Lars Danielsson

Når man lytter til jazz, føler man sig ofte henført til en skummel beværtning, storbyens puls eller måske en årstid. Lars Danielsson har med sin nye plade placeret sig i aftensolen på en vindblæst klippe ved havet med en masse strygere i baggrunden. Taler vi filmmusik, så er vi i den scene, hvor de elskende ikke er sammen mere, men hver især går rundt i byen med et skævt smil på læben og mindes de gode stunder.

Sammen med bl.a. Carsten Dahl (piano), Cæcilie Norby (sang), Nils Petter Molvaer (trompet) og Danmarks Radios Symfoniorkester levere han 12 egenkompositioner – fine ballader alle præget af nordisk melankoli. Lars Danielsson frembringer flotte melodier med elegant og underfundig underlægning. Det er en fryd at høre bas og cello som solistinstrumenter, i stedet for blot en “pumpen” i rytmegruppen. Han er dog blevet fanget og måske forrådt af sin kærlighed til strenginstrumenter. Dropper man jazzens swing og skarpe harmoniske kanter, og i stedet tilsætter strygere står man med harmonisk, flot men ensidig klassik musik. Skal du lave klassisk musik, så spil på nogle flere tangenter. Giv mig pauker, basuner, temposkift og overraskelser! Lidt eksotisk percussion og smagfulde samples ændrer ikke på den mediterende døs, som numrene alle falder i.

Det er bunduretfærdige ord at give en velproduceret, smuk og intelligent CD med på vejen. Jeg savner et glimt af noget grimt, vulgært og smagløst. Nogle af numrene burde være løbet løbsk og bryde de pæne former. Det er fint at han står på klippen og spiller, men jeg ville ønske, at han også sprang ud, hvor musikken til tider bliver farlig og kaotisk.