På ’After Hours’ har The Weeknd endelig fundet den lyd, han har søgt efter siden 2011
Selv om Abel Tesfaye ikke har løjet, har han altid vildledt sine lyttere. For den canadiske verdensstjerne elsker at synge om ekstremt nederdrægtige ting på en så smuk måde, at hans sukkersøde englefalset får os til at glemme, at sangene handler om meningsløs sex, dulmende stoffer og den allestedsnærværende fremmedgørelse.
Altså: Tesfayes første ægte verdenshit (‘Can’t Feel My Face’) handlede om at sniffe så meget kokain, at ansigtet blev bedøvet. Men det gjorde ikke noget, for The Weeknd blev ved med at snyde os til at lytte til stemmen og ikke til ordene. Hvis djævelens ondeste trick var at overbevise os alle om, at han ikke fandtes, er Weeknds største bedrift således, at han har fået os til at glemme, hvilke djævelske ting, han egentlig siger.
På den måde er der intet nyt under nattehimlen på canadierens fjerde album, ’After Hours’. Det her er fortsat en samling forførende popsange, der handler om alle de ting, Abel Tesfaye bruger for at prøve at fylde meningsløshedens afgrund.
»Put that cocaine on a plate«, synger han nærmest refleksagtigt på den fremmedgjorte ’Faith’, der med dens ønske om at overdose side om side er en Weeknd-kærlighedssang par excellence. Den slutter endda med et drømmeagtigt stykke, der føles som solopgangen efter en alt for lang nat – hvilket selvfølgelig er en tilbagevendende setting i The Weeknds oeuvre.
Men på sange som ’Faith’ er mørket på en måde dybere, og alt skinner klarere; sangene har en form for cinematisk kvalitet, der får dem til at virke tidløse. Som om han altid har haft negativerne til den her musik, men først nu er lykkedes med at fremkalde billederne perfekt.
For Abel Tesfaye formår at ophøje de specifikke scenarier, der beskrives, til noget universelt. Som på breakup-sangen ’Hardest To Love’, hvor han synger »the house we built is not a home / together we are so alone«. Netop afstanden, selv i det nærmeste og mest intime, er i virkeligheden karrierens centrale tema, og han har sjældent indkapslet det smukkere end her.
Der er også uventede momenter, som når titelsangen følger en elektronisk tangent ud i natten (a la ’Drive’-soundtracket), eller når lydbilledet nikker til drum’n’bass på ’Hardest To Love’ og UK Garage på ’Too Late’ – men det føles som mindre krydderier, ikke som totale nybrud. Albummets kerne er, når Abel Tesfaye følger sine 80’er-impulser fuldt ud på hittet ’Blinding Lights’ eller på ’In Your Eyes’, der endda inkorporerer en saxofonsolo.
Det føles som om, den her kølige, synthbaserede pop er The Weeknds egen verden. Han har fjernet næsten alt, der ligner danseabel disco, varm soul eller klassisk r’n’b til fordel for isnende pop. Abel Tesfaye er som et rastløst spøgelse, der hjemsøger de her frostkolde sange – som på introen ’Alone Again’, der gnistrer som sne, der falder om natten, mens The Weeknd nøjes med at nynne melodier som et omkvæd. Det er ensomt og smukt.
Den lidt rodede genrediversitet, der gjorde ’Beauty Behind the Madness’ (2015) og ’Starboy’ (2016) så ujævne, er helt enkelt forsvundet. Det her er pop på The Weeknds præmisser; han prøver ikke at passe ind i popstjernekostumet, han får skræddersyet sit eget.
Det kan man også se på producersammensætningen, der samler et hold fra alle Tesfayes perioder. Mixtape-produceren Illangelo arbejder side om side med pophit-leverandøren Max Martin, hiphop-stjerneproduceren Metro Boomin samt (som noget nyt) synth-entusiasten Oneohtrix Point Never, der lavede soundtracket til Safdie-brødrenes Tesfaye-gæstede spillefilm ‘Uncut Gems’.
De er her alle med deres små touches – men alle føjer sig under det samlede lydbillede.
Det farlige ved at følge én stemning over et helt album er selvfølgelig, at visse sange reduceres til netop det: Stemningsmomenter frem for helstøbte numre. Som ’Scared to Live’, der føles mere som en kulisse end en sang – selv om det er ok blæret at stjæle en linje fra Elton Johns ‘Your Song’.
På den måde føles ‘After Hours’ lidt som et album af Tesfayes evige konkurrent og frenemy, Drake. For ligesom kollegaens ’Views’ var et isnende tilbagetræk til Toronto, er ’After Hours’ The Weeknds afsked med Los Angeles til fordel for frostkold isolation nordpå i hjembyen – en af sangene her hedder bogstavelig talt ’Escape From LA’ og handler om meningsløs sex.
Den mest ’Views’-agtige sang er også en af albummets bedste. På ’Snowchild’ fortæller Tesfaye i et ret rapperatigt flow (der kunne være taget fra mixtape-dagene, hvor han var lidt mere hiphoplænende) om vejen til succes helt frem til L.A.-afskeden. Han refererer endda sin egen klassiker ’The Morning’ i slutningen af hvert vers: »Cali was the mission, but now a nigga leavin’«. Med andre ord: Popstjernedrømmen er fuldført, nu skal der ske noget nyt.
Det føles som slutningen på en film, når han siger »now a nigga leavin’ into the night«. Det er spøgelset, der glider ud af byen. Eller lyden af sidste kapitel af et eventyr, hvor Tesfaye gennemfører bevægelsen hjemme-ude-hjemme.
‘Snowchild’ – og ‘After Hours’ som helhed – indkapsler dermed The Weeknds udvikling fra de dystre mixtapes fra Toronto til popstjernelivet i Los Angeles og tilbage igen.
Det er et farvel til de kompromisser og eksperimenter, der prægede tiden efter ’Can’t Feel My Face’ til fordel for én lyd, der for alvor føles som The Weeknds egen. Ringen er dermed sluttet, og Abel Tesfaye har endelig skabt den perfekte fusion af natte-r’n’b og stadionpop, han har søgt efter siden gennembruddet i 2011.
Kort sagt:
’After Hours’ er fuldendelsen af The Weeknds rejse. Han er blevet nattens engel og verdensstjerne på samme tid.