Lucie Baines

Den danske trio Lucie Baines fik en del opmærksomhed og roser med på vejen, da de udgav deres selvbetitlede debut i 2005. Deres blanding af jazz og hiphop var ikke nyskabende, men lækkert udført og med masser af sjæl. Der er hældt mere funk og elektroniske lyde på album nummer to, som dog ellers fortsætter i samme pæne spor, hvor Gisli er ene om at stå for genialiteterne.

Det svinger godt, når Kresten Osgood, Thomas Vang og Gisli stikker hovederne sammen, og der er ikke en finger at sætte på det musikalske håndværk. Til gengæld er det småt med overraskelserne på de bløde, organiske produktioner, der drukner i hinanden uden at fænge og hurtigt ender som uskyldig baggrundsmusik.

Det er op til Gislis ordlege at fange og fastholde lytteren, og heldigvis for Lucie Baines bliver den sprælske rapper bedre for hver udgivelse, han medvirker på. ‘Comedian Dell’Arte’ har rimmageren i kæk topform, og ‘I Didn´t Mean to…’ er kærlighedskvaler skrevet på Gislis typiske, skæve facon.

Der rammes til gengæld helt ved siden af på det anstrengende titelnummer, og de få højdepunkter er langtfra nok til at gøre ‘I Love Lucie Baines’ til en langtidsholdbar kærlighedsaffære.