Girls

Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt småforelsket i San Fransisco-duoen Girls. I alle fejlene, humoren og den blåøjede dybsindighed der siver ud af sprækkerne på deres herlige hjemmegjorte popsange.

Deres debut ‘Album’ (ja, det hedder den altså) er indspillet rundt omkring i vennernes soveværelser og interimistiske hjemmestudier. Angiveligt i en rus af forskellige smertestillende stoffer med eksotiske navne som Oxycontin og Fentanyl. Under disse forhold har de begået et herligt kludetæppe af et album, der stikker i alle mulige retninger, men som alligevel føles underligt homogent. Det er amerikansk westcoast-60’er-pop i opløftende mol, kørt igennem en drømmende og stofpåvirket lo-fi-æstetik.

Duoen deler Magnetic Fields’ forkærlighed for pastichen. Kærlighed er også et stort tema her, og specielt sange som ‘Lauren Marie’ og den smadrede opdatering af klassisk 50’er-rock’n’roll på ‘Big Bag’ ville ikke virke malplacerede på førnævntes magnum opus ’69 Love Songs’.

Albummets umiddelbart skødesløse og sjuskede udtryk dækker heldigvis over nogle ret veludviklede arrangementer med masser af sjove og skæve detaljer. Samtidig er de meget direkte tekster så tilpas universelle og velskrevne, at de især på den episke lejrbåls-schlager ‘Hellhole Ratface’ rammer lige lukt ned i hjertekulen.

‘Album’ er på en og samme tid sjov, rørende, fjollet, skødesløs, smuk og underspillet ambitiøs. Så vær beredt: Du kunne meget vel gå hen og blive lidt sensommerforelsket.