ÅRET DER GIK. Mit navn er Christian Wolkoff. Jeg er 33 år gammel. Og jeg er Kanye West-fan. Eller det var jeg. Eller det er jeg vel stadig? Det er kompliceret…
For i år mere end nogensinde har det været en speciel tid at være tilhænger af Kanye Omari West, den 41-årige rapper, producer, designer og Twitter-filosof fra Chicago.
Gang på gang har han sat ens tålmodighed og specielt overbærenhed på prøve, og ligesom Kanyes eget følelsesregister – naturligvis præget af hans bipolare diagnose – har 2018 for fans været præget af en syndflod af ambivalente følelser, der konstant har udfordret de tankemønstre, der klistrer sig til det at være svært begejstret for kunstner.
Skal man skille kunsten fra mennesket bag? Kan man overhovedet det? Det vil jeg ikke komme med et entydigt svar på, men i Kanyes tilfælde vil jeg mene, at linjen mellem kunstneren og mennesket i 2018 er blevet hvisket ud.
Kanyes sange har været så personligt ladede og hans menneskelige virke så meget knyttet til hans ønske og ambitioner i forhold til kunsten, at det hele flyder sammen. Man kan joke med, at Kanyes Twitter-feed er et samtidskunstværk i sin egen ret, men sandheden er, at alle de her faktorer, begivenheder, udråb, skandaler og så videre, der har præget 2018, yderligere har cementeret Kanye som et ekstremt komplekst menneske – på godt og ondt.
Hvorfor ikke bare være ligeglad? Hvorfor ikke bare afskrive Kanye totalt efter alle de vanvittige og chokerende ting, han både har sagt og gjort i løbet af 2018?
Fordi det ville være den nemme vej. Jeg har været fan af Kanye West i snart 15 år, og jeg synes, der ligger noget værdifuldt i at tale om tingene. Ikke for at forsvare ham, ikke for hverken at blåstemple eller kigge den anden vej i forhold til hans gøren og laden, men for netop at prøve at forstå i stedet for udelukkende at pege fingre.
Snebolden, der rullede sig større og større
Kanye har været en klaphat i 2018. Og det skal ikke lyde som en ’indrømmelse’ fra mig som fan – det er fakta. En klaphat med en MAGA-hat, der kom med historieløse slaveriudtalelser og politiske brandtaler, når de var mindst ønsket. Jeg kunne her bruge et par sider på at remse alle årets vanvittige begivenheder, udtalelser og tweets op, men jeg vil gå så langt og tro, at du sikkert kender alle historierne. Eller i hvert fald nok til at vide, at det i 2018 var Kanye mod alle – inklusiv sig selv.
Jeg har været ’med’ Kanye siden ’College Dropout’. Elsket hans produktioner, været betaget af hans kompromisløshed, beundret hans konstante udvikling og skubben til grænser. Og sidst, men ikke mindst, været fascineret af hans offentlige person. Her var en kendis, der ikke var bange for at sige noget. Som ikke var bange for at pisse folk af, og som altid virkede til at gøre og sige præcis lige det, hans impulser og instinkter dikterede.
Nej, jeg har bestemt ikke altid været enig med Kanye. Men jeg har sat pris på hans status som en tikkende bombe internt i branchen.
Hvad er så forskellen på de seneste 15 år og 2018?
I min optik har Kanye tidligere været en troll. En kunstner, der både har opsøgt kontroverser og er endt i dem på grund af et ustyrligt ego. Men det har været – mere eller mindre – harmløst. Det har været Kanye, der har haft så mange meninger og været ude af stand til ikke at dele dem med offentligheden.
For mig har det dog altid været noget, der har hængt sammen med kunstneren Kanye. Et slags teaterstykke. Men det føltes som om, at det hele blev virkelighed i 2018. At hans rants og trollerier blev til mere end drillerier og store armbevægelser. Nu betød det rent faktisk noget i den virkelige verden – og det i en tid, hvor Kanyes budskaber for mange (mig selv inklusiv) har fremstået skadelige og uden indsigt. Hans chokerende udtalelser var som en snebold, der blev større og større, mens den rullede ned af bjerget.
