TEMA: ET NYBRUD I SORT AMERIKANSK FILM. Issa er den eneste sorte medarbejder i velgørenhedsorganisationen We Got Y’All, der tilbyder aktiviteter for »at-risk youth« – læs: med minoritetsbaggrund.
En dag på arbejdet overhører hun sine kolleger diskutere, om hun nu også har styr på den strandudflugt, hun står i spidsen for at arrangere. Da hun træder ind i rummet, smiler de forfjamsket og skynder sig videre. Trængt op i en krog indrømmer kollegaen Frieda, at de har diskuteret emnet over e-mail bag hendes ryg, men kun fordi de »var usikre på, hvordan du ville reagere«.
Som Issa klager til kæresten derhjemme: »De har hemmelige hvide møder, og de sender hemmelige hvide e-mails. Jeg lavede én fejl under min præstation, og nu har de mistet al tiltro til mig. Nu er jeg den sorte pige, der kvajede sig. Og hvide folk på mit arbejder kvajer sig hele tiden«.
På udflugten er Issa er den eneste, der har medbragt nok solcreme til de sorte og brune børn. »Jeg troede ikke, at de havde brug for det«, siger en hvid kollega.
Issa Raes komedieserie ‘Insecure’ er fuld af betragtninger om de mikroaggressioner, Issa og hendes veninde Molly møder, og den codeswitching, de konstant opererer med, som sorte professionelle kvinder. Som advokaten Molly råder en ny sassy sort praktikant: »Hvis du vil være succesfuld her, må du vide, hvornår du skal skrue lidt op for stilen«. Det råd afviser den yngre kvinde fornærmet – hun har ikke tænkt sig at lave om på sig selv for at blive accepteret af sine hvide kolleger.
Det private ud i offentligheden
Der er sket meget på seriefronten, siden familien Cosby hyggede sig hjemme i sofaen og talte om alt andet end at være sort i Amerika. ‘Insecure’ er en af en del af en ny bølge af serier af sorte skabere og med sorte hovedpersoner, der tackler raceproblematikker i dagens USA lige på og hårdt.
Som de mest markante titler, der har fået buzz hos kritikere og ved prisuddelinger, står Donald Glovers ‘Atlanta’, Justin Simiens ‘Dear White People’, Kenya Barris’ ‘Black-ish’, Issa Raes ‘Insecure’ og Lee Daniels og Danny Strongs ‘Empire’, mens man lidt længere ude i opmærksomhedsboblen finder Ava DuVernays ‘Queen Sugar’, Lena Waithes ‘The Chi’, Spike Lees ‘She’s Gotta Have It’, Jerrod Carmichaels ‘The Carmichael Show’, Cheo Hodari Chokers ‘Luke Cage’ og Shonda Rhimes’ ‘How to Get Away with Murder’ (forinden havde magtfulde Rhimes allerede banet vejen på prime time-tv for en sort kvindelig hovedkarakter med ‘Scandal’ og et diverst ensemble med ‘Grey’s Anatomy’).
Også ‘Orange Is the New Black’, som godt nok er skabt af hvide Jenji Kohan og benytter en hvid hovedperson som trojansk hest, har udviklet sig til et af de mest insisterende og gribende skildringer af Black Lives Matter og institutionel racisme i fængselssystemet.
Alle serierne handler på forskellig vis om afroamerikansk identitet og racisme i forskellige grader – fra hverdagens mikroaggressioner og diskussioner af brug af n-ordet til politibrutalitet.
»Vi er i en tidsalder, hvor tv er villig til at tage flere risici. Mange af os har en mulighed, måske for første gang i vores liv, for at tilføje det i vores kunst, som vi har talt om privat længe«, siger skaber af ‘Dear White People’ Junstin Simien til Vulture.
»Jeg tror, at den postraciale åre er komplet forsvundet. Hvert par år må Amerika affinde sig med, at det stadig er dybt racistisk. Det faktum, at racisme kan foregå åbenlyst nu på grund af vores præsident, har ironisk nok hjulpet, fordi folk kan se, at vi er nødt til at tage samtalen. Jeg ser blandt mine liberale, specielt hvide, mandlige heteroseksuelle venner, som aldrig har været nødt til at overveje disse ting før, at de forstår det nu«.
Kære hvide mennesker…
Netop i ‘Dear White People’, Justin Simiens skarpere serie-remake af sin egen indiefilm af samme navn fra 2014, finder man den mest direkte racedebat. Den både satiriske, højspændte og dybtfølte serie følger seks sorte studerende på det fiktive overvejende hvide Ivy League-universitet Winchester University, og herunder livet på et historisk sort kollegie, hvor ugens højdepunkt er onsdag aftens hatewatching af over-the-top ‘Scandal’-parodien ‘Defamation’.
