‘Dumbo’: Tim Burtons babyelefant smelter dit hjerte i åndeløst flot Disney-filmatisering
»Ikke græde, ikke græde, ikke græde…!«
Full disclosure: Jeg kæmpede en brav kamp for ikke at hulke højt og uprofessionelt ned i min pressescreeningskaffe under visningen af Tim Burtons live-action-fabel. Og hvis du som jeg også bliver grådlabil over naturprogrammer med nuttede dyreunger i nød og husker Disneys originale tegnefilms-’Dumbo’ fra 1941 som en lettere traumatiserende barndomsevent, kan du allerede nu forberede dig på at få dit hjerte vredet som en karklud, når babyelefanten med de kæmpestore flyveører fælder funklende tårer i 3D.
Glem alt om Bambis mor og Simbas far: Det suverænt mest hjerteskærende Disney-øjeblik vil i min optik for altid være scenen, hvor lille Dumbo besøger sin fængslede mor, og de to fletter snabler igennem tremmerne – hvorfor jeg gruede for mine nerver, da vuggevisen ’Baby Mine’ trillede ud i biografmørket fuld af melankoli og savn. Nogle vil givetvis øffe over, at Burton har beskåret den ikoniske scene til at passe ind i en film, hvor dyrene ikke taler, endsige crooner (på lærredet får en cirkusartist med en ukulele æren), men havde den varet så meget som ét minut længere, var mit følelsesapparat kortsluttet og al professionel anmelderdømmekraft sat ud af spil.
Den største ros, jeg kan give Burton, er, at han lige dér i måneskinnet fik mig til at føle mig syv år gammel igen, med vidt åbent barnehjerte og våde øjne.
Men har ’Dumbo’ andet end kleenex-faktor? Og har Burton leveret en 1:1 Disney-filmatisering a la Bill Condons ’Beauty & the Beast’ (jævn) og Jon Favreaus ’The Jungle Book’ (forrygende)? Svaret er ja og nej.
Der er uvægerligt noget angstprovokerende ved at lade manden, der drænede ’Alice in Wonderland’ for sjæl tage livtag med en af Disney-katalogets fineste små fortællinger fra den første halvdel af det 20. århundrede og forvandle den til en gedigen blockbuster anno 2019 (men ikke så overraskende, med ’Alice’s enorme boxoffice-succes for selvsamme Disney in mente).
Ganske vist ligger Dumbos skæbne tematisk lige til højrebenet for Burton, der alle dage har favoriseret finurlige freaks som filmiske spejlinger af sit eget krøllede outsidersind, men siden instruktøren faldt til mainstreampatten med den rædderlige ’Planet of the Apes’ i 2001 og kom ind i Hollywood-varmen, har det været småt med ’Edward Scissorhands’-magien. Og sammenholdt med Burtons hysteriske special effect-fanatisme i ’Alice’, var der al mulig grund til at frygte for, at elefantens charme ville mutere til et uskønt bæst i manegen.
Så meget desto større er lettelsen over, at ’Dumbo’ synes at have ræsonneret personligt med instruktøren i en grad, der har vækket hans uforlignelige Frankenstein-ekspertise udi akut elskelige firbenede følgesvende i en film, der på ægte Burton’sk vis kontrasterer pastelfarvet drømmeland med steampunk-mareridt. Du har måske set en billardkø, hørt en loppe gø og set en synål lukke sit øje, men jeg tror, jeg har set, det største der er sket, da jeg så en CGI-elefant fløj’ – og troede mere på dens spillevende væsen end på filmens tobenede karakterer af kød og blod.
Dumbo må imidlertid vige hovedrollespotlyset for en spritny menneskefamilie, hvoraf man desværre gerne havde kastet de yngste under cirkustoget. Colin Farrell er showrytteren Holt, der vender tilbage fra Første Verdenskrig med en arm mindre og til nyheden om, at hans kone er død af influenza. Han og børnene Milly (Thandie Newtons datter Nico Parker) og Joe (Finley Hobbins) må genfinde meningen med cirkuslivet – skønt Disney-feministiske Milly hellere vil være videnskabskvinde end glos på af publikum! – og da Dumbo kommer til verden, gryer en ny dag for dem alle.
