Artiklen indeholder SPOILERS for hele tredje sæson ’Stranger Things’ (og de foregående to sæsoner). Videre læsning på eget ansvar.
Det er en lille uge siden at ’Stranger Things’ noget nær naturstridigt underholdende tredje sæson landede på Netflix, hvorfor de fleste fans formentlig for længst har slugt alle otte afsnit og skrålet sig hæse i »Neverending stoorrryyy ah ah aaa ah ah aaa ah ah aaaa«.
Og dermed er det naturligvis også blevet tid til en spoilersnak, hvor vi dykker ned i sæsonens største, vildeste og mest velkomne overraskelser, hvis konsekvenser for karakterer og plot allerede peger langt ind i fjerde kapitel…
Hopper led heltedøden
Lad os bare starte med tredje sæsons største chok: Slog Duffer-brødrene lige en af seriens mest elskede karakterer ihjel i finalen? Skal vi fortvivle i kollektiv sorg og Hopper-memes på Twitter?
Det korte svar er selvfølgelig: Ro på.
Allerførst i tredje sæson udpenslede Dufferne i splatterdetaljer, hvordan det ser ud når man fumler med bore-teknologien ved porten til mareridtslandet The Upside Down – afrevne lemmer og rygende hakkekød for alle pengene. Men efter Joyce (Winona Ryder) slukkede for russernes lasermaskine og forårsagede lignende lyn og ild, var der intet spor af heltemodige Hopper, som stod nærmest eksplosionen.
Joyce, El (Millie Bobby Brown) og co. vidste dog naturligvis ikke bedre end at sheriffen tilsyneladende havde forladt denne jord (heller ikke helt off) og serien satte tårepersertrumf på, da Hopper i en sidste flashback-voiceover læste den rørende tale til Mike (Finn Wolfhard) og El, han ellers aldrig fik op af skjortelommen.
Men, men. Hopper er ikke død, han er såmænd bare tage et smut til Rusland via The Upside Down (muligvis lige så behageligt som at flyve på økonomiklasse til Minsk i 80’erne). Det fik vi så godt som skåret ud i pap, da en ekstrascene afbrød rulleteksterne for at besøge et lurvet russisk fængsel, hvor to vagter udvælger en fange fra en række aflåste celler: »Not the American« siger den ene, og jeg vil gerne vædde et livs forbrug af kirsebærmilkshakes (RIP, Alexei) på, at det er ’Stranger Things’ yndlings-dad bod der refereres til.
Hoppers fangenskab åbner op for flere nærliggende storylines i fjerde sæson: Først og fremmest vil den gode chiefs fravær tvinge El til at modnes og stå på egne ben, og dernæst skal vi selvfølgelig finde ud af, hvordan han undslipper russernes bur som den hårdtslående 80’er-actionstjerne, han nu engang er (»fat Rambo«, som Alexei ville sige). Er det lige så nemt som at bryde ind i deres bunker, burde Hopper have gode odds for en snarlig tilbagevenden til Hawkins. Men så ukompliceret bliver det nok trods alt ikke…
Hawkins favoritmonster er tilbage
Når vi nu er ved Hoppers russiske eventyr:
I ekstrascenens sidste sekunder blev en stakkels russisk fange (jævnfør »Not the American«) smidt for løverne aka. et styks vaskeægte, klassisk demogorgon som vi kendte og frygtede den i de første sæsoner. Og det akkurat som drengene på symbolsk vis havde pakket Dungeons & Dragons sammen.
Ergo ser det ud som om, at Duffer-brødrene har afsløret fjerde sæsons hovedfjende på forhånd, akkurat som de gjorde det i sæson tos finale med slutbilledet af Mind Flayeren, der tårnede sig op over Hawkins. Dengang virkede cliffhangeren som en ærgerlig afmystificering af den lurende ondskab forud for, hvad der kunne være blevet en forudsigelig tredje sæson, men alle bange anelser blev gjort til skamme da Duffer-brødrene lod Flayeren spille andenviolin til Billys isnende monstermarionet; det gjorde ikke så meget, at vi fra start kendte til monsterets sande natur da det var den nye ’Invasion of the Body Snatchers’-præmis der for alvor fængede.
Derfor har jeg da også forsigtig tiltro til, at Dufferne har en langsigtet plan for demogorgonen der rækker længere end et »He’s back!«-chok for vor unge helte. Men det vil nok være en god ide, hvis de uanset hvad afpudser D&D-formen inden tæppet går for endnu en runde liv eller død i Hawkins.
Billys soning
Hvem skulle have troet, at anden sæsons uomtvisteligt mest enerverende og endimensionelle karakterer (læs: røvirriterende) skulle gå hen og blive et highlight i tredje sæson?
I hvert fald ikke jeg, og derfor var det også med vantro hjertebanken, at jeg måtte overgive mig til Billys storyline som historien skred frem for til sidst endda at fælde en lille tåre for den tidligere high school-plage, da han ofrede sig for at forsvare børnene mod selvsamme Flayer, der havde besat ham i otte episoder op til det endelige slag under Starcourts glashvælvinger.
Jo, jo, der var lige lovlig meget ’Inception’ over scenerne på stranden i de minder, Eleven frembragte i den splittede forstadsfrueforførers sind, men eksekveringen var både følelsesmæssigt effektiv såvel som visuelt imponerende. Og vigtigst af alt gav de australske Dacre Montgomery lov til at spille på helt andre strenge af talentet som mere og andet end Rob Lowe-wannabe – saunascenen, hvor Billy vendte på en tallerken fra grådkvalt storebror til psykotisk Flayer-monster gav kriblende gåsegud.
Selvom Billys endelige død i shoppecentret måske ikke var noget stort twist, var det en af ’Stranger Things’ mest sørgelige og voldsomme scener til dato, og Montgomerys rejse i sæsonen står som et levende bevis på, at man ikke skal skue Dufferne på demo-dog-hårene når det kommer til karakterudvikling af selv de mest trætte klicheer. Det lover godt for birollecastet fremadrettet, hvor særligt lillesøster Max godt kunne bruge en mere flerfacetteret fortælling nu, hvor hendes bror er væk.
Robins hemmelighed
Det var ikke kun Billy der overraskede positivt i tredje sæson. Sæsondebutanten Robin (Maya Hawke) gjorde sig allerede bemærket i traileren som Robin, Steve ‘ The Hair’ Harringtons (Joe Keery) nye kollega i isbiksen Scoops Ahoy i Starcourt, og mange fans – såvel som jeg selv – spekulerede i, om hun monstro blev kørt i stilling som Steves rebound fra eksen Nancy Wheeler (Natalia Dyer).
Det lugtede derhenad i de første nye afsnit, men Robin viste sig hurtigt at være langt mere end et token romantisk sidekick. Hawke tilføjede sin cool girl-karakterer en forfriskende selvstændig kampånd der kun blev mere interessant som sæsonen skred frem, og som stod i deadpan-kontrast til Nancys mere forsagte femininitet. Hun var den skæve, seje og brandcharmerende kvindelige karakter i seer-øjenhøjde, man ikke havde været klar over, at serien akut savnede før hun entrerede scenen (og som Max altså aldrig bliver, sorry), og så smed hun et af sæsonens bedste twists på bordet i finalen, da hun sprang ud som lesbisk til kærlighedshungrende Steve.
Øjeblikket var både ærligt, fint og velspillet af Hawke, der forhåbentlig styrer mod en stor rolle i fjerde sæson, hvor ’Stranger Things’ åbner op for en bredere og mere inkluderende repræsentation af teenage og pigeliv – og måske samtidig for, at Wills (Noah Schnapp) hjertesorg over drengegruppens opbrud stikker dybere end først antaget.»Det er ikke min skyld, at du ikke kan lide piger!« vrissede Mike over vennens bitterhed i en særligt trist scene, og det sårede udtryk på Wills ansigt gjorde begge tavse.
Og seerne eftertænksomme.
El mister sit magiske touch
Efter at haft næseblod af koncentration i 80 procent af sine scener i tredje sæson, løb Eleven (Millie Bobby Brown) til sidst tør for batteri som Dustins skrattende walkietalkie. End ikke en New Coca Cola-dåse eller bamse kunne den telekinetiske heltinde kaste rundt med som i et ekko af ’Superman 2’ fra 1980, hvor manden med kappen bliver en ganske almindelig dødelig. For en kort stund, i hvert fald.
El står nu uden sin adoptivfar Hopper og de kræfter, der har været både en velsignelse og en forbandelse siden hun som spæd blev gjort til forsøgskanin, og fjerde sæson kommer således til at hudflette en ny form for selvudvikling for karakteren, der alle dage har drømt om at få et normalt liv uden freak-faktoren. Her er din chance, El – og en glimrende mulighed for Millie Bobby Brown til at nuancere sin performance i forlængelse af karakterens spirende teenageopgør med Hopper og Mikes ’pæn pige’-forventninger til hende.
Med den nye demogorgon krybende på sidelinjen går der dog sikkert ikke længe, før El kommer til at savne sin kampform, og måske hun endda får brug for sin gamle lede Papas (Matthew Modine) hjælp? Eller hvad med ’søsteren’ Kali (danske Linnea Berthelsen), der besidder lignende utrolige evner, som vi så i anden sæson? Inden El tager revanche – for det gør hun på et opportunt plottidspunkt – får vi andre i det mindste et tiltrængt afbræk fra mængden af blodtudsscener.
Rendyrket hospitals-horror
Inden premieren på tredje sæson teasede Natalia Dyer aka. Nancy Wheeler for, at sæsonen ville blive vildere og mere uhyggelig end før set, mens Duffer-brødrene selv fortalte, at de havde hentet inspiration fra en række af 80’ernes store gyser- og body horror-mestre a la David Cronenberg, John Carptenter og George A. Romero
Referencerne skinnede da også igennem fra første færd, hvor The Mind Flayers stoflige, splattede form vækkede minder om hovedpersonens opløsning i ’The Fly’, og dens menneskelige ofres zombietilstand sendte hilsner til både Philip Kaufmans ’Invasion of the Body Snatchers’ (ganske vist fra ’78) og Romeros ’Day of the Dead’ fra 1985 – samme år, som sæson 3 udspillede sig i.
Den mest spektakulære gysersekvens foldede sig i al sin ’American Horror Story’-gru ud på Hawkins General Hospital, hvor Nancy og Jonathan kom i nærkontakt med deres »flayed« aviskolleger Tom (Michael Park) og Bruce (Jake Busey) – her endnu mere nederdrægtige end til de sexistiske redaktionsmøder – såvel som Flayeren selv i lysstofrørenes sygelige lys. Det var alt andet end børnevenligt, da kæresteparret desperat flygtede ned af lange, blodtilsølede gange og forbi maltrakteret personale, og den tonale formørkelse klædte serien som frydefuldt ækelt supplement til den hysterisk farverige 80’er-neonæstetik i Starcourt.
‘Stranger Things’ tonale evolution fra ‘Ghostbusters’-hygge med et skvæt ‘Alien’ til hårrejsende horror-splat følger de unge karakterers modning, og derfor bør vi forvente mere af samme skuffe i sæson fire. For der er masser af 80’er-guf at plukke i, fra ‘Fright Night’, til ‘Hellraiser’ og, hvis vi når så langt frem i tid, ‘Prom Night’.
Dustins musical-moment
Det var sæsonens ultimativt strangest thing. Og muligvis serieårets mest mindeværdige øjeblik.
Ikke alene bekræftede finalen, at Dustins kæreste Suzie fra Camp Know Where (genialt) var en virkelig person (vi tvivlede aldrig, Dustin!), den gav os også noget så absurd og vidunderligt som en ’Neverending Story’-sing-a-long midt i det actionfyldte klimaks, hvor adskillige heltes liv hang i en meget tynd tråd.
Søde mormonske Suzie-Poo (teaterskuepiller Gabriella Pizzolo) fra Salt Lake City (en ung Phoebe Cates-lookalike, præcis som Dustin havde sagt) ville have en kærlighedserklæring fra sin Dusty-Bun inden hun gav ham den korrekte talrække i Plancks konstant, og hvad Suzie ønsker skal hun få. Et voila: Et øjebliks ren nostalgilykke der fik alle os, der som børn har stortudet til ’The Neverending Story’ til at gå i ekstase. Også selvom intermezzoet uværgerligt kostede både Billy og (næsten) Hopper livet.
Visse ting er simpelthen vigtigere end en happy end for alle. Og højt på listen vil for altid være muligheden for at samle adskillige millioner Netflix-brugere i fællessang til stor glæde for alle de udenforstående venner og familier, der resten af sommeren kommer til at høre »ah ah aaa ah ah aaa ah ah aaaa« nynnet i badet fra Slagelse til Sydney.
Vi har med garanti ikke set det sidste til Suzie, hvis kloge hoved atter kan blive hele bandens redning i fjerde sæson, ligesom Dustin nu synes at stå mere rodfæstet overfor de andres parløb, der for en stund fik gav ynglingen en ulmende usikker outsider-status af den slags, man ofte ser udnyttet til forestående tragisk vinding i serieland. Pyha!
Læs også: Anmeldelse af ’Stranger Things’ sæson 3: Forrygende finale giver nærmest næseblod af begejstring
Læs også: Hvem er ‘Stranger Things’ nye stjerne (og hvorfor ser hun så bekendt ud)?