Oscar 2020 går over i historien, men showet formåede ikke helt at bringe sexy back

Boom!

Så gik den tooghalvfemsindstyvende Oscar-uddeling alligevel ud med et brag og direkte over i historien, da sydkoreanske ’Parasite’ blev den første ikke-engelsksprogede film nogensinde til at vinde Oscar for både bedste udenlandske film og bedste film foran ’Once Upon a Time In Hollywood’, ’The Irishman’, ’1917’, ’Ford v. Ferrari’, ’Little Women’, ‘Jojo Rabbit’ og ’Marriage Story’.

En game-changer af en finale for Hollywood og Oscar, der dårligt kunne have skudt det nye årti bedre i gang, vindermæssigt.

Heldigvis for resten af showets produktionsværdi, har man lyst til at sige om eventen, der ganske vist scorede en del flere point på underholdningskontoen end sidste års fesne ørkenvandring, men som også først og fremmest kunne prise sig lykkelig for at ride på det sprængfarlige filmfelts momentum, energiske sangnominerede – Sir Elton John (’Rocketman’) og Cynthia Erivos (’Harriet’) respektive optrædener var de bedste forsvar længe for ikke at skære i dén kategoris præsentationer, som så ofte diskuteret – og salens generelt imponerende opbud af superstjerner fra DiCaprio til Pacino, Gerwig til Spielberg.

Der var knald på, da Janelle Monaé og en hær af dansere åbnede ballet med en seriøst tempofyldt udklædningsfest af en medley-hyldest til det forgangne års film, nominerede som oversete (Jordan Peeles ’Us’ sneg sig med, og det samme gjorde ‘Midsommar’ og ‘Queen and Slim’), og de gode toner fortsatte, da komikerne Steve Martin og Chris Rock efterfølgende entrerede podiet for at fyre et par intro-jokes af om de manglende nominerede vaginaer (!) og sorte i kategorierne.

Martin og Rock har begge tidligere ageret Oscar-værter hver for sig, og jeg kunne godt have ønsket mig, at Akademiet havde tildelt dem tjansen igen i år, nu blot som duo.

Men ak. »We’ve had a great time not hosting!« blev de sidste ironiske ord fra herrerne, idet Oscar oven på en årrække med diverse Twitter-shitstorms (jævnfør blandt andet sidste års Kevin Hart-gate) har forelsket sig i den konfliktsky værtsløse form, der styrer bevidst uden om mere grænsesøgende humor til fordel for en familievenlig tone sporadisk krydret med stuerene, obligatoriske stikpiller til egen husholdnings problematiske repræsentations-blindspots (hvad med at fatte fejekosten og smøge ærmerne op i stedet, Oscar?).

»Problemet med ikke at have en vært er, måske, at der ikke er nogen til at gribe øjeblikket«, sagde den tidligere 90er’-Oscar-værtslegende Billy Crystal for nylig på Jimmy Kimmel Live! (Kimmel, der hostede det notoriske ’La La Land’/’Moonlight’-år i 2017), og jeg må give manden ret:

Showet manglede igen i år en toastmaster til at samle hurtigt op på en joke eller optræden med den slags overskud, der kunne have tilføjet løjerne forfriskende spontanitet i stedet for at tvinge »mindre kendte stjerner at introducere mere kendte stjerner, som så kan overrække priser til de virkelige kendte stjerner«, som ’1917’-hovedrollen George McKay kækt forklarede det, da han præsenterede sidste års vinder for bedste kvindelige hovedrolle, Olivia Colman, som dernæst traditionen tro tildelte prisen for dette års bedste mandlige hovedrolle.

Der til lige præcis nul seere eller Oscar-gæsters overraskelse selvfølgelig gik til Joaquin Phoenix for ’Joker’.

De forudsigelige kategorier

Som forudset prægede forudsigeligheden således lidt ærgerligt (alt afhængig af, hvor ens egne loyaliteter lå) samtlige fire priser i skuespilkategorierne, der dog blev forløst af takketaler af vidt forskellig karakter:

’Once Upon a Time In Hollywood’-vinderen Brad Pitt ramte en fin balance mellem drenget charme og dyb bevægelse – hans klump i halsen og hilsen til medspilleren Leo på første række var nok til at fylde mit hjerte med kærlighed – mens Phoenix med bævende stemme highlightede både klimaansvar, medmenneskelighed over egoisme, dyrevelfærd, storebror River Phoenix (som døde af en overdosis i 1993) og alle dem til stede i salen, der har givet ham en chance til, når han igennem årene har været »en rod« og »besværlig at arbejde sammen med«.

’Marriage Story’s Laura Dern sendte kærlighed til sine Hollywood-forældre og primære inspirationskilder Diane Ladd og Bruce Dern med ordene »You got game!« – og så var der Renée Zellweger, der vandt for ’Judy’ og over fire aaalt for lange minutter holdt en af de mindst sprælske takketaler i nyere Oscar-tid for en pris, Scarlett Johansson uden diskussion burde have snuppet for ’Marriage Story’, hvis ikke akademimedlemmerne havde været en flok sentimentale suckers for Hollywood-nostalgi i egen ananasjuice.

Glimtet af Robert De Niro, der tilsyneladende enten sov tungt med hagen på brystet eller var i færd med at tjekke sin telefon i skødet, mens Zellweger monotont remsede en endeløs liste af navne op, var et perfekt billede på den dræbende kedsomhed, Oscar-vinderen (totalt uforvarende, den stakkel) kultiverede.

