John Cale

I år er det præcis 45 år siden, at walisiske John Cale sammen med The Velvet Underground & Nico udsendte bananpladen, der spillede en hovedrolle i at korrumpere rocken og gøre den dyster, indadvendt, perverteret, støjende og generelt uregerlig. Albummet er siden med rette blevet udråbt til et af rockhistoriens absolutte hovedværker. You know the story.

I The Velvet Underground indfandt Cale sig i rollen som gruppens kompromisløse, eksperimenterende avantgardist. En rolle, som han gennem sin solokarriere mere eller mindre konsekvent er forblevet i, uden at han dog på noget tidspunkt har forsaget den gode melodi som effekfuldt kompositorisk virkemiddel.

Denne rolle befinder Cale sig da også fortsat i på karrierens femtende soloopus, der lykkeligvis er ganske rig på såvel effektive eksperimenter som mindeværdigt melodimageri.

Et vellykket eksempel på ovennævnte eksperimenteren findes på den elektronisk knitrende ‘December Rains’, hvor Cale slipper excellent fra at lege med autotune. I samme ombæring får han lige givet både Googles Big Brother-rolle og verdens korrupte magthavere en opsang med på vejen.

Det uudslettelige melodimageri støder man på i åbneren ‘I Wanna Talk 2 U’, der er blevet til efter en frugtbar jamsession med Brian ‘Danger Mouse’ Burton. Her lykkes det eminent de to krøllede musikalske hjerner at fusionere den vanligt kantede og skurrende Cale’ske mørkerock med Burtons fortrinlige flair for at skære et uforglemmeligt refræn.

45 år inde i karrieren er en musikalsk tur i skoven i selskab med den uforbederlige 70-årige walisiske avantgarderocker således fortsat både en uforudsigeligt dragende og en melodiøs memorabel affære.