Prefab Sprout

Det er som om, der er gået sport, i at grupper fra hedengangne tider gendanner sig selv i disse år. Engelske Prefab Sprout havde deres storhedstid i 80’erne og starten af 90’erne, hvor de ramte bredt med deres poppede sange med meningsfulde tekster. Og forsanger Paddy McAloon var en mand man lyttede til, når han krængede sin sjæl ud.

På det nye album fortsætter kvartetten ufortrødent stilen. De fleste af numrene er da også demoer fra starten af 90’erne, der altså først ser dagens lys nu. Men selv om materialet er af ældre dato, kunne man jo sagtens pakke det ind i en tidssvarende indpakning. Dette er på ingen måde tilfældet.

Pladens ti sange er udover at være temmelig outdatede også ualmindelig svage og fremstår som et sørgeligt ekko fra noget, der var engang. Flere steder fremstår materialet ligefrem kikset og pinligt. Produktionsmæssigt er det fuldstændig uden nerve, sjæl eller nosser for den sags skyld. Sange om Jesus er bare ikke fede, når de ledsages af saxofon og elektroniske trommer.

Der er simpelthen intet på spil her. Jeg savner noget frækhed, flabethed eller originalitet. Men må desværre nøjes med en intetsigende dramaturgi og en tekstside, der forekommer forbavsende tom. Det er muligt, at gamle Prefab-fans vil modtage det store comeback med åbne arme, men at nye fans vil komme til, forekommer mig stærkt usandsynligt.