The Jayhawks

Ovenpå 15 års omvæltninger og udskiftninger samt endda en længere periode i tavshed og formodet opløsning er alt.country-legenderne The Jayhawks endelig tilbage, endda i opstillingen, de kreerede det hyldede 1995-album ‘Tomorrow the Green Grass’ med. Den lange ventetid før de atter fik samlet tropperne og nosset sig sammen til en revanche kan kun begrædes. Men er comebacket så stadig berettiget og levedygtigt efter alle de år i mølposen?

Gary Louris holdt Jayhawks-fanen højt til og med ‘Rainy Day Music’ i 2003, efter at sangskriver-makkeren Mark Olson skred. Håber man på en værdig opfølgning af det album, kommer man til at vente længere endnu. ‘Mockingbird Time’ lever ikke op til Louris’ postulerede målsætning om at begå det bedste Jayhawks-album nogensinde. Dertil er det for midtersøgende og morfar-mageligt. Minnesota-bandet har snarere mestendels båndet en gang afslappet og lovligt letfordøjeligt radiofoder, der kan bringe amerikanske hockeymødre sikkert frem og tilbage i deres SUVs.

Klassisk AOR-rock med andre ord, men også hæderligt håndværk. Visse lyspunkter skal tillige nok finde vej ind i hjertet på puristerne. ‘Highwater Blues’ er kreativt højvande i bogstaveligste forstand, og et regulært throwback til rockens guldalder, mens det smukke titelnummer kunne lære mangen en opkomling, hvordan en ballade skal skæres. ‘Closer To Your Side’ og singleforløberen ‘She Walks In So Many Ways’ er ligeledes pop af tårnhøj klasse. For hvert af disse numre er der desværre lige så mange halvhjertede slag i luften. Om noget er helhedsindtrykket af et Jayhawks, der ikke helt er stået op endnu efter tornerosesøvnen.