Nada Surf

Nada Surf var engang sammen med Weezer musikalske ækvivalenter til drengerøvene, der lige kiggede forbi med nogle kolde grønne en fredag aften for at glo på football. Som forbilleder for god, ærkeamerikansk collegerock kunne man i deres lag også ofte genopfriske et små-sardonisk syn på uopnåelige cheerleader-chicks, mens man varmede op til strabadserne på aftenens bytur.

Men hvad så, når de selvsamme kammerater pludselig påstår at have fået tjek på sprut og følelser – og insisterer på at bælle pivsød light-saftevand og kramme istedet? Det er måske i virkeligheden spørgsmålet på new yorkernes femte album. For nok er det umiskendeligt dem, men materialet er unægteligt noget mere poleret og kalorielet end tidligere.

Når trioens powerpop rigtigt sprudler, læsker den stadig ganen som en kælderkold pilsner, og sange som ‘Whose Authority’ og ‘I Like What You Say’ er da forfriskende. På albummet er de desværre naboer til nogle anderledes søvnige sager, som måske kunne have skinnet klarere i hænderne på en gut som Jeff Tweedy fra Wilco. Nada Surf står derimod bare tilbage med karamelklistrede fingre og ditto sange.

Forsanger Matthew Caws og co. burde bevæbne sig med en Sodastream-maskine næste gang. Ud af næsten to hele six-packs med skæringer er der kun tre-fire stykker med ordentligt brus – og det kan gæsterne, som bl.a. tæller Ed Harcourt samt folk fra Death Cab For Cutie og Calexico, ikke redde. Det tjener i længden kun til at få slukket stereoanlægget, ikke tørsten.