Djämes Braun

Suk, suk. Mindre end et år skulle der gå, før den ellers så massivt triumferende anden danske dancehall-bølge rendte ind i sit første mainstream-udvandede metervareprodukt. Djämes Braun, der består af producere og sangskrivere Kenno og Pilfinger (manden, der blandt andet står bag Johnsons succes), vandt i foråret P3’s KarriereKanonen, men baseret på denne ep er det lidt af et mysterium.

Produktionsteknisk er der sådan set intet at komme efter. Det er lystig og uskadeligt vuggende popmusik brygget på en bund af dancehall-beats og reggae-vibes. Men så er der heller ikke særlig meget mere at komme efter. Og når 2012 i den grad har stået i den danske dancehalls navn, er det svært ikke at et: Veje Djämes Braun op imod resten af kuldet, og to: Sidde tilbage med fornemmelsen at, at ep’en forsøger at slå letkøbt plat på genrens popularitet.

Det poppede udtryk kunne til nød gå, men på grund af lyrikkens indhold og måden den bliver leveret på, bliver hele pakken desværre hurtigt temmelig enerverende at lægge øre til. Samtlige numre, der i øvrigt er stærkt melodiske og ikke helt uden evne på det punkt, er sovset ind i autotunet vokal, hvilket i sig selv er anstrengende. Men værst er det utroligt goofy og lallede tekstunivers, som består af mange umiddelbart finurlige rim, der dog ved nærmere eftersyn snarere lyder som noget, der er opstået rent tilfældigt i en god hashkoger. »Jeg gir’ dig et par cykelshorts og en projektor / så jeg ka’ se film på din røv imens du flekser«, siger vist det hele.