Katy B

I bedømmelsen af Katy B’s debutalbum kunne jeg have valgt at blænde op for en omgang mavesur dubstep-puritaner galde. Fokus i bedømmelsen kunne lægges på, at Katy B har en temmelig ordinær og intetsigende vokal, og at der ikke er meget bedre at sige om hendes tekster. Eller man kunne skælde ud over, hvordan en håndfuld af den moderne britiske basmusiks stjerneproducere i form af Benga, Zinc, Magnetic Man og Geeneus endelig har solgt totalt ud.

Men når missionen for albummet så tydeligt ikke er at trække dubsteppen i nye banebrydende retninger, men i stedet snarere er et ganske vellykket forsøg udi god popmusik, er det det Katy B og hendes legekammerater skal roses for. Party-baskeren og det potentielle mastodont-hit ‘Lights On’ med Ms Dynamite på ragga-vokal overstråler uden tvivl resten af numrene. Her er vi oppe i samme vægtklasse som 90’er-dance-klassikeren ‘Show Me Love’ med Robin S.

Numre som ‘Katy on a Mission’ og ‘Why You Always Here’ skal også fremhæves for på bedste skamløse popmanér at gøre dubstep og UK Funky så spiseligt, at selv dine forældre kan holde ud at høre på det. Selvfølgelig er det ikke alle numre, der er lige mindeværdige, og skal man snakke om én, der skuffer, så er det Zinc, som desværre har begravet al sin beskidte jump-up drum’n’bass langt nede i pladetasken.

Men grundlæggende er det rart, hvis Katy B for en tid kunne få lov at stjæle lidt ætertid fra enerverende pop-divaer som Lady Gaga, Britney og Katy Perry.