The Magnetic Fields

På deres niende studiealbum fortsætter The Magnetic Fields de gode takter fra den støjpoppede ‘Distortion’ fra 2008 men nu med omvendt fortegn. Denne gang er der nemlig tale om akustiske popsange, der låner inspiration fra 60’ernes og 70’ernes britiske folk-scene. Indpakningen er altså ny, men indholdet er det samme som altid. Det er pop, det handler om. Tre-fire akkorder, gerne i dur, tilsat frontmand Stephin Merritts idiosynkratiske tekster om kærlighed, te-selskaber og juletræer.

Albummets første nummer er den indiepoppede og helt igennem charmerende ‘You Must Be Out of Your Mind’. Herefter bevæger albummet sig for alvor i retning af folk-genren med spartanske og helt, helt spinkle kompositioner som de smukke ‘Better Things’ og ‘Interlude’ og den pudseløjerlige ‘I Don’t Know What to Say’, der dog fiser lidt for hurtigt ud, ligesom et par af de andre numre er lidt for skitseprægede og uforløste.

Heldigvis har Merritt gemt de to bedste sange til sidst. ‘The Dada Polka’, hvis omkvæd er lige til at forelske sig i, og så det altoverskyggende mesterstykke ‘From a Sinking Boat’, der er et af de mest bevægende afslutningsnumre, jeg nogensinde har hørt. Ved hjælp af to akkorder, akustisk guitar, cello og lidt simpel, men hjerteskærende poesi lukker Merritt ned på smukkeste vis: »I know that I love you, know that I wrote / my last words to you / from a sinking boat«. Ganske enkelt fremragende.