Cirkusejeren Max Medici (overspillende Danny DeVito) fortvivler dog indledningsvist over dyrets aparte ører, og Dumbo skilles fra sin mor (jævnfør ovenstående traume), da denne forsøger at beskytte ham mod ondsindede plageånder. Holts ditto moderløse unger identificerer sig med elefanternes smerte, men det er en streg i regningen, at Burton ikke har kunnet finde to mere udtryksfulde poder til de centrale roller, der erstatter tegnefilmenes mus Timothy som Dumbos eneste venner. Begge børn forbliver dukkeblanke lærreder som en enerverende påmindelse om, at Burton aldrig har været nogen Spielberg, når det kommer til personinstruktion af andre end BFF-Johnny Depp. Og det er brandærgerligt, idet et par livfulde ’Jurassic Park’-søskende potentielt kunne have eleveret filmen til noget nær klassikerstatus.
Heldigvis er der anderledes djævelsk pep over Michael Keatons kitchede bad guy V.A. Vandervere, der gør sin entre for at give Medici et tilbud, han ikke kan afslå, da rygterne om den flyvende elefant spreder sig. Burton-aficionadoer vil få et kick af at se instruktøren genforenet med sin Batman (Keaton) og Pingvinen (DeVito) for første gang i 30 år, men der dvæles ikke mange sekunder ved genforeningen, før turen går til Vandeveres Dreamland, der – udover at være modelleret over en rigtig forlystelsespark på Coney Island, der brændte ned i 1911 – ligner Burtons bud på et Disneyland after dark, hvor kyniske pengemagnater lokker lommepengene fra små børn og deres forældre med hyldevis af merchandise.
Snapper instruktøren ad hånden, der fodrer ham? Mens Disney-koncernen i disse uger bejler til verdensherredømmet igennem vulgært vokseværk, metalæser man en vis sort satire ind i ’Dumbo’s skildring af underholdningsindustriens skyggesider.
Dreamlands bombastiske rammer truer uvilkårligt fortællingens essentielle intimitet, men uagtet at Burton godt kunne have brugt mere tid i Dumbos øjenhøjde, glemmer man vitterligt alt om tid og sted, hver gang elefanten folder ørerne ud under cirkusteltets hvælvinger i fortryllende flyvesekvenser af det pureste filmguld – akkompagneret af Burton-favoritten Eva Greens elegante luftakrobat iført den Oscar-vindende kostumier Colleen Atwoods gudesmukke kreationer.
I samme arena får vi ligeledes Burtons bud på tegnefilmens syret ominøse lyserøde elefantparade i sæbebobler, der bibeholder snerten af uhygge uden den direkte forbindelse til Dumbo (ingen champagnebrandert). Det er symptomatisk for Burtons forsøg på at flette historien om Holt og co. sammen med Dumbos arv, at elefanten kommer til at spille andenviolin, mens Farrell, Green og Keaton ikke får megen armplads til at ruske op i stereotyperne ved siden af zombiebørnenes generøse skærmtid. Ud med de skarn, så de voksne kan have deres eget Disney-sjov!
Alligevel er filmen stærkt underholdende som farverig eskapisme med et effektivt emotionelt punch, der kontinuerligt prikker til ensomheds grundangst og en underliggende strøm af (personlig?) samfundskritik rettet mod de kapitalistiske magthaveres indifferens over for den lille mands kunstneriske kamp for dagen og vejen (og hans elefant). Det er desuden bemærkelsesværdigt for genren, at teknologi ikke dæmoniseres over for økobudskabet, men i stedet lægges i hænderne på Milly, der ser øget livskvalitet og styrkelse af de sociale fællesskaber, ikke masseødelæggelsesvåben for sig, når hun drejer på skruerne. The future is female!
‘Dumbo’ er Burtons næstbedste film i over et årti (2016’s ’Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’ har en særlig plads hos undertegnede), og selvom kritikere vil fnyse, at det ikke siger så meget igen, skal man immervæk være en særdeles tykhudet type for ikke at blive rørt af eventyret, der i sin kerne fra a til z (og i modsætning til originalen) gør op med menneskets selvudnævnte status som dyrerigets sprechstallmeister.
Danny Elfmans score sender sporadiske kærlige hilsner til ’Edward Scissorhands’, og Arcade Fires soundtrackversion af ’Baby Mine’ sørger for at holde tårekanalerne fugtige under rulleteksterne – og hvis bette blåøjede Dumbo ikke derimellem har overbevist dig om, at ja, elefanter kan flyve, så kommer Tim Burton og rykker dig i snablen.
Kort sagt:
Får naturprogrammer om nuttede dyreunger i nød dig til at fælde en tåre? I så fald vil lille ’Dumbo’ reducere dig til en klynkende saltvandspøl på biografens gulv længe inden Burton-cirkussets tæppefald.
Læs også: Stort interview med Trine Dyrholm – »Jeg vidste simpelthen ikke, om jeg kunne spille rollen hjem«