Serien har sit navn fra et kontroversielt studenterradioprogram bestyret af den aktivistiske filmstuderende Samantha White, der påpeger sine hvide medstuderendes racisme: »Kære hvide mennesker. Her er et lille råd. Når du spørger nogen af anden etnisk herkomst: ‘Hvad er du?’, er svaret normalt ‘et menneske, der snart stikker dig et par flade’«.
De hvide studerende bliver provokeret af at blive konfronteret med deres fordomme og råber op om omvendt racisme og ytringsfrihed. Racespændingerne på campus eksploderer, da det hvide satiremagasin Pastiche inviterer til en blackface-fest under navnet ‘Dear Black People’. I et senere klimaks udvikler en diskussion under en fest, hvor sorte aktivistiske Reggie skoser den hvide vært for at sige n-ordet, da han rapper med på Futures ‘Trap Nigga’, sig til, at Reggie stirrer ned i campus-politiets pistolløb.
‘Dear White People’ er den mest woke serie derude – så meget, at den selvparodierende lader en karakter opfinde en app ved navn ‘Woke Or Not’. Hvis du gerne vil have gode argumenter i diskussioner om identitetspolitiske emner herhjemme som Christian Lollike og Madame Nielsens brug af blackface i ‘White Nigger / Black Madonna’ eller Københavns Universitets stop for mexicanske udklædningsfester, er serien et godt sted at starte. Som Sam forklarer i radioen: »Her er forskellen: Mine jokes sender ikke jeres ungdom i fængsel eller gør det utrygt for jer at gå rundt i jeres eget kvarter, men det gør jeres. Når I håner eller nedgør os, hævder I et eksisterende system«.
White savior complex
Trods sin didaktiske dagsorden er serien skamløst underholdende, fuld af kærlighedsintriger og saftig sex, velskrevne pingpong-dialoger og ophedede diskussioner, en ironisk voice over-fortæller, et vibrerende soundtrack, en markant fortællestruktur, hvor vi oplever begivenhederne fra de forskellige karaktereres perspektiv, og en distinkt visuel stil, der blandt andet lader karaktererne bryde den fjerde væg og kigge direkte ind i kameraet.
Serien har også flere nuancer end sort-hvid. Biraciale Sam, mener hendes mere mørkhudede eksveninde Coco, drager fordel af sin lyse hud og privilegier. Coco kommer selv fra Chicagos South Side og vil gøre alt for at komme frem i verden. Hun ifører sig en glat paryk, melder sig ind i et hvidt søsterskab og forsøger at forandre systemet indefra gennem studenterpolitik. Vi møder også journalistspiren Lionel, der føler sig som en outsider i det sorte fællesskab og kæmper med at acceptere sin homoseksualitet.
Frontkæmperen Sam skammer sig over sin hvide kæreste, Gabe, der til gengæld famler og skydes hårdt ned af hendes sorte venner i sit velmenende forsøg på at agere allieret. Da Gabe laver en dokumentar om racisme, beskylder Sam ham for at lide af white savior complex og lukrere på hendes aktivisme, som han får mere opmærksomhed for på grund af sit hvide mandlige privilegium.
Gabe vil bare gerne bidrage til sagen, og det udvikler sig til en fascinerende diskussion om hvide menneskers rolle i racedebatten. Kan man ytre sig om raceproblematikker, når man er hvid, eller approprierer man så en minoritets dagsorden?
Serien, der deler præsidenter
‘Dear White Peoples’ satiriske og underholdende format er emblematisk for de serier om raceproblematikker, som har slået stærkest igennem. ‘Insecure’, ‘Atlanta’, ‘She’s Gotta Have It’ og ‘Black-ish’ er alle komedier med en stærk stilmæssig signatur, mens hiphop-dramaet ‘Empire’ får emner som homofobi i afroamerikanske grupper og Black Lives Matter til at glide ned i en shakespearesk sæbeopera sat i en glamourøs musikbranche.
Specielt familieserien ‘Black-ish’ strøer godt med sukker på racedebatten, men formår til gengæld på ret imponerende vis at debattere emner som slaveri, skydevåben, hvordan man skal tale med sine børn om politivold, hvem der må sige n-ordet og, nå ja, lange sorte gudstjenester og loyalitet over for sin barber, i en hyggelig og tryg form med nuttede børn, familiekærlighed og opløftende slutninger. Familiesitcoms kan nemt komme til at virke tilbageskuende, men ‘Black-ish’ formår at give genren et twist med historien om en sort reklamechef, der er bekymret for, at hans privilegerede børn mister deres kulturelle arv.
