Straight From the Harp

Straight From the Harp kan deres rockhistorie til fingerspidserne. Og derfor indgyder gennemlytning af den berliner-bosatte duos første album da også i høj til at grave videre ned til kanoniserede forgængere. Hvilket blandt andet skyldes, at Jarno Varsted og Lady Lützens egen kompositioner har lidt svært ved at bide sig fast.

Det monotone rytmeboks-akkompagnement ekkoer af Suicides spartanske elektroniske landevindinger i slut-70’erne – men bare uden den samme uafrystelige destruktionslyst. Den elektrisk forstærkede mundharmonika sender venlige nik til Love Shop-elegantieren Henrik Hall og giver det hele en snert af dekadent neon-glitrende storbycowboy-charme – men holder sig ellers primært til de samme forglemmelige metalliske triller. Ej at forglemme den knivskarpe rockabilly-inspirerede selviscenesættelse med anderumpe, hausfrau-bobbet hår, 50’er-jakkesæt og spadseredragt.

Det er som udgangspunkt et godt træk som debuterende band at have et klart defineret musikalsk univers. Og det har Straight From the Harp. Problemet er bare, at de melodier, de hælder ned i støbeformen, er så letvægter-agtige, at de næsten allerede er gledet ud af ens bevidsthed, inden ‘Rain Rain Down Down’ klinger ud. Og så hjælper det ikke ligefrem, at makkerparrets underligt fraværende levering, der helt sikkert er tænkt som distanceret på den cool måde, spærrer for ethvert tilløb til engagement hos modtageren.