’The Miseducation of Cameron Post’: Varm coming-of-age-film gør underspillet oprør mod homofobi
»Hey-i-yey-i-yey-yeah-yeah«.
Med en kartoffelmosermikrofon i højre hånd og den venstre arm svingende over hovedet står unge Cameron Post på køkkenbordet og skråler igennem til 4 Non Blondes’ ’What’s up’. I et sjældent opløftende øjeblik er hun i fuld færd med en lille protest mod den voksne, urimelige overmagt, der kort efter træder ind i køkkenet og sætter en stopper for løjerne.
Ikke med pisk, smæld og overlagt ondskab. Nej, sådan gør man ikke på den ’af-homoficerende’ ungdomsinstitution God’s Promise. Her løser vi problemerne med snak, terapi og rockmusik om Jesus.
For selvom stedets forstander Dr. Lydia Marsh, der – som det præcist formuleres – ligner »en privat Disney-skurk, der dog ikke tillader gokkeri«, er hun og skolens andre lærere og terapeuter ikke decideret onde. Præcist ligesom de forvildede forældre, der har sendt deres stakkels teenagere hertil, er de bare af den uheldige overbevisning, at sex, homoseksualitet og det, der ligner, er en hån mod frelseren, naturen og livet selv.
Vores hovedperson Cameron Post (en pokkers velspillende Chloë Grace Moretz, bedst kendt som røvsparker i ’Kick-Ass’) nærer en meget sund skepsis over for den overbevisning. Hun køber ikke de voksnes forskruede kassetænkning og anskuer ikke engang sig selv som homoseksuel. Faktisk er hun jo bare en person, der tilfældigvis er mere tiltrukket af veninden Coley end sin penisbærende prom date – en syndig tilbøjelighed for hvilken hun fluks sendes til en god kristen ungdomsinstitution, hvor man bekæmper den slags smuds.
Her, blandt de andre disciple, er det meningen, at hun skal finde frelse. Ironisk nok opstøver hun dog hurtigt det modsatte, et par djævelske medsammensvorne – herligt sarkastiske Jane (Sasha Lane fra ’American Honey’) og deadpan-sjove Adam (Forrest Goodluck fra ’The Revenant’) – der begge bekræfter hendes egen overbevisning om, at hun jo dybest set ikke er mere ulækker end andre klamme teenagere, sine erotiske kvindedrømmerier til trods.
I en slags klub for de afsporede finder de tre venner trøst i hemmelig hash, stille protester og erotiske jokes om skolens undervisere og vejledere. For skud står blandt andre den evigt glade ’eks-bøsse’ Pastor Rick, der – som han betror Cameron over et spil terapeutisk bordtennis – er fuldstændig kureret for ’SSA’, altså: Same sex attraction.
Den bløde Rick er lidet troværdig med sine lidt for store smil og lunkne forsikringer. Alligevel vakler den ellers fornuftige Cameron til tider under presset fra den velmenende vejledning og kærlighed fra både skole- og hjemmefront. 
I en særligt hjerteskærende scene ringer hun til sin mor, kryber under et bord og beder om, please, bare at få lov til at komme hjem. Optrinnet er kort, men grusomt, fordi man ved, at hun nok aldrig igen vil føle sig velkommen det evangelisk-kristnes familieskød.
Den slags udbrud er der imidlertid forbløffende få af i Desiree Akhavans skæve, men realistiske ’The Miseducation of Cameron Post’. Badet i solskinsbilleder og veloplagt humor skildrer filmen det stille ungdomsoprør mod det voksne, velmenende, men dybt, dybt forskruede tyranni uden hverken at svælge i sin alvorlige tematik eller løfte unødige pegefingre mod de frelste, der, som pastor Rick, jo alligevel ikke formår at gemme sig bag de storsmilende, falske masker.
Foruden én temmelig uhyggelig hændelse er Camerons dans og gråd henholdsvis på og under bordet blandt de mest dramatiske episoder i en stille, varm og sjov coming-of-age-film, der – i tråd med de bedste indiefortællinger – viser masser af følelser uden at bruge større armbevægelser end dem, som en enkelt køkkenbordsdans til 4 Non Blondes foreskriver.
Kort fortalt:
’The Miseducation of Cameron’ er en varm, sjov og forbløffende realistisk skildring af et stille ungdomsoprør mod et forskruet ’voksent’ verdensbillede.
Læs også: Anmeldelse af ’The Hate U Give’ – Amandla Stenberg er en urkraft i knyttet filmnæve mod racismen