‘Kampen om Grønland’: CPH:DOX åbner digitalt med et must-see
CPH:DOX. ‘Kampen om Grønland’ åbner, næsten lidt for oplagt, naturmetaforisk med en iskappe, der revner og bryder op.
Den ildevarslende rungende lyd af kæntrende is glider derefter brat over i hårde ord, idet scenen skifter til en ung rapper, der giver den gas til en koncert i Nuuk.
»Her byder vi danskerne velkommen, men i Danmark lader de os dø på gaden«, lyder de hårdtslående ord fra rapperen Josef, der udgyder sin vrede over den grønlandske afhængighed af den danske nation. Blandt koncertens publikum kan man genkende hans kæreste Paninnguaq på de traditionelle ansigtstatoveringer, der pryder hendes hage og understreger hendes enighed med de kritiske udsagn.
‘Kampen om Grønland’ åbner hårdt med (is)brud og verbal kritik. Men faktisk er dokumentaren – skal det hurtigt vise sig – en nuanceret og forsonende film om fire engagerede grønlandske unge, der trods store politiske uenigheder kan mødes i de samme frustrationer.
Parret Josef og Paninnguaq udgør to af filmens unge stemmer. Stoltheden over deres kulturarv er malet i deres ansigt, og deres holdninger kommer til udtryk gennem kunst og aktivisme.
I den politiske arena får de henholdsvist mod- og medspil af den garvede politiker Tillie og politiker-in-spe Kaaleeraq. Den første er, som den eneste i filmen, pro rigsfællesskabet, mens den anden mener, at grønlandsk stolthed kun kan genvindes ved løsrivelse fra Danmark. Begge kæmper de for at gøre deres ord og ønsker til lov og handling med en plads i det grønlandske landsting.
Undervejs i valgkampen forklarer den unge og handlekraftige Kaaleeraq, at kampen for selvstændighed er en kamp for bedre selvværd. »Lige siden jeg var lille, har jeg følt mig forkert«, siger han og hægter med følsom overbevisning sin dagsorden op på landets sociale problemer med voldsomme selvmordsrater og misbrug.
Hans ord giver, interessant nok, genklang kort tid senere i en motivationstale hos hans politiske modstander, Tillie. Som en del af det dansktalende mindretal i Grønland kender hun også til følelsen af skam og til at føle sig splittet mellem lande og identiteter.
Ligesom de andre stemmer i filmen gør hun det klart, at selvstændighedsspørgsmålet handler om andet og mere end økonomi og bloktilskud. Det er en kompliceret konflikt med dybe rødder og store spørgsmål om sprog, identitet og selvrespekt.
Selvom løsningsforslagene er forskellige, kan filmens parter også mødes om et andet udsagn: At det er vigtigt at blive bedre til at lytte og sige tingene højt.
Samme credo har måske, under optagelserne, stået på en opslagstavle i instruktør Kenneth Sorentos kontor. Som dansker er instruktøren både udelukket fra og impliceret i konflikten og bør derfor træde varsomt. Det forstår Sorento, der ikke bruger den tiltrængte dokumentar til at optegne linjerne hårdt og mane til yderligere polarisering – mellem Danmark og Grønland eller grønlænderne imellem.
I stedet har han skabt en empatisk, til tider lovlig følelsesbetonet, men overordnet konstruktiv film, der åbner perspektiverne, taler ærligt om problemerne og viser uenigheder og sammenfald parterne imellem. Uden nogensinde at devaluere udsagn eller på nogen måde benægte de lange udsigter til en løsning.
For de egenskaber har ‘Kampen om Grønland’ fortjent den fornemme åbningsplads på CPH:DOX, som den nu, på grund af coronavirus, er blevet frarøvet, i hvert fald live. Men filmen åbner nu den digitale festival og vil forhåbentligt med tiden også finde sin vej ind på skoleskemaerne og de store kanaler i både Danmark og Grønland.
Borgere i de to lande ville have godt af at lytte til de kloge unge røster, som filmen giver god plads til at komme til orde. For bedre at forstå nuancerne og følelserne i en kompliceret konflikt, der berører os alle.
Kort sagt:
’Kampen om Grønland’ er et must-see og en tiltrængt og empatisk film om en konflikt, der berører alle danskere og grønlændere.