Canibus

“You need to place the hate with respect, I’m probably the best yet, Poet Laureate (hofpoet red.)!” Uhæmmet selvpromovering er bestemt ikke et ukendt karakteristika for hiphop musik og Canibus er absolut ingen undtagelse som citatet viser. Oftest er rapperes krav om at være “the best” imidlertid ikke andet end en intuitiv refleks i en musikkultur, der opstod som et desperat krav om identitet og selvværd i de fattige, sorte kvarterer i USA. En refleks der ved nærmere eftertanke for langt de fleste rappere må ende med en selverkendelse der burde mindske armbevægelserne.

Denne selverkendelse kan Canibus ganske enkelt ikke besidde. Hans tekster emmer af en gennemsyrende dyb og inderlig overbevisning om, at han er den vildeste rapper nogensinde – og en lige så stor forargelse over at ingen har opdaget det. ‘Rip The Jacker’, der udkom for godt et år siden, er Canibus femte forsøg på at demonstrere sit enorme talent og udfri de forventninger der har været til ham siden hans debut i 1997. Noget ingen af de forrige fire albums imidlertid har været i stand til, med hans tredje album ‘C: True Hollywood Stories’ som et lavpunkt. Men den 29 årige amerikanske rapper har denne gang noget at have det i.

‘Rip The Jacker’ er nemlig 45 minutters knivskarp, koncentreret og intens hiphop skabt af én producer, Stoupe fra Jedi Mind Tricks, og én rapper. Der er ikke en eneste gæsteoptræden, ikke et eneste ligegyldigt skit og ikke et eneste håbløst remix – kun ti velproducerede, afvekslende numre af høj originalitet som baggrund for Canibus insisterende og gennemtrængende rap. Som på ‘No Return’ hvor et let nærmest reggaeagtigt beat møder en sørøverfløjte medens Canibus ved hjælp af tre vers i form af tre velfortalte historier, forestiller sig sin død. Eller på ‘Indibisible’ med et salsa guitarspil og et omkvæd med en Mariachi lignende stemme. Og ofte krydres produktionerne med så gennemførte hooks at samplingens konge inden for hiphop, DJ Premier fra Gang Starr, skal til at kigge sig over skulderen. Som på ‘Psych Evaluation’ hvor Stoupe sampler f.eks. Mobb Deep og Portishead medens Canibus evaluerer sit selv over et tungt beat af den slags som er så kendetegnende for Stoupe.

Canibus virker samtidig i bedre form end nogensinde. Ikke at selve rappen er flere niveauer højere end hvad han tidligere har præsteret. “Bis” har altid leveret et dygtigt flow og en original rap med hans futuristiske analogier til videnskabens verden som han stiftede bekendtskab med da han læste computer informationssystematik. Med ‘Poet Laureate II’ virker konceptet i hvert enkelt nummer imidlertid langt mere gennemtænkt og sammenhængende end nogensinde før, og med Stoupes produktioner løftes Canibus rap yderligere. Canibus – Stoupe samarbejdet er kvalitet i en tid hvor fokus i hiphop ligger på kvantitet. Lad os håbe at der kommer mere ud af det samarbejde!

Efter fire middelmådige udgivelser var det ved at være sidste chance for Canibus, men med Stoupe til at svinge taksstokken leverer rapperen endelig dét album der nok skal bringe ham den anerkendelse hans talent uden tvivl har stillet ham i udsigt og som han med stadigt større bitterhed har krævet med årene. “One of the best yet” – uden selvfornægtelse.