Den direkte tackling af raceproblematikker og sort identitet har delt vandene. Barack Obama har udnævnt den som sin favoritserie, som han ser med sin familie. Donald Trump har tweetet, at alene titlen er racistisk.
‘She’s Gotta Have It’ er en genindspilning af Spike Lees debutfilm fra 1986 af samme navn, og seriens temaer om kønsroller, kvinders seksualitet, seksuelle overgreb og gadechikane, race, økonomisk ulighed og gentrificering er bestemt ikke blevet mindre relevante siden. Serien følger Nola Darling, en frigjort portrætmaler i Brooklyn, der jonglerer sine tre mandlige og indimellem ene kvindelige elskere, samtidig med at hun kæmper for at udvikle sin kunst og betale sine regninger.
En dimension af serien er genrificeringen af Brooklyn-kvarteret Fort Greene, hvor Spike Lee selv er vokset op og har sit studie. Det oprindeligt sorte kvarter bliver nu invaderet af hvide hipstere, der skubber huslejepriserne i vejret og klager over den lokale hjemløse kunstner, der sidder på deres trappesten. I en episode er konflikten eskaleret i en sådan grad, at en hvid nabo melder Nolas hjemløse skolekammerat til politiet for hærværk. Det resulterer i et ubehageligt møde med ordensmagten.
Forandringerne skubber således skæve eksistenser og bohême-typer som Nola ud, da hun frem for at koncentrere sig om sin kunst i stigende grad bruger energi på at bekymre sig om at betale den næste regning. Og apropos kunst har serien en herlig scene, hvor hun efter en kunstudstilling med andre afrocentriske kunstnere bliver kritiseret af en hvid mandlig kritiker for, at hendes kunst ikke er sort nok.
Komik og lir får alvoren til at glide ned
‘Atlanta’ tegner et portræt af en sort mand, Earn, der først og fremmest er på røven. Da et sælgerjob i lufthavnen ikke giver nok penge til at bidrage til sin lille datters opvækst – eller sin egen husleje for den sags skyld – melder han sig som manager for sin fætter, der under rappernavnet Paper Boi har opnået moderat undergrundssucces. Med underspillet slackerhumor følger vi Earns strabadser med økonomi, sit nye managerjob og on-and-off-forholdet til sit barns mor, Van.
Donald Glover har sagt, at han først og fremmest har sigtet efter at skabe en sjov serie – men der er også plads til mere tydelige racetematikker. I en scene fortæller en radiovært, som Earn skal have til at hjælpe sig, Earn en historie, hvor n-ordet indgår, og Earn driller ham ved at få ham til at gentage historien foran den mere intimiderende Paper Boi. I en anden scene er Earn med Van til middagsselskab hos en frygtelig vært, der må stå som ordbogsdefinitionen af kulturel appropriation. Og endelig overværer Earn, Paper Boi og vennen Darius pludselig en brutal politinedskydning af deres Uber-chauffør.
Mens komedierne glimrer, forbliver dramaerne under radaren. Man kunne godt ønske mere opmærksomhed til en glimrende dramaserie som ‘The Chi’, der udfolder efterdønningerne af et skuddrab i et ghettokvarter i Chicago, eller ‘Queen Sugar’ om tre søskendes overtagelse af deres afdøde fars sukkerroeplantage i Louisiana – som ikke kan ses i Danmark.
I det hele taget kunne man, som et supplement til de fremragende og vigtige komedier, godt ønske sig flere dramaer om the black experience, der ikke er pakket ind i friske formater, bling, slagord og satire. Hvor er den helt almindelige menneskelige fortælling med sorte hovedpersoner?
Som Sams veninde Joelle siger til Reggie (10 minutter inden han bliver truet af politiet): »Nogle gange er det at være sorgløs og sort en revolutionær handling«.
‘Dear White People’, ‘She’s Gotta Have It’, ‘Luke Cage’, ‘How to Get Away with Murder’ og ‘Orange Is the New Black’ kan streames på Netflix.
‘Atlanta’, ‘Black-ish’ og ‘Empire’ kan streames på Viaplay.
‘Insecure’ og ‘The Chi’ kan streames på HBO Nordic.
Læs også: De 15 vigtigste stemmer i ny sort amerikansk film
Læs også: Skal en film have hvide hovedroller for at sælge billetter i Danmark?
Læs også: De nye sorte spydspidser i amerikansk film vil ikke nøjes med succes – de vil have forandring
Læs også: Mens Beyoncé og Kanye styrer musikken, er Hollywood stadig hvid som nyfalden sne