Two Gallants

Det vil være let at affeje Two Gallants som værende endnu to splejsede indie-kids, der griber tilbage i den amerikanske sangskat af blues, folk og country med godstemplet kridhvid collegerock til følge. Men San Francisco duoen trasker snarere langs samme trøstesløse veje som byboerne fra Grateful Dead på jagt efter de vildt forgrenede rødder af hjemlandets kulturhistorie, ligesom det også kendes fra Bob Dylan and The Band. Med andre ord: Mere hippie end hipt.

Hvor de tidligere har været spontane og ujævne, så er deres tredje album mere helstøbt på godt og ondt. Væk er de lange fortællinger, de brovtede drukviser og de snottede punktendenser til fordel til mere stenet bedrøvede sange med en snert af vrede og bitterhed. Gudskelov, da dette er bandets største force. Sammenholdt med, at de nu er mere sammenspillede, forsvinder blot noget af den tidligere farlighed.

‘Reflections of the Marionette’ lyner vitterligt med og tekstlige pletskud som »I don’t want to see you fall / I only want to see you fail«, mens ‘The Hand That Held Me Down’ lyder som at ryge fjolletobak i Californiens efterårssol med fårekyllingsymfoni i baggrunden. Den besynderlige måde ‘The Deader’ først bider sig fast efter mange lyt, for så ikke give slip igen. Nydelser, der cementerer, at Two Gallants pjaltede americana hører til den fineste indenfor nutidig morfar-rock.