I morgen 15. august ville det have været Nipsey Hussles 35-års fødselsdag. Nu har Snoop Dogg udgivet nummeret ‘Nipsey Blue’ som en hyldest til den afdøde vestkystkollega.
I foråret 2019 blev Hussle skudt foran sin egen butik, Marathon Clothing, hvor han kort efter blev erklæret død. Han efterlod sig to børn og skuespillerkæresten, Lauren London.
Allerede i går delte Snoop Dogg på Instagram, at der ville komme noget til ære for hans »neffew« – ledsaget af et tilhørende billede af rapperen selv iført »#nipseyblue« foran et stort vægmaleri.
Nipsey Hussle udgav sit anmelderroste debutalbum ‘Victory Lap’ i 2018 ovenpå en række mixtapes. Han nåede – udover sit hyppige samarbejde med YG – at lave musik med navne som Kendrick Lamar, Young Thug, Diddy og selvfølgelig Snoop Dogg.