Men Kanyes manglende selvindsigt fordrer også, at man selv må kigge lidt indad. Er det bare mig, der har været naiv?
For Kanye har det jo aldrig været et teaterstykke. Han har været helt og aldeles passioneret – om det har handlet om ’New Slaves’ eller målet om at blive en ny Steve Jobs. Har Kanye mon været ligeså manisk og fanatisk i 2018 som alle andre år, og er det, der fik mange til at gå amok i virkeligheden, at han pludseligt dukkede op med et politisk ståsted, som overraskende ikke var lig deres eget?
Er modviljen mod Kanye mest af alt en modvilje mod Trump?
En splittet fan
Ovenstående cliffhanger er én pointe, men for mig langt fra fyldestgørende eller korrekt.
For Kanyes katastrofale 2018 var resultatet af mere end bare MAGA-hatten. Hans ufiltrerede væsen var præget af en (større end tidligere) grad af ufølsomhed. Naturligvis handler det om, at Kanye støttede Trump. At manden, som i sin tid sagde »George Bush doesn’t care about black people« på nationalt tv pludselig valsede ind på højrefløjen og gik imod det, man (og alle hans fans) troede, at han stod for.
Men udover det var der også de lange Twitter-tirader, problematiske ’Ye’-linjer, hans skandaløse ’Saturday Night Live’-optræden og det faktum, at han valgte at lave musik med ekstremt kontroversielle skikkelser som XXXTentacion og 6ix9ine og i processen blåstemplede dem på sin egen måde som i et forceret forsøg på at gå til modangreb på cancel culture.
Grunden til, at der som fan er årsag til at være splittet, er sammenhængen mellem to ting: Kanyes diagnose med en bipolar lidelse over for diskussionen om, hvorvidt hans mentale sygdom kan og skal bruges som forsvar for hans handlinger.
For på den ene side har det i 2018 været tydeligt, at Kanye har en lidelse. Man kan argumentere for, at han har været manisk, at han har manglet realitetssans, og at han i sin iver efter selvhævdelse konstant er endt i situationer, hvor han ikke kunne bunde. Fordi han snubler over sine egne ord og budskaber i ren og skær impulsivitet. Han ved ganske enkelt ikke, hvad det er, han siger. Det er symptomer på den maniske del af en bipolar lidelse.
Men fratager den psykiske lidelse Kanye ansvaret for de ord, der kommer ud af hans mund? Der har været så mange ting, at det har været umuligt at ignorere og umuligt at forsvare ud fra de konkrete ord.
»That’s my bipolar shit, nigga what? / that’s my superpower, nigga ain’t no disability«, rappede han selv på ’Yikes’ fra ’Ye’-albummet, og et spørgsmål kan lyde, om lidelsen ganske enkelt fjerner Kanyes filter, eller om den giver ham et forskruet billede af sin egen virkelighed i de enten maniske eller depressive perioder.
Jeg er ikke psykiater, langt fra. Og som jeg håber, at denne her tekst får formidlet, så har jeg i den grad ikke noget endegyldigt svar på, hvordan man skal forklare Kanye West anno 2018. Jeg vil bare gerne diskutere det, for det ligger mig nært som længevarende fan. Det er jo ikke sjovt, når et af ens musikalske idoler pludselig opfører sig på en måde, som man som menneske på ingen måde kan stå inde for.
Tre citater
Jeg vil her præsentere tre citater fra tre forskellige mennesker, som alle kan være med til at føre diskussionen videre: Fra henholdsvis hovedpersonen, hans tætteste betroede, og én, der ligesom Kanye har været i mediernes søgelys i forhold til mentale lidelser.
1. »Mine øjne er nu vidtåbne, og jeg har indset, at jeg er blevet brugt til at sprede budskaber, jeg ikke tror på. Jeg distancerer mig selv fra politik for at fokusere fuldt ud på at være kreativ«.
