SERIE. Chief Keef er ethvert pladeselskabs værste mareridt og samtidig mange unge rapperes største inspiration.
Dén modsætning har præget Keith Cozart, som han hedder, gennem en enestående karriere (der fortsat er i gang), hvor han har indført nye stilretninger, populariseret særegne udtryk og endda skabt egne ord (!), alt imens han blev fyret fra sit pladeselskab, glemte at mixe sine udgivelser og blev mere og mere excentrisk.
Chicago-rapperen er typen, der den ene dag bliver anklaget for at have røvet sin producer med en AK-47, mens han den næste udgiver et album (‘Tha Cozart’) som er fyldt med eurodance-beats, som en græsk milliardær har tvunget ham til at rappe over (ja, det skete virkelig).
Nogle af hans vigtigste udgivelser tæller et selvproduceret noiserap-mesterværk, som delvist inspirerede Soundcloud-rappen (‘Back From the Dead 2’), et par gennemdruggede auotunerap-mixtapes, der prægede en mumblerap-generation (‘Almighty So’ og ‘Bang 2’) samt utallige Youtube-videoer, der blev kulthit (for mange til at tælle).
Men der er ingen udgivelse, der så klart forfølger et mål og en stil som hans kærlighedsalbum ‘Thot Breaker’ fra 2017. Det kondenserer mange af hans stærkeste sider som autotune, sukkersøde melodier og excentrisk sprogbrug. Men det er ukarakteristisk gennemført: Et moment af klarsyn i en karriere, der dyrkede det uigennemskuelige.
Hvordan blev det til?
På et tidspunkt i starten af årtiet var det meningen, at Chief Keef skulle være den helt store stjerne. Vi snakker musikvideoer med store stjernegæster, der skulle skydes i ørkenen, kæmpe kontrakt hos Interscope og en deal med Beats By Dre om egne høretelefoner.
Det gik totalt galt. Chief Keef pjækkede fra musikvideo-shootet, nægtede at møde op til sine aftaler og skabte musik på sine helt egne præmisser. Nu, hvor viralitet og streamingtal er den ægte valuta i musikverdenen, havde dén taktik måske fungeret – for Chief Keef blev ved med at skabe internethits som ’Love Sosa’ og ’Hate Being Sober’. Men dengang var han simpelthen ikke clean nok til den store stjernestatus.
Interscope fyrede ham, og Chief Keef begyndte at udgive eksperimenterende autotune-musik, som han selv mixede, mens han var på hostesaft, hvilket gjorde den i forvejen ret syrede musik totalt skramlet.
Det lyder måske som karriereselvmord, og det var det til en vis grad også. I hvert fald døde ideen som Chief Keef som mainstreamstjerne. Men i stedet for popsucces fik vi auteuren Chief Keef: En ekstremt original og totalt uforudsigelig kunstner, der isolerede sig fra branchen og hiphopverdenen, skabte massevis af musik og prægede hiphopscenen i en grad, der er svær at overvurdere.
I al den tid har Chief Keef holdt sig undergrund. Han har aldrig udnyttet den store anerkendelse til noget, der ligner et forsøg på et mainstreamalbum. I stedet har han fortsat med at udgive det ene underlige mixtape efter det andet.
I 2017, da ’Thot Breaker’ udkom, var Chief Keef således anerkendt og efterlignet som aldrig før, men også stadig dybt nede i undergrunden. Det ændrede udgivelsen ikke meget ved – selv om det faktisk er den mest helstøbte og sammenhængende Keef-udgivelse i nyere tid. Den går nemlig all-in på den autotunede og forelskede sangrap, der indtil da havde været et skjult spor i rapperens musik.
Hvordan lyder det?
Chief Keef lyder anderledes end nogensinde før på ‘Thot Breaker’. Han lyder sød.
På introen ‘Alone’ synger han om, at han ikke vil holde en kvinde tilbage: »You should wanna go and live your life / I’m not trying to read you your rights«. Og på Destiny’s Child-pastichén ‘Can You Be My Friend’ er han helt forelsket og vil »get so much of you I OD«.
