Ludacris

Manden med det flabede flow har smidt køns-konceptalbummet ‘Battle of the Sexes’ på gaden, uden at det flytter det mindste på hans musikalske udtryk eller forståelsen for det stærke køn. Men Ludacris’ legende lette skift mellem overlegen sugardaddy-rap og dobbelttempo til dansable dirty south-beats går hånd i hånd.

Hvert Ludacris-udgivelse har haft et par hits, problemet er fortsat at lave et helt godt album. Det dansable club-hit ‘How Low’, den tunge ‘Party No Mo’ og den flabede ‘My Chick Bad’ står som skivens stærkeste. Med tunge crunkede beats og lidt chop’n’screw der varierer det vokale udtryk. Luda er bedst, når han lader humoren få frit løb. Værst er det, når sukker i tanken får motoren til at kører i tomgang med diverse kærlighedshymner.

På ‘Feelin’ So Sexy’ rappes der: »We can role play, you the artist I’ll be your manager / You can be the nurse, I’m the doctor«. Hvem ville have troet, at feminismen skulle snige sig ind i dirty south-rap?

Albummet skulle have været et projekt mellem Ludacris og Shawnna i en fælles udredning af kønsforskelle. Men efter Shawnna forlod Ludas label, stod Atlanta-rapperen tilbage med et koncept, der tilsyneladende døde af grin på operationsbordet, for resultatet blev en banal rap-rundgang i hvor meget røv, han kan få i løbet af en nat. Nu må de rappere snart finde ud af, at det ikke er et spørgsmål om stamina men hastighed!