‘House of Cards’ sæson 6: Alle taler om Frank Underwoods lille pik i Spacey-løs finale
Hvordan binder man en tilfredsstillende sløjfe på en politisk seriesaga, der har flået sit eget mørke hjerte ud af brystet i 11. time?
Hvordan distraherer man seerne fra at fokusere på virkelighedens spegede omstændigheder omkring kongens fald?
Svaret bøjes i neon på skærmen, længe inden sjette og sidste afsnit af ’House of Cards’ sætter et fortænkt punktum for, hvad der i den hedengangne lyse tidsalder 2013 var en af serielands stærkeste titler:
Det kan man ikke.
Korthuset gik op i røg med Kevin Spaceys exit i vanære, og Netflix’ famlende forsøg på at vende tragedie til #Metoo-sejr ved at slå et rungende metaslag for kvinders opgør med patriarkatets rigide magtstrukturer igennem Robin Wrights præsident Claire, falder til jorden med et brag, der ikke gør sagen eller de involverede nogen tjenester, eftersom ingen og intet kan udfylde det gabende Frank-hul i plottet.
Det var ganske vist givet på forhånd, at Claire ville distancere sig fra sin korrupte bedre halvdel i sjette sæson, idet Frank (i hvad der nu fremstår som et absurd surrealistisk forvarsel og en dramaturgisk ’gave’ til Netflix) forlod Det Ovale Kontor med massernes buhråb i ryggen. »My turn«, erklærede vicepræsident Claire sultent til kameraet i sæsonens sidste sekunder, men manuskriptforfatterne kunne ikke i deres vildeste fantasi have forestillet sig, hvor megen skæbnesvanger vægt de ord ville blive tillagt.
Da vi atter møder Claire, er hun således blevet enke i mere end én forstand. Frank er død under den form for mystiske omstændigheder, der i ’House of Cards’-regi selvfølgelig kun kan betyde, at nogen har gjort kort proces med uslingen, inden han kunne stilles for retten. Listen over Franks fjender er lang, men eftersom mord gerne har været en intim, nær ved seksualiseret affære i serien, snævrer udvalget af mistænkte sig naturligvis ind.
Man fornemmer showrunnerne Melissa James Gibson og Frank Puglieses splittelse mellem immervæk at måtte forklare, hvorfor hovedpersonen er væk, og uvilje mod at svælge i hans død for ikke at vække sympati for Spacey, hvis publikumspopularitet lå til grund for, at Netflix søsatte flagskibsprojektet i første omgang.
Det er et Catch 22, for samtlige intrikate plottråde er selvsagt forbundet til edderkoppen i midten af spindet – hvorfor 90 procent af alle replikudvekslinger alligevel ender med at omhandle Francis’ arv. »Jeg er færdig med dig, Francis« siger Claire, men det er ren wishful thinking.
Lady Macbeth alene i verden
Ret skal være ret: ’House of Cards’ kvalitetskurve har været stødt nedadgående, siden Frank Underwoods djævelske erobring af præsidentembedet fratog serien sin fremadrettede raison d’être. Det var altid sjovere at følge Franks rævesnu manipulationer på vejen mod toppen end at se ham klynge sig til magten som en gammel bjørn trængt op i en krog – uagtet at det gav os fornøjelsen af Lars Mikkelsens Putin-klon Petrov, og at seriens Shakespeare’ske rollemodeller i ’Richard III’ og ’Macbeth’ ligeledes druknede i blod og storhedsvanvid inden tæppefald.
Som partner in crime har Wright gjort en imponerende statuesk Lady Macbeth med helvedes flammer slikkende om Louboutinerne, og den nye sæson sætter streg under slægtskabet, da en karakter bemærker, at Claire nu vil være »både Lady Macbeth og Macbeth«. Hendes utilnærmelighed var yin til Franks vulkanske temperament, men uden ’House of Cards’ gnistrende scener fra et fordærvet ægteskab til at give de mere abstrakte politiske intriger substans fremstår Claires isdronning frosset foran kameraet.
Serien kæmper ellers bravt for at etablere sin syndigt frydefulde forbindelse mellem seer og hovedperson, når Claire bryder den fjerde væg med en hyppighed, der tangerer selvsatire, men strategien med at diskreditere Frank (»Alt, hvad han fortalte jer, var løgn, men jeg vil fortælle jer sandheden«) virker stik mod hensigten, når Claire ikke har noget interessant at sige os. Frank havde også været på dybt vand i et sololøb uden sin Lady til at balancere gemyttet, men man kommer dårligt udenom, at Wright som skuespiller ikke kan matche Spaceys tvetydige magnetisme.
En del af miseren kunne være reddet med noget så simpelt som en solid historie.
Underwood-parret er tidligere blevet spøgefuldt sammenlignet med Clinton’erne (og med foragt i stemmen af republikanere), og det er for sin vis fascinerende at forestille sig sidste kapitel som en slags spejlvendt hyperfiktion over udfaldet af præsidentvalget i 2016, når nu Trumps stranger than fiction-administration alligevel ikke kan matches på chokbarometret.
Som det ofte ses med kvindelige debattører bombarderes Claire blandt andet med fire gange så mange, uhyggeligt kønsmotiverede dødstrusler som Frank, og hun behandles med arrogant overbærenhed af magtelitens ældre hvide mænd – heriblandt Greg Kinnear som stereotyp superrigmand med toneangivende politisk indflydelse.
