Bliver ’Den skyldige’ Oscar-nomineret i dag? Her er vores bud

Bliver ’Den skyldige’ Oscar-nomineret i dag? Her er vores bud
Jakob Cedergren i 'Den skyldige'.

Fem nomineringer på otte år.

Det er rent ud sagt en imponerende statistik, Danmark har kørende for sig i Oscar-kategorien for bedste ikke-amerikanske film. Siden 2010 har vi – ja, sgu: det gode gamle fodbold-»vi«! – været blandt de fem nominerede flere gange end noget andet land i verden. Kan man ligefrem kalde os en ikke-amerikansk supermagt? Ja, hvis det får ens væsker til at flyde, som man siger – med det lille aber dabei, at kategorien kunne rage de fleste amerikanere en høstblomst. Men lad nu det ligge.

Tirsdag eftermiddag finder vi ud af, om triumftoget stadig har gas på kedlen. Gustav Möllers ’Den skyldige’ er på den shortlist med ni film, hvoraf over halvdelen på tirsdag vil kunne kalde sig Oscar-nomineret.

Sker det ikke, vil det langt fra være skamfuldt. Feltet er det mest frygtindgydende i årevis, understreget af at den altoverskyggende favorit, Alfonso Cuaróns ’Roma’, også meget vel kan tænkes at vinde den ’store’ kategori for årets bedste film i det hele taget.

Bedste ikke-amerikanske film er således en kamp om sekundaplaceringerne, men det er et markant rygstød for en hvilken som helst film desuagtet. At kunne skrive en Oscar-nominering på cv’et, giver øgede kommercielle muligheder for filmen og booster filmskabernes karrierer i de kommende år.

‘Den Skyldige’

Men hvor gode er chancerne så for den intense one location-thriller, der blev et overraskende publikumshit herhjemme? Der er bestemt argumenter både for og imod, og alt skal tages med et gran salt, eftersom kategorien for bedste ikke-amerikanske film hører til de mest uforudsigelige af alle.

Hvad taler for?

Det er en god og spændende fortælling:
Man glemmer det nogle gange, når awards season buldrer derudaf, men kvalitet er faktisk indimellem et væsentligt parameter. Og man skal lede længe efter dem, der ikke synes, at ’Den skyldige’ er en god film. Endnu vigtigere i denne sammenhæng er det dog, at det er en særdeles medrivende film på blot 90 minutter, som flyver afsted. Det skal man ikke undervurdere, når mange akademimedlemmer sidder med en halvuoverskuelig bunke med screeners hjemme på sofaen, hvor et tre timer lang ungarnsk artfilm-eksperiment måske gør sig dårligere end en stram og spændstig thriller med twists and turns.

Det er en intelligent film med et interessant formgreb:
’Den skyldige’ virker i den forstand mere amerikansk end artsyfartsy-europæisk. Men man må heller ikke være alt for konventionel, hvis man skal gøre sig gældende i denne kategori, som akademimedlemmerne ofte bruger til at vise, at de forstår den store filmkunst, selvom de til dagligt er fedtet ind i det pengefikserede Hollywood. Og her tæller ’Den skyldige’s one location- og realtidsgreb op. Filmens vigtigste billeder er dem, man skaber i hovedet, og som fortælling bruger den formatet mere intelligent og organisk end amerikanske one location-forsøg som ’Buried’ og ’Phone Booth’. Det bibringer en smag af europæisk filmkunst.

Ryan Reynolds er levende begravet i ‘Buried’ fra 2010

Den er fra Danmark:
Det vil nok være nationalistisk selvbedrag at bilde sig selv ind, at akademimedlemmerne giver danske film forrang. Men man skal alligevel ikke underkende, at de har vænnet sig til, at der kommer gode ting ud af det lille land mod nord, som måske/måske ikke er hovedstaden i Sverige. Det er ikke nok til at sikre en nominering, men det danske bidrag bliver med sikkerhed taget seriøst.

Den er lige blevet købt til remake:
I december kom det frem, at ’Den skyldige’ skal genindspilles på amerikansk med Jake Gyllenhaal i Jake Cedergrens rolle. Det har givet originalen en vigtig ekstra bevågenhed, der om ikke andet kan være med til at sikre, at akademimedlemmerne rent faktisk får set filmen.

Den har en stærk amerikansk distributør i ryggen:
Det er Magnolia Pictures, der står for at lancere ’Den skyldige’ i USA, inklusive dens Oscar-kampagne. De har tidligere haft succes med at få ’En kongelig affære’, ’Jagten’ og senest ’The Square’ nomineret. De ved, hvad de laver.

Hvad taler imod?

Det er en lavbudgetsfilm:
Krigsfilm har ofte gjort sig godt i kategorien for bedste ikke-amerikanske film, hvilket måske antyder, at der godt må være et vist scope i de film, branchemedlemmerne kaster deres kærlighed efter. Der er ofte et vist produktionelt vingefang i de nominerede film, og her kan lavbudgetsfilmen ’Den skyldige’ synes lidt lille, lidt mere bagatelagtig end nogle af de øvrige kandidater.

Den fik ikke en Golden Globe-nominering:
Golden Globe har ikke noget at gøre med Oscar, så det behøver ikke betyde noget som helst, og Golden Globe nominerede eksempelvis belgiske ’Girl’, som slet ikke er med på Oscars shortlist. Men Globe-nomineringen kan alligevel give lidt vind i sejlene, som da ikke skader – og her blev ’The Guilty’, som den så fint hedder på amerikansk, altså forbigået.

