Young Gunz
Året 2004 skulle være det år, da de to ungdomsvenner Hanif Muhammad (Neef) og Christopher Ries (Young Chris), begge 19 år, fik udgivet deres første album ‘Tough Luv’ under navnet ‘Young Gunz’. Manden bag pladeselskabet, som valgte at udgive deres album, er ingen ringere end den nyudnævnte fuldtids forretningsfører og eks-rapper, Jay-Z, som da på nummeret ‘Never Take Me Alive’ alligevel gæster de ‘Unge Pistoler’.
At det er Jay-Z pladeselskab, som står bag dette album, er dog let at mærke på de produktioner, som er på ‘Tough Luv’. Gennem hele albummet er det meget tilrettelagte og gennemkomponerede musiske elementer, som kendetegner produktionerne. De rytmiske elementer bliver på nummeret ‘No Better Love’ suppleret med en sampling af Luther Vandross-nummeret ‘Better Love’.
Titelnummeret ‘Tough Love’ starter med en vanlig snakken mellem gutter fra kvarteret og går derefter over i en stemningsfuld melodisk kvindelige vokal og et enkelt men meget fængende klaverspil. Dette efterfølges eller suppleres desværre af en militant trommen og en lige så punktlig rap, og ingen harmoni opstår i nummeret. Det samme kan siges om ‘$$$ Girlz’, der gennem hele nummeret har en velvalgt sampling af Hall & Oates’ ‘Rich Girl’. Det passer dog dårligt sammen med resten af produktionen af det nummer. Den lyd og den rap, som ødelægger den gode start på titelnummeret, er desværre sigende for hele albummet. Uanset om det er en stille rap-sjæler eller en hård beretning om kvarteret, hvor de voksede op.
Umiddelbart kan de to unge rappere deres kram, men deres tekster er intetsigende, stereotype ligesom meget af det hiphop, der kommer ud i disse dage fra deres rapkollegaer på Roc-A-Fella: Memphis Bleek, Beanie Sigel og Camron. Alle med et vers eller to på albummet. Meget af den musik, som bliver præsenteret på dette album, har en lyd, som virker ligeså planlagt og professionel, som man ser hos mange af de konceptbaserede (boy) bands. Dette gør, at enhver følelse af autencitet, som de påkalder sig på albummet, forsvinder hos lytteren, og albummet glider over i et ligegyldigt musisk overflødighedshorn. Den hårde tone, som eksisterer på numre som ‘Friday Night’, bliver endda til tider en irriterende baggrundsstøj, som i særdeleshed ikke gør sig på en stille eftermiddag, og som kun til nød kan gøre dansegulvet hedt lørdag aften.
Alt i alt er dette album altså ikke noget, der bringer hiphoppen, eller musikken generelt, noget nyt. Det er ikke nødvendigvis fordi, de to rappere ikke rummer det potentiale, som skal til for at fjerne hiphoppen og musikken fra ligegyldighedens univers og føre lytteren ind i overraskelsens magi og mystik, men fordi den vej, de har valgt at gå, eller som måske er blevet valgt for dem, intet unikt og interessant indeholder. Et album som derfor ikke er værd at investere i.