Et andet sted skaber han en drugget form for kærlighedssang over en gyngende synth, der lyder som Skrillex på ecstasy (‘Whoa’), og så er der albummets højdepunkt ‘My Baby’, hvor Chief Keef lægger en række forskellige, melodiske flow oven i hinanden og skaber en sang om at overvinde et break-up: »Can we call this here a truce, baby?« Til sidst på udgivelsen spørger han gudhjælpemig, om en pige vil holde hånd på ‘Slow Dance’.
Det er altså helt nye toner fra manden, der har lavet både en hel sang, hvor han taler i telefon med en pige, han er ligeglad med (‘Love No Thotties’), samt et andet nummer, hvor han rapper om, at han ikke gider at skrive beskeder, kun emojis (‘Emojis’). Men okay, der har nu altid været en blød side af Keef implicit i selv hans mest afvisende sange. Youtube-klassikeren ‘Love No Thotties’ slutter jo også med, at han køber en flybillet til pigen i telefonen, så de kan mødes.
Der var faktisk allerede to sider i Chief Keefs musik på gennembruds-mixtapet ’Back From the Dead’ fra 2011. For selv om dén udgivelse er kendt for at popularisere den benhårde, nærmest nihilistisk dystre drill-lyd med sange som ’3Hunna’ og kæmpehittet ’Don’t Like’, var der allerede her et fingerpeg mod den melodiske, autotune-eksperimenterende Chief Keef på (anti-)kærlighedssangen ’Save That Shit’.
Dén side går Chief Keef helt ind i på ’Thot Breaker’. Her er ingen hårde drill-sange og ingen spor af den brutalistiske noise-rap, han dyrker på sin ’Back From the Dead’-mixtapeserie. Faktisk er ’Thot Breaker’ nok det tætteste, Chicago-rapperen kommer på et rendyrket konceptalbum om kærligheden.
Hvad har det betydet?
Der er spor af Chief Keefs DNA over alt på den unge hiphopscene.
Den dystre lyd fra ’Don’t Like’-dagene har inspireret drill-scener i New York og London, og hans mumlende rapstil og hyppige brug af det såkaldte aye-flow (hvor hver linje sluttes med et »aye«) på sange som Youtube-hittene ’TEC’ og ’Fool Ya’ har lagt fundamentet for mumble-rappere som Playboi Carti og Lil Uzi Vert, og samtidig er hans sproglige udtryk som ’gang gang’ og selvopfundne ord som ’thot’ sivet ind i hiphoppens sprogbrug.
Chicago-rapperen, der smed hele sin mainstreamkarriere væk i starten af 10’erne, har i dén grad formået at præge hiphoppen. Men når ‘Thot Breaker’ alligevel er et specielt værk, der stikker ud, er det fordi en af de mest vedvarende innovationer fra Keef er den måde, han har brugt autotune til at skabe sange, der både lyder druggy og forelskede.
Hans ’Love No Thotties’ er startskuddet til den slags poppunk-inspirerede kærlighedssange, der nu gennemsyrer hiphoppen gennem folk som Juice WRLD, men på ‘Thot Breaker’-mixtapet er han langt mere sofistikeret og flersidig i sin afsøgning af kærligheden. Det er samtidig et perfekt eksempel på de eksperimenterende og hypermelodiske autotune-flows, der i højere grad er blevet Keefs arv til eftertiden end den hårde drill-lyd.
På ‘Thot Breaker’ giver Chief Keef endelig plads til den melodiske og forelskede side, der altid har ligget latent i hans musik – og resultatet er en udgivelse, der fortjener at blive klassikerkåret.
Læs også: Oversete hiphopklassikere #16: Lil Peep og udgivelsen, der fødte tusindvis af emo-rappere (2016)
Læs alle artiklerne i serien om Oversete Hiphopklassikere HER.