Ovenstående ord stammer fra et Kanye West-tweet, som blev sendt ud i slutningen af oktober. Man kan se det som ansvarsfralæggelse, og man kan se det som selvindsigt; Kanyes erkendelse af, at han har udtalt sig om en masse ting, som han slet ikke har forstand på. Én ting er sikkert: Siden da har Kanye holdt sig langt fra Trump. Hvilket leder mig videre til næste citat.
2. »Han er meget misforstået. Han er den værste til at kommunikere […] Han er ikke særlig politisk, faktisk, han kan bare godt lide Donald Trumps personlighed, men kender ikke til hans politik. Så jeg har undervist ham på det seneste«.
Her har vi så Kim Kardashian West i et interview med CNN-vært Van Jones i november. Det er sødt, hvordan hun forsøger at holde hånden over sin gemal, men for mig giver det også mening. At Kanye i sin iver og betagelse af Trump som en self made man (sandhed med modifikationer), der har opnået at blive verdens mest magtfulde mand, har hyldet ham uden overhovedet at tænkte det igennem. Igen: Splittelse. For på den ene side er det her jo et slags forsvar for Kanyes handlinger, men på den anden måde udstiller det også i den grad hans idioti og manglende situationsfornemmelse på en meget stor skala.
3. »Psykisk sygdom er ikke en undskyldning for at opføre sig som et røvhul«
Ordene er fra Pete Davidson; ’Saturday Night Live’-komikeren, som har haft et tumultarisk 2018 med sit forhold til Ariana Grande og åbenhjertigt har talt om sin diagnose med borderline personlighedsforstyrrelse.
Efter Kanye kaprede ’SNL’-publikummet og programmets komikere i en pro-Trump-tale var der flere, der talte mod rapperen. Men det var Davidsons ord, der stod stærkest. Psykiske lidelser er ikke ens, men Davidsons budskab var så enkelt og rammende, hans personlige situation taget i betragtning.
»Make Kanye 2006 again«, stod der på den kasket, komikeren sluttede segmentet af med at tage på. Og det er en meget fin måde at slutte af på.
For mens jeg ikke mener, at vi skal finde 2006-Kanye frem igen (gentagelse er kedeligt), så er mit håb for 2019, at Kanye holder sit løfte og fokuserer udelukkende på at være kreativ. For vi har jo fået god musik fra ham i løbet af året. Kvaliteten var svingende, men hele konceptet bag Wyoming-projektet med fem korte album på en måneds tid var virkelig forfriskende. Og både ’Daytona’ og ’Kids See Ghosts’ var for mig store album i år.
Det var udgivelser, der viste, at Kanye stadig er en gudsbenådet producer. Problemerne opstod, så snart han åbnede munden. Det er der to løsninger på: Enten skal Kanye holde sig til at producere en masse musik, ellers skal han virkelig indse, at han skal huske at tænke, før han taler.
Ingen glemmer lige foreløbigt, hvad der skete i løbet af 2018, men ovenstående kunne være første skridt på en vej, som vil gøre det lidt lettere at være Kanye-fan.
Så kan man elske musikkens største klaphat efter 2018?
Jah, joh. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at min fanboy-faktor er falmet i løbet af året. Jeg kan ikke 100 procent stemme i til »I can still feel the love«, som Kid Cudi synger på Kids See Ghosts’ ’Feel the Love’. Men man skal også huske evnen til at tilgive – specielt her, når et år går på hæld. Selv de bedste venner fucker op, og selv de største helte kan opføre sig som idioter. Vi er alle mennesker. Selv Kanye.
I det mindste er MAGA-kasketten endeligt lagt på hylden. ’Yandhi’ lurer i horisonten. Og det virker til, at Kanye er gået tilbage til at gøre de to ting, han gør bedst: Lave musik og skrive en masse vanvittige ting på Twitter.
Når nytåret ringer ind, tager jeg en »toast for the douchebag« og håber på det bedste.
Læs også: 20 nyskabende sange, der gjorde 2018 til et totalt uforudsigeligt hiphopår
Læs også: Vi kårer: Årets 25 bedste udenlandske album