Præsidenten vil vise dem og luskebuksen Petrov (Mikkelsen er atter et highlight), at hun kan selv, men udstyres med storylines, der ikke formår at hæve sig over det jævnt banale krydret med endeløs konspiratorisk hvisken og flere loyalitetsforviklinger end i Paradise Hotel. Her skal ikke afsløres detaljer, men jeg er himmelfalden over, hvor få originale kort seriens kvinder tildeles i dramaets soapificerede navn, og det er vanskeligt at få pulsen op over, at Claire faker en depression, og ligger på sofaen med pandaøjne i en måned.
Bullseye-replikker
Uden for de private gemakker flirter sæsonen halvhjertet med aktuelle emner som databeskyttelse og russiske ’collusions’, men payoff’et er overraskende tamt for et show, der engang var en morderisk sorthumoristisk fornøjelse, og man ønsker at forfatterne var gået til satirestålet med bare halvt så meget fandenivoldskhed, som talkshowværterne lægger for dagen, når de hudfletter det politiske cirkus.
Og nej, ingen gider længere gå op i, om graverjournalisten Tom Hammerschmidt (Boris McGiver) mon finder ud af, hvad der skete med Zoe Barnes og Rachel Posner (spoiler: Hun scorede en Emmy for ’The Marvelous Mrs. Maisel’).
Enkelte replikker rammer bullseye. Som: »Når en diktator foregiver at praktisere gennemsigtighed, skal nationen for alvor være på vagt«. Men de flyver forbi som enlige svaler (eller spurven, der bor i væggen i Franks soveværelse… ), og som oftest når ’House of Cards’ ikke ved, hvordan en scene skal afsluttes, lader man blot karaktererne nedstirre hinanden i intens tavshed ud fra devisen »ét blik … «. En træg taktik, der reducerer skødehunden Doug Stamper – den eneste, der græder over sin herre og mester – til lidet andet end en mulende tegneseriefigur (stakkels Michael Kelly).
De individuelle karakterers motivationer for at handle, som de gør, er for længst gået fløjten, mændene tyer til forskellige grader af øget skægvækst for at formidle fucked up-ness (point til Doug), og da Kinnears Bill Shepard fortæller Claire, at Raymond Tusk engang udtrykte tvivl om, hvorvidt Claire overhovedet er en rigtig person eller bare en, »der lader som om«, kunne han lige så godt tale om hele castet.
Hvad er det, Claire vil? Sulten har hun fra Francis, fortæller hun tonløst og konstaterer, at han endte med at æde sig selv. På lignende vis har ‘House of Cards’ nu også endelig fået forstoppelse af at mæske sig i sin egen varme luft, der sjældnere og sjældnere over de seneste sæsoner har samlet sig til konkrete plots, man husker ugen efter. Magt er cool and then you die, er seriens tvivlsomme budskab.
Helt skidt bliver det, da serien udstyrer Claire med fornærmende uoriginale flashbacks til barndommen, der skal forklare, hvorfor hun blev, som hun blev; En kold kælling, forstås. Med undtagelse af mødet med en mandlig barndomsflamme fik vi ikke mange glimt af Franks fortid, og det føles decideret forræderisk, at Netflix vil ’forklare’ sin lede antiheltinde for at gøre hende mere likeable. Gud forbyde, at hun slet og ret var en frygtelig kvinde.
Det ikkeeksisterende plot gør det endvidere svært for Wrights stærkt spillende kolleger Diane Lane (Bill Shepards søster og Claires svigefulde barndomsveninde) og Patricia Clarkson (rådgiveren Jane) at gøre en reel forskel for helhedsindtrykket, om end de hver især oser attitude. Hvis bare de ikke konstant plaprede om Frank og – I kid you not – Franks lille pik. Sæsonen vil på skizofren vis både fremme og spidde kønspolitiske ideologier på vegne af ligestillingen igennem en Klør Dame, der ikke giver en fuck for feminisme, med mindre hun kan udnytte søstersolidariteten til at opnå mere magt (spændende), men har i sidste ende ingen ide om, hvad seriens kvinder skal snakke om, hvis ikke om mænd og børn.
Det hjælper ikke at give Wright, Clarkson og Lane fabelagtige garderober – eller at Claire symbolsk skifter hele kabinettet ud med kvindelige politikere – hvis de sylespidse stiletter alligevel bare sidder ubehjælpeligt fast i forestillingen om stærke kvinder som biprodukter af stærkere mænd. »Jeg er så træt af den typiske historie om kvinden, der bare bruges og smides væk«, sukker Clarkson i en ufrivilligt morsom opsummering af ’House of Cards’ standardpraksis igennem seks sæsoner.
Svanesangen sans Frank er hverken et troværdigt eller synderligt værdigt farvel, der paradoksalt nok mere end noget andet fastholder savnet efter manden, serien for alt i verden ikke vil vise et billede af.
Kort sagt:
Sidste sæson af Netflix tidligere stolte flagskib ’House of Cards’ synker til bunds tynget af håbløst forudsigelige plots, grelle kønspolitiske selvmål og en stivfrossen Lady Macbeth, der fremelsker et utilsigtet need to talk about Kevin.
Læs også: Interview – Lars Mikkelsen har taget én ting fra ‘House of Cards’ med hjem til danske serier