Så meget desto mere taknemmelig var man da derfor også for aftenens noget mere kulørte indslag, som da Eminem ret overraskende dukkede op for at sætte gang i publikum med ’Lose Yourself’ og rage sig lidt i skridtet til 90 procent playback som kransekagefigur på en montage over ikoniske filmsange igennem årtierne (men ikke længere tilbage end 1970’erne, besynderligt nok, hvorfor et af filmhistoriens suverænt største sanghit, ’Somewhere Over the Rainbow’, noget opsigtsvækkende ikke fik en hilsen med på vejen).

Næsten lige så spøjst var det at se danske Maria Lucia (som gudhjælpemig både havde fødselsdag og var højgravid) på scenen i ’Frozen 2’-fællessang med Idina Menzel og en række andre internationale Elsa’er, selvom landskvinden på scenen ikke helt kunne redde skuffelsen over, at danskproducerede ’The Cave’ desværre ikke vandt i kategorien bedste dokumentar (prisen gik i stedet til endnu en forudsigelig vinder, nemlig ’American Factory’ fra Netflix).

Men i det mindste fik vi andre, lysende vindermomenter, der mindede om, hvad Oscar-effekten gør ved filmfolk høj som lav:

Newzealandske Taika Waititi blev så overvældet, da han modtog statuetten for bedste adapterede manuskript for ’Jojo Rabbit’ (overrakt af Natalie Portman og Timothée Chalamet, der lignede søskende fra en nuttet Wes Anderson-film), at han helt ukarakteristisk for sin vanligt komiske persona måtte famle sødt efter ordene.

Og da Matthew A. Cherry og Karen Rupert Toliver vandt for bedste animerede kortfilm med ’Hair Love’ – om en sort pige, der forsøger at favne sit afrohår – mindede Toliver om vigtigheden af, animationsfilm også fokuserer på repræsentation, eftersom det er i dén genre, børn først i livet forsøger at spejle sig selv i (en tale, der fulgte i hælene på overvejende hvide ’Toy Story 4’s sejr for bedste animationsfilm – hvis man da kan tale om race blandt legetøjsfigurer…).

Parasitten i pølsenden

MeToo-filmen ‘Bombshell’ måtte nøjes med en Oscar for bedste makeup, men kvindekampen var allestedsnærværende natten igennem, og særligt visuelt originalt formidlet af Natalie Portman, som slet og ret havde iført sig en skræddersyet Dior-kjole med navne på en række udeladte kvindelige instruktører broderet ind i stoffet (heriblandt ’Hustlers’ Lorene Scafaria og ’Little Women’s Greta Gerwig).

En fist-pump-mulighed for progressivitet bød sig taknemmeligvis, da den islandske komponist Hildur Guðnadóttir (’Chernobyl’) vandt for bedste score for ’Joker’. Guðnadóttir fik passende overrakt prisen af ingen ringere end superkvinderne Sigourney Weaver, Brie Larson og Gal Gadot, og slog i sin tale på, at kvinder og piger hæver deres røster.

»Vi har brug for at høre jeres stemmer«, formanede komponisten til stærke klapsalver og hujen, der stod i velkomment skarp kontrast til showets mere tåkrummende sekvenser a la Rebel Wilson og James Cordens (katte)jammerlige ’Cats’-satire, og den smagfulde tendens, hvor publikum kun klapper for deres favorit-afdøde under in memorium-segmentet – trods alt serveret med en følsom udgave af ’Yesterday’ fra Billie Eilish.

Og så var der parasitten i pølseenden, der leverede nattens største twist.

I alt fire gange måtte den tiltagende jubilant-konfuse og evigt charmerende Bong Joon-ho og hans trofaste oversætter på scenen, da den sortkomiske klasseskelperle løb med bedste originale manuskript, bedste udenlandske film, bedste instruktør og endelig hovedprisen, bedste film. Ekstasen blandt filmholdet og castet var smittende, som de stod der i spotlyset og vendte permanent op og ned på det moderne Oscar, og derfor var det også noget nær fornærmende, at showet lukkede abrupt ned splitsekundet efter, uden den mindste ceremonielle afrunding. Faktisk forsøgte producenterne på absurd vis og uden at give en fuck for den monumentale Oscar-milepæl allerede at slukke for lys og mikrofon midt i filmholdets tak, men fortrød hurtigt, da Tom Hanks og Charlize Theron højlydt skrålede »Op med lyset!« fra salen.

Kikset var sigende for Oscars fortsatte identitetskrise: På den ene side bryder ‘Parasite’s triumf totalt ny grund og peger ivrigt fremad mod en revitalisering af det 100 år gamle Akademis kunstneriske udsyn, og på den anden side aner folkene i kontrolrummet end ikke, hvor vildt et øjeblik, de her var vidne til.

Oscar kom helskindet ind i de nye 20’ere, ’heldigt’ båret frem af det imponerende opbud af fremragende film og dertilhørende fremmødte stjerner. Det er dæleme svært ikke at blive ramt i filmfanhjertet, når man bombarderes med live-besøg af Steven Spielberg, Tom Hanks, Scarlett Johansson, Quentin Tarantino, Al Pacino, Leonardo DiCaprio, Brad Pitt, Laura Dern, Eminem, Taika Waititi, Billie Eilish, Janelle Monáe, Cynthia Erivo, Charlize Theron, Joaquin Phoenix, Bradley Cooper, Robert De Niro, Elton John med mange, mange flere.

Men please, Oscar, lad os nu få en fræk vært eller to til at bringe lidt sexy showmanship back på scenen i 2021.

Læs kommentaren: Hvordan en sydkoreansk film kunne vinde Hollywoods elskede Oscar-pris

Se også: Her er højdepunkterne fra nattens Oscar-show

Læs hele vores Oscar-dækning her.