Ian Brown

Som frontmand i det fremragende britiske rockband The Stone Roses sang Ian Brown i 1989 om, at han ikke behøvede at sælge sin sjæl til djævelen, fordi denne og alle djævelske fristelser allerede havde et godt tag i ham. 18 år senere lyder det i ‘Eternal Flame’: »It’s gonna take until hell freezes before I’d ever sell my soul«. Ian Brown er på sit femte soloalbum for alvor blevet voksen.

De indre dæmoner synes ikke længere at være Brown magtpåliggende. I stedet vender han blikket udad, og er politisk engageret og klar i holdningerne som aldrig før. Harmen rettes især mod satanisk samvittighedsløse politikere, økonomisk og social uretfærdighed, der gør livet til helvede på jord for talrige mennesker. På ‘Street Children’ ønsker Brown sig et hjem med 10 millioner værelser, så han kan indlogere gadens børn. Jovist, der er ofte en hårfin grænse mellem banaliteter og sympatisk blødende hjerter, men ‘Illegal Attacks’ med Sinead O’Connor er i hvert fald både en potent kritik af Vestens krigsførelse i Irak og klart pladens bedste nummer.

Musikalsk er albummet svøbt i strygerarrangementer, mådeholdne guitarer og velafrettede rytmer, der resulterer i et elegant, smagfuldt, men også indimellem klinisk og lovlig ligevægtigt lydbillede. Det er moden rockmusik, men man savner også lidt bid, som både kunne matche kradsbørstigheden på tekstsiden og ruske op i passager, hvor Brown lyrisk ikke er på toppen.