Dens festivalliv kan ikke måle sig med konkurrenternes:
Udtagelsen til Sundance-festivalen – og den efterfølgende publikumspris – sidste år var med danske briller fortrinlig, og det var altafgørende for overhovedet at sætte ’Den skyldige’ på det amerikanske landkort. Samtidig er det ikke en udtagelse, der i sig selv bringer filmen helt frem i feltet. ’Roma’ vandt Guldløven i Venedig, hvor også tyske ’Never Look Away’ fik premiere. Japanske ’Shoplifters’ vandt Guldpalmen i Cannes, hvor også ’Cold War’, ’Kapernaum’, ’Burning’, ’Ayka’ og ’Birds of Passage’ fik enten priser eller rosende omtale eller begge dele.

‘Shoplifters’.

Faktisk er ’Den skyldige’ den eneste af de ni film, der ikke har en fin europæisk festivaludtagelse i bagagen, som ofte automatisk giver filmene placeringer ved mindre festivaler efterfølgende og dermed automatisk gør dem til must-sees over en hel sæson i arthouse-segmentet. Husk dog på, at tidligere nomineringer som ’En mand der hedder Ove’ og ’Kon-Tiki’ heller ikke var store festivalfilm.

De andre film:
Bliver ’Den skyldige’ ikke nomineret, er den vigtigste årsag dog som allerede antydet hverken festivaludtagelser eller filmens kvaliteter. Det er derimod den tårnhøje kvalitet i resten af feltet.

Hovedparten af de ni shortlistede film er vægtige værker med et højt kunstnerisk ambitionsniveau og anerkendte instruktørstemmer bag. ’Roma’ er som sagt selvskrevet, og det må man formode, at Pawel Pawlikowskis smukke ’Cold War’ også er. Pawlikowski er således en outsider til en nominering for bedste instruktør, også dens fotografering er i spil, og selv den kvindelige hovedrolleindehaver Joanna Kulig har kørt kampagne i Hollywood den seneste tid. Når en polsk film fra en kendt instruktør, der tilmed vandt prisen for ’Ida’ i 2014, er i spil i så mange kategorier, kommer den også med her.

Med Guldpalmen i bagagen vil det desuden være overraskende, hvis ’Shoplifters’ fra Hirokazu Koreeda – i årevis en af verdens mest anerkendte instruktører med Spielberg som en af sine største fans – ikke klemmer sig ind.

Til gengæld tror jeg godt, vi kan dømme Kasakhstans intense, men også lidt udmattende ’Ayka’ om en desperat fattig kvindes kamp for overlevelse ude. Den har ikke Oscar-hypen med sig. De færreste regner desuden med, at ’Birds of Passage’ fra Chiro Guerra (tidligere nomineret for ’Slangens favntag’) kan gå hele vejen – det er måske mere en anmelderdarling end branchefavorit.

Det efterlader to pladser. Til fire film. Uh-uh.

Så… hvad er konklusionen?

’Never Look Away’, ’Kapernaum’, ’Burning’ og ’Den skyldige’. Hvilke to sidder tilbage med sorteper på tirsdag?

’Never Look Away’ fra ’De andres liv’-instruktør Florian Henckel von Donnersmarck om en kunstner, der er flygtet til Vesttyskland til Østtyskland, er tre timer lang og ifølge flere anmeldere også lovlig langsommelig. Den var dog ’Golden Globe’-nomineret og har noget af den klassiske historiske schwung, der tidligere har virket godt i kategorien.

‘Kapernaum’

Nadine Labackis libanesiske ’Kapernaum’ omtalte jeg i høje toner på Cannes-festivalen. Det er en film, der går i hjertet, men som også kan virke lidt flagrende på nogle. En crowdpleaser, som kan blive forbigået, hvis akademiet forsøger hårdt at være highbrow.

’Burning’, som jeg ligeledes har rost til skyerne, kræver tålmodighed den første times tid, men derefter er man hooked. Og Lee Chang-dong er en instruktør, som først alt for sent har fået den anerkendelse, han i mange år har fortjent. Mon den er sevet ind hos akademiet?

’Den skyldige’ har nogle af de samme kvaliteter, som vores tidligere nominerede film som ’En kongelig affære’, ’Jagten’ og ’Krigen’ har haft: Utroligt stærke, ligefremme fortællinger med en fin, men ikke altoverskyggende smag af europæisk arthouse. I et felt, hvor mange af filmene på hver deres måde er krævende oplevelser (med stort udbytte i sidste ende!), tror jeg, at ’Den skyldige’ vil virke som et friskt pust hos mange stemmeberettigede – og så deler den vandene i mindre grad end flere af konkurrenterne.

De fleste amerikanske eksperter peger på ’Roma’, ’Cold War’, ’Shoplifters’, ’Never Look Away’ og ’Kapernaum’, men der er absolut ingen historisk evidens for, at de skulle få ret over hele linjen.

Jamen så sig det da lige ud? Bliver ’Den skyldige’ nomineret?

Ja sgu. Selvfølgelig gør den det.

Læs også: De ultimative Oscar-forudsigelser i alle kategorier

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af