Pete Yorn

Her er tre tekstlinjer: »I want to be your precious stone«, »Rock crowd throw your arms around me« og »Love is stronger, stronger than fear«. Direkte, enkle og letforståelige, men desværre også fortærskede, gennemprøvede, ja helt igennem uinspirerede. De er skrevet af en amerikansk sangskriver. Hans navn er Pete Yorn, og de er blot et lille udsnit af den slags intetsigende udsagn, man konstant støder på i selskab med hans selvbetitlede, femte album.

Han er nu ellers en feteret herre i sit hjemland. Det store gennembrud kom i 2000 med et nummer til Jim Carrey-komedien ‘Me, Myself and Irene’. Herefter fulgte en pladekontrakt med Columbia, og i de næste par år fulgte album efter album med så forskellige samarbejdspartnere som R.E.M.’s Peter Buck og Dixie Chicks’ Martie Maguire og Natalie Maines.

Denne her gang har Yorn hevet ingen ringere end Pixies-frontmanden og indie-legenden Black Francis i studiet. Måske i håb om lidt løssluppenhed, nogle sprækker i den musikalske fugemasse, en løsrivelse fra konventionen. Men ak og ve, lidet hjælper det. For til trods for enkelte anstrøg af amerikansk slackerrock anno 1990, der vækker mindelser om netop Pixies, er og bliver musikken den samme. Primitive akkordsammensætninger, standardiseret rytmik med forjagede omkvæd tilsat noget så klichéfyldt som ru stemmeføring. Sådan beskrives udtrykket bedst.

Men Pete Yorn svælger tilsyneladende ubekymret i sin egen selvsikkerhed. »I’ve found a way to live forever« hedder det på åbningsnummeret. Et udsagn, der klinger hult og ironisk. For i de 45 minutter, hans femte album varer, er han godt i gang med at forudsige sin egen forgængelighed.