SERIE. Mange af de album, jeg har skrevet om i den her serie, har været udtryk for en nyskabende bølge, en særlig tid eller en specifik hiphopscene. Men ‘Return of the Mac’ er frem for alt udtryk for én ting: Prodigys helt personlige sejr.
For mig er det her det ultimative, mest uventede comeback-album i hiphoppens historie. For ingen regnede med, at Prodigy, kendt som den ene halvdel af Mobb Deep, ville rejse sig igen. Det havde han simpelthen fået for mange tæsk til.
2Pac, Jay-Z, Nas – alle havde disset ham. Queensbridge-rapperen var selv begyndt at lyde svagere år efter år. Alle odds var imod ham. Og så sker det, der egentlig aldrig sker: En kunstner, der egentlig har mistet den, skaber pludselig et sent storværk, der sprænger alle fordommene.
For det her album er ikke bare en tilbagevenden til rapperens storform fra 90’erne, hvor han var en central figur i New Yorks guldalder. Det er en helt ny lyd, Prodigy skaber med produceren Alchemist, der iscenesætter rapperen som sort storby-antihelt i et virvar af blaxploitation-samples. Og det er en helt ny, uventet måde, han pludselig bruger sin ældede vokal på, så hans store svaghed bliver en styrke.
Det er især smukt, at ‘Return of the Mac’ eksisterer, fordi Prodigy jo led af den ekstremt smertefulde kroniske sygdom seglcelleanæmi, der kostede ham livet i 2017. For jo, han var blevet hyldet ved sin død uanset hvad. Men takket være det her album er han ikke 90’er-rapperen, der blev slået ud omkring årtusindskiftet. Han er den legendariske 90’er-rapper, der blev slået ned utallige gange, men rejste sig igen.
Hvordan blev det til?
Det så ikke specielt godt ud for Prodigy. For efter at have været en af New Yorks mest respekterede rappere i 90’erne, hvor hans vers på sange som ’Shook Ones pt. 2’ og ’Survival of the Fittest’ havde sikret ham legendestatus, var alt gået imod ham.
Først havde Tupac angrebet ham groft på det klassiske disstrack ’Hit ’Em Up’, hvor Pac blandt andet gjorde nar af ovennævnte sygdom, som Prodigy døde af senere hen. Dernæst havde Jay-Z massakreret ham på ’The Takeover’ samt til en koncert i New York, hvor han viste billeder af Prodigy i dansetøj, der ikke lige passede til New York-rapperens gangsta-persona.
»You was a ballerina / I got the pictures, I seen ya«, rappede Jay-Z, og det lød som ordene, der knækkede Prodigy. Selv den trofaste følgesvend Nas, der jo også kom fra Queensbridge-kvarteret, dissede den tidligere samarbejdspartner på ’Destroy & Rebuild’ kort efter.
Prodigy selv lød som om, han blev ramt af fjendtlighederne. For i årene efter forsvandt hans flow. Hans stemme blev mørkere, han rappede langsomt, og teksterne blev nærmest primitive.
Da Mobb Deep i 2005 signede til pop-gangsterne fra G-Unit, blev det set som et sell-out. Og da deres skuffende album for 50 Cents crew kom i 2006 i form af ’Blood Money’, var den sidste rest af den enorme kredit, de havde opbygget med klassikere som ’The Infamous’ og ’Hell On Earth’ i 90’erne, brugt op.
Mobb Deep og især Prodigy var færdige. Men så kom ’Return of the Mac’.
Hvordan lyder det?
Produceren Alchemist, der står for alle produktionerne på ’Return of the Mac’, introducerer Prodigy på den eneste måde, man kan introducere et album som det her: Med en storm af magtfulde hiphop-stemmesamples og opløftende samples fra blaxploitation-film.
Det er lyden af det store comeback, hvor vores helt løfter hovedet efter et tilsyneladende totalt nederlag og rejser sig mod alle odds.
I det hele taget kan Prodigy takke Alchemist for det her exceptionelle lydbillede. Produceren var oprindelig Mobb Deep-fan, men blev med tiden opgraderet til en af duoens nærmeste samarbejdspartnere, hvilket startede hans karriere. På ’Return of the Mac’ tilbagebetaler Alchemist den tillid ved at genopfinde Prodigy totalt og dermed genoplive hans karriere.
På albummet får vi samples af Tupacs vilde udbrud, en driveby-skit fra Ice Cube og så selvfølgelig en masse af Prodigys egne mest klassiske linjer, som linjen fra ’The Infamous’-introen på ’Mac 10 Handle’.
De her små vokalklip vidner om, at ‘Return of the Mac’ oprindelig var tænkt som et mixtape. Men der er intet mixtape-agtigt over udgivelsens cinematiske beats, der lyder som klimaksscenerne fra 70’ernes blaxploitation-film.
Prodigy bruger det her lydunivers til at genopfinde sig selv. Nej, hans hurtige, elegante flow fra storhedstiden er ikke tilbage; Prodigys comeback er i stedet baseret på, at han finder en måde at bruge sin langsommere, mørkere vokal effektivt på. Det gør han ved at skære rimene ned til deres mest simple kerne – nogle gange til deciderede anti-rim, hvor han bare fortæller, uden at tingene rimer overhovedet. Som på ‘7th Heaven’, hvor han slutter fire linjer i træk med »feelin’ good«.
Men andre steder lever hans gamle lyriske jeg pludselig op, som på denne linje fra ‘Rotten Apple’: »Look my hammer got the cure for your amnesia / how conveniently we forget, P is Black Caesar«. Det store højdepunkt er selvfølgelig ‘Mac 10 Handle’, der udkom med en Youtube-klassiker af en video. Alchemist sampler Edwin Starr-sangen ‘Easin’ In’ fra ‘Hell Up In Harlem’-filmen, hvilket perfekt komplimenterer Prodigys paranoide tekster: »I ain’t even wipin’ my sweat, it’s keepin’ me cool«.
Linjerne er leveret lige så primitivt, som hans tidlige vers fra 1995 og 1996 var komplekse. Men det, han taber i lyrisk kompleksitet, vinder han i umiddelbar realisme. Man får indtrykket af, at han ikke siger tingene på den mest komplicerede måde, men på den mest ærlige. Det er direkte.
Hvad har det betydet?
‘Return of the Mac’ betød to meget forskellige ting for Prodigy og Alchemist. For Prodigy var det et stort, sent højdepunkt, der for mange nok repræsenterer det sidste glimt af geni i en stor karriere. Han havde allerede efterladt store spor på hiphopscenen, men ‘Return of the Mac’ var vigtigt for hans eftermæle efter de mange katastrofer i start-00’erne.
Alchemist var til gengæld på vej op. Efter at have været i praktik hos Mobb Deep, gjorde ‘Return of the Mac’ ham til et kultnavn, og lige siden har han været en slags konge i undergrunden. Han har som en af meget få producere lykkedes med en spagat, hvor han både har produceret for store navne som Eminem, Lil Wayne og Rick Ross, men også for New Yorks undergrundselite med navne som Raekwon, Jadakiss og Roc Marciano. Senere omfavnede store navne som Kendrick Lamar, Earl og Mac Miller ham og brugte hans beats.
Samtidig blev det her album startskuddet for en række producer/rapper-samarbejder. Det havde ellers ikke været på mode siden midt-90’erne, men efter ‘Return of the Mac’ lavede Alchemist fællesudgivelser med rappere som Currensy, Domo Genesis og Action Bronson.
Sidstnævnte tog i stor stil den her arbejdsmetode til sig. En række af Bronsons bedste udgivelser er lavet med én producer. Efterhånden er det helt normalt, at rappere og producere slår sig sammen til en eller flere fællesalbum.
For Prodigy personligt blev albummet ganske vist en sejr, men hans historie herfra blev ikke nemmere. Først røg han i fængsel en årrække. Og så, sidste år, døde han af komplikationer i forhold til sin kroniske sygdom. Men ‘Return of the Mac’ er det store, usandsynlige comeback, der gør, at vi ikke husker Prodigy for nederlagene, men som en person, der nærmest mødte konstant modgang, men som alligevel vandt sine store sejre.
Læs også: Oversete hiphopklassikere #1: Three 6 Mafias crunk-eksplosion på ‘When the Smoke Clears’ (2000)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #2: Cormega satte punktum for New Yorks guldalder på ‘The Realness’ (2001)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #3: Cam’ron introducerer verden for DipSet på ‘Diplomats Volume 1’ (2002)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #4: T.I. grundlægger og navngiver trap-genren (2003)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #7: ‘Bad Azz’ gør Lil Boosie til sydens Tupac (2006)