Jpegmafia finpudser i stedet for at forny på ‘All My Heroes Are Cornballs’
»You think you know me?«
Spørgsmålet er et ekko ikke bare gennem hele Jpegmafias nye album ‘All My Heroes Are Cornballs’, men gennem hele hans diskografi. Både rent konkret: Ordene er samplet gennem mange af rapperens sange. Men de er også et slags kunstnerisk mantra.
For Peggy, som rapperen kærligt kaldes af sine fans, har også bygget sin karriere på at underminere dé lyttere, der tror, at de kender ham. Uforudsigelighed, ustabilitet, utilregnelighed – det er Jpegmafias virkemidler. Hans sange falder aldrig til ro, og selv hvis de gør, så er det maksimalt en rævesøvn, skabt til et lulle dig ind i en falsk sikkerhed.
Derfor var der også noget ambivalent over det, da jeg satte ’All My Heroes Are Cornballs’ på og tænkte: ‘Ah, ja, det her kender jeg’. Det her er typisk Jpegmafia.
Man kan nærmest lave en tjekliste:
Her er de uventede popsange, der gentænkes (’No Letting Go’ på ’Prone!’, ’No Scrubs’ på ’Pos Verified Lifestyle’), lånte ad-libs (Lil Uzi Vert-agtige udråb på ’Kenan Vs. Kel’) battle-rap-sange mod uventede mål (nørder på ’Beta Male Strategies’), attentattrusler mod højreekstremister (Steve Bannon på ’Prone!’), meme-agtige sangtitler (’Lifes Hard, Here’s a Song About Sorrel’… og alle andre sange), metakommentarer (»such a cool chord change!« på ’Free The Frail’, »I’m pretty sure I coughed on every fucking song« på ’Papi I Missed U’) og numre om tiden som soldat (’PTSD’, ’Grimy Waifu’).
Det her er alt sammen virkemidler og tematikker, man kender Jpegmafia for. Læg dertil en gennemgående ukonventionel sangstruktur, et glitchet lydbillede, en helt vild genremangfoldighed og en masse manipulerede vokalspor, og du har et album, der er typisk Peggy. Men netop det er jo det underlige. For var det ikke meningen, man aldrig måtte kunne lære ham at kende? At alt skulle være uventet?
Det er lidt af et dilemma, Baltimore-kunstneren er løbet ind i. Manden, der lød ulig noget andet, har nu pludselig en lyd – selv hvis dén lyd mere er en form for anti-lyd eller en overordnet idé om, hvilke taktikker han bruger for at opløse sine sange. Det faktum tager Jpegmafia endda pis på her, nemlig på sangen ’Jpegmafia Type Beat’, der selvfølgelig netop ikke er et beat, der har en specifik Jpegmafia-lyd, men i stedet en voldsom parodi på selve ideen om ‘type-beats’, der efterligner en særlig stil.
Så ja: Det første, man er nødt til at acceptere på ’All My Heroes Are Cornballs’, er, at det er okay, at vi føler os en smule mere kendte i Jpegmafias kaotiske univers. For det her er mere en videreførelse af tematikkerne på det øjenåbnende 2018-album ’Veteran’ end en total nytænkning. Det er en udvidelse af strategierne, han anvendte der, men fundamentalt set er han i samme zone.
Hvis der er forskelle, består de i nuancer. Der er eksempelvis mere rendyrket rap her. Tit angriber Jpegmafia beatet med en energi, der virker som en fuckfinger til alle dem, der kun ser ham som en artist, der ironiserer over hiphoppen. Her lyder han skiftevis manisk som Danny Brown og flow-excentrisk som Lil Uzi Vert – tilsat en dosis battlerap-energi plus en MF Doom-inspireret frygtløshed over for eksperimenterede beats og uortodokse rim.
Numre som ’Kenan Vs. Kel’, ’BBW’, ’PTSD’ og den (MF Doom-refererende!) ’Post Verified Freestyle’ lyder som lyriske angreb, der blot er blevet skrevet ind i en ny musikalsk kontekst eller har fået et lidt skævt tema. Man kunne klistre vers fra de numre over på klassiske 90’er-beats og have en stærk boom bap-sang. Førstnævnte har endda denne her næsten kitschede, freestyle-agtige linje: »I’m on a mission / to kill the competition!«
En anden udvikling er – og det er måske det uventede ved ’All My Heroes Are Cornballs – at albummet, på trods af sine mange uventede drejninger, sjældent (eller i hvert fald sjældnere) er direkte ubehageligt eller aggressivt at lytte til. Visse stemninger får lov til at hvile på en måde, der næsten vækker tanker om Blood Oranges kollage-tænkning.
Titelsangen og afslutteren ‘Papi I Missed U’ har for eksempel nærmest drømmende, summende beats, der får lov til at svæve i luften. Det gjorde åbningsnummeret fra ‘Veteran’, ‘1539 Calvert’, selvfølgelig også – men her får den slags dvælende tracks lov til at fylde mere. Jpegmafia har, med andre ord, ikke så travlt med demonstrativt at rive sine ideer i stykker som før.
Når det så er sagt, så taler vi stadig om en rapper, der starter albummet med en sang (’Jesus Forgive Me, I Am A Thot’), der både har et Usher-agtigt r’n’b-indslag, råbe-rap, et væld af underlige samples og et beat, der lyder som kanaler, der skifter på et tv med dårlig forbindelse. Det hele er stadig pænt weird. Bare også en smule velkendt.
Og det er måske fint nok. Det gør måske ikke noget, at vi – i hvert fald lige nu – godt føler, at vi ved, hvem Jpegmafia er. For han har sjældent lydt bedre, end han gør her.
Kort sagt:
‘All My Heroes Are Cornballs’ føles ikke så radikalt nyskabende som Jpegmafias gennembrudsalbum ‘Veteran’. I stedet for at radikalt nytænke sin musikalske tilgang, har han skærpet sin teknik. Vi kender efterhånden rapperen og hans virkemidler. Og det er måske okay, for han har sjældent lydt bedre end her.
Læs også: Jpegmafias smadrede internethiphop blander alt fra Ol’ Dirty Bastard til Britney Spears