt og køber mælk nede i brugsen. Jeg har oplevet at blive genkendt en del gange efterhånden. Jeg går ud fra, at det er for noget godt, min musik, som jeg selv er stolt af, så jeg kan ikke klage«.
Kan det ikke virke lidt invaderende, at folk henvender sig, hvis man er introvert og har brug for sit space?
»Jo, men jeg tror bare, det er en del af det. At blive kigget lidt ekstra på i køen. Men igen, det er ikke for noget skidt. Jeg tror også, jeg ville kigge på en person, jeg havde set i fjernsynet«.
Ærlighed og folkelighed
I løbet af programmerne bondede Karl William især med Danmarks ukronede popprins, Burhan G, der highlightede popkvaliteterne i sin unge kollegas lyd i sin version af ‘Blind igen’. Deres møde førte tidligere i år til udgivelsen af ‘Samme vej’, en højstemt ballade, hvor Karl Williams blåtonede poesi spædes op med veldoseret Burhan G’sk fløde. Samarbejdet placerer sig således milevidt fra de dystre synthtåger og upolerede hiphopmanerer fra Williams første udgivelser. Men den 23-årige musiker er ikke spor ængstelig ved at dreje ind på popmusikkens alfarvej. Faktisk har han en ganske uforfærdet tilgang til at blive folkeeje.
»Jeg har en drøm om, at mit bud på, hvordan musik skal lyde, bliver så folkeligt som muligt«, siger Karl William roligt, da jeg spørger ind til, hvad han havde af tanker om at deltage i et bredt appellerende underholdningsprogram som ‘Toppen af poppen’.
Hvad indebærer folkelighed for dig?
»Det er noget, de fleste kan forstå. Det behøver ikke være én slags musik, men det er de færreste mennesker, der ikke kan lide noget musik overhovedet. Min musik må gerne være en del af noget folkeligt. Jeg er stolt af det, jeg har lavet, så det må gerne komme så bredt ud som muligt«.
Kan man ikke komme til at gå på kompromis kunstnerisk, hvis man har øje for den brede smag?
»Det ved jeg ikke. Så længe jeg ikke går på kompromis med min musik, så kan resten være op til dem, der lytter og kigger med. Jeg er bare glad for, at det går i den retning og med den fart, som det gør. Hvis man har lavet sine lektier ordentligt, så lægger man sgu også den dér aflevering på disken og siger, her er den, gør med den, hvad I vil, sæt ild til den, læs den, lav en papirsflyver, jeg er ligeglad. Hvis man så får god respons tilbage, er man toplykkelig«.
Når man snakker med Karl William, er det tydeligt, at showbiz må indrette sig efter hans stærke følelsesliv og trang til at være ærlig – ikke omvendt:
»Lige meget hvilket fag jeg var i, ville jeg sørge for at have mine følelser med. Det er det, der fylder allermest i min dag, hvad jeg går og tænker på. Så kan man have travlt med at lave musik, men hvis jeg ikke havde min ærlighed med mig rundt, ved jeg ikke, hvem fanden jeg skulle have med mig rundt. Jeg har selvfølgelig mine clashes og mine misforståelser, hvor jeg føler, det kan gå for hurtigt. Det kan blive for overfladisk og skulle gå meget stærkt. Men jeg har fundet en balance, hvor jeg ikke tænker mere over det. Det påvirker ikke min musik«.
Bedre til ikke at forstå sig selv
Karrierens twists og lysindfaldene i følelseslivet er centrale temaer på ‘Livet, faldet og alt det andet’. Teksterne er samtaler, Karl William fører med sig selv, forklarer han – og de afspejler den ro og det klarsyn, der har skubbet tvivlen og mismodet mere i baggrunden.
»Mennesket i mig må have fundet sin plads«, lyder det for eksempel et sted med en så utvetydig optimisme, at den for Karl William næsten synes bekymrende. Men som han fastslog tidligere i vores samtale, så er hele følelsesspændet vigtigt for ham – også de mørke, svære og smertende følelser. Det er her, ‘faldet’ i albumtitlen kommer ind i billedet. Og Karl William har et klart svar på, hvad der især kan få ham til at falde:
»Kærlighed. At være forelsket og måske miste den følelse. At blive ked af ikke at forstå sig helt på et andet menneske. Jeg kan også føle, at jeg falder, når jeg ikke bryder mig om mig selv. Helt simple personlighedskomplekser. Dem har jeg døjet meget med, specielt da jeg var yngre. Jeg er bedre til ikke at forstå mig selv nu«, siger han i en subtil demonstration af sin evne til at lægge en ny vinkel på sproget.
Karl William funderer over bruddet med en ekskæreste på ‘Før mig’ – en sang om vigtigheden af at lære sig selv at kende, før man involverer sig med et andet menneske. Og han er tilsyneladende godt på vej i denne proces. Han er blevet bedre til at acceptere, at selvtilliden går op og ned, og til at være i smerten, til den går over igen. Derudover passer han bedre på sig selv end tidligere; sover mere, spiser sundere, prioriterer den friske luft over byturene. Det betyder dog ikke, at der er færre fald.
»Men jeg er blevet bedre til at falde. Jeg tager bedre fra. Det er sket tilpas nok gange til, at jeg har noget med fra sidst, jeg faldt. Så jeg kan sige, rolig nu, du har 5 procent mere viden end sidst. Det når aldrig til 100 procent, så det lige pludselig er rart at have det skidt. Men det gør som sagt også glæde tydeligere, når man har været slukøret, og man så bliver samlet op af noget godt«, siger Karl William, inden han derfor konkluderer:
»Det fortsætter forhåbentlig, at der er nedture og fald«.
Læs anmeldelse: Karl William ‘Livet, faldet og alt det andet’