The Fall

Mark E. Smith skal altid af med noget. Som et iltert, syre-forvrænget fadølsanlæg på to ben har postpunkens grand old man henover 35 år og næsten lige så mange album med succes tappet semiabstrakt, højkoncentreret galde af sig selv og en til stadighed omskiftelig backingtrup. Som John Peel famøst engang sagde om The Fall: »They are always different, they are always the same.«

Han har dog nu henover tre album haft samme band, så udluftningen truer måske. ‘Ersatz G.B.’ lyder inkongruent og ufokuseret – som om bandet bare har fået besked på at hyppe ned i studiet og optage whatever-the-fuck, de lystede, og så skulle papa M.E.S. nok sørge for den røde tråd. Albummet er følgeligt voldsomt skizofrent, men oftest underholdende undervejs.

På den fantastiske, dragster-ivrende åbner ‘Cosmos 7’ lyder Smith som om han er ved at brænde spruttende sammen, med fråde om munden og vokalen væltet gennem diverse slubrende effektpedaler. Men der er uoverstigeligt langt fra dens snerrende, punkede lydbillede til det sløve, nærmest Black Sabbath-nosseslæbende riffbæst ‘Monocard’. »I’m so sick of Snow Patrol!« brøler han på rockabilly-afstikkeren ‘Mask Search’, mens ‘Greenway’, hvor Sabbath også spøger i kulisserne og øjensynligt er opkaldt efter et af bandmedlemmerne, huser mindeværdige linjer som »I had to wank off the fucking cat to feed the dog!«.

Smiths synth-regerende viv Eleni Poulou får endda lov at fatte mikrofonen på den mere underspillede ‘Happi Song’. Helheden er et rodedynge-regnestykke af rang. Facit er mere en strittende og noget svingende opsamling, der dokumenterer The Fall anno 2011, end et egentligt, sammenhængende album.