Pronoun gør 80’ernes stadionrock lavmælt, indadvendt og nervøs
Vi skal over et år tilbage for at finde den første single, Pronoun slap fra debutalbummet ‘I’ll Show You Stronger’ – og lige fra jeg hørte dén sang, ‘Run’, har jeg glædet mig til at høre hende i en albumkontekst. Hendes lavmælte vemodighed var lige fra starten fængslende, og det er svært at bestride, at hun har et skarpt øre for melodier.
Alyse Vellturo, som Pronoun hedder i virkeligheden, bliver tit rubriceret som indierock, men når jeg hører 12 sange i træk fra hende, går det op for mig, at hun også har rigtig meget til fælles med 80’ernes stadionrock. Guitarintroen på ‘Sadie’ lyder som snydt ud af en U2-sang, både melodien og sangstilen på ‘Wrong’ ville ikke lyde malplaceret hos Bruce Springsteen, og du ville godt kunne overbevise mig om, at ‘Everybody Knows’ oprindeligt var opført af The Hooters.
Du skal dog endelig ikke tro, at ‘I’ll Show You Stronger’ lyder som U2, Springsteen eller The Hooters – tre navne, der jo egentlig heller ikke lyder synderligt meget som hinanden. Jeg fremhæver mest dette for at vise, at der er noget grandiost og frembrusende over albummets skala. Det er ellers skjult godt, for ikke alene er hun en ret underspillet sanger, hele albummets æstetik er også tilbageholdende, hvor alle sangtitler, samt album- og kunstnernavnet er stiliseret, så det udelukkende står med små bogstaver. Albummets artwork giver end ikke plads til et ansigtsudtryk.
Denne spænding mellem det nedtonede og det ekspressive er en af Pronouns største forcer. Det giver hendes sange en vis sitrende energi – som om, hun altid ofte er på nippet til en følelsesmæssig eksplosion, men leger lidt med lytteren ved at holde igen. Jeg tror næppe, jeg har hørt sangen ‘Temporary Tantrum’ en eneste gang uden at forvente, at der ville komme en buldrende basfigur, der kunne være snydt ud af en Saveus-sang. Men den kommer ikke, for Pronoun er mere interesseret i at vise dig følelsernes kompleksiteter end i at ramme dig med fuld kraft.
Dette lavmælte, bevidst uperfekte univers er inciterende, men det er desværre ikke et, der fordrer mange gennemlytninger. Trods de mangefacetterede følelser får man ret hurtigt fordøjet Pronouns musikalske univers, og hendes fusion af snappy omkvæd og tænksom tristesse resulterer mest af alt i en række ganske gode sange – ikke så meget en emotionel rejse, hvor man ender et andet sted, når albummet er færdigt, sammenlignet med når man startede.
Måske er det fordi hun udgav halvdelen af singlerne forud for albummets udgivelse, at albummets helhed har svært ved helt at vælte mig omkuld på samme måde som de individuelle sange har gjort de seneste mange måneder. Og selv efter adskillige gennemlytninger må jeg indrømme, at det stadig er singlerne, der sidder mest fast. Mange af de nye numre, såsom ‘The Pieces of You’ og ‘For the Story’, hænger simpelthen ikke ved på samme måde.
Når Pronoun tager stadionrockklichéer og vender dem på hovedet, så de bliver lavmælte og nervøse, er det dog stadig dybt tiltalende. Så selv om albummets højdepunkter langt hen ad vejen er singlerne, er det absolut værd at give en gennemlytning eller to.
Kort sagt:
Pronouns sangskrivning trækker på stadionrock, men hendes fremførsel er mere diskret og indadvendt. Denne dikotomi resulterer i en unik lyd, og albummet har en del mindeværdig sangskrivning – også selv om singlerne bærer en god del af vægten.