Danava

Lige fra navnet på sanskrit, der er rapset fra en af hindu-mytologiens utallige dæmonracer, til looket med lange lokker og blottede, ranglede overkroppe er Danava en flok halvfjerdser-progrockere dybt ind i sjælen, hvad de end ellers måtte forsøge at bilde en ind.

Bandet deler psych- og heavy-fascinationen med Kemado-labelmakkere The Sword og Dungen, men har derudover kappet jordforbindelsen fuldstændigt. Tænk Motörhead-Lemmy, da han stadig spillede i Hawkwind. Tænk forblæste og episke temaer med barok og bombastisk instrumentering – og du er ved at være i Danavas nabolag.

De er også hurtige i optrækket. Andet album fra Portland-kvartetten er ude mindre end halvandet år efter, at debuten så dagens lys i USA. Spørgsmålet er så, om de har haft for travlt. Forsanger Dusty Sparkles har vist ikke haft tid til at øve sig på vokalarbejdet, men fastholder sin skingert skærende og undertiden lovligt skæve måde at lufte stemmebåndet på. Og det er mildest talt en tillært smag på linje med oliven og kapers ovenpå deres psykedeliske pizza.

‘UnonoU’ er derfor ikke et værk, der egner sig som turistbrochure for den tillukkede og nådesløst nørdede verden, som 20-sidede terninger, molekylærbiologi og progrock har hjemme i. Men det er vanskeligt ikke at føle sig underholdt i den lille time, som albummet varer. Især kulminationen, den 13 minutter lange ‘One Mind Gone Separate Ways’, er så latterligt opstyltet, at et lyt burde kunne krølle tankerne og mundvigene i retning af ‘Bohemian Rhapsody’-scenen i Wayne’